ÅRETS (falske) TEXT MED X

Nu jeg har fået min klækkelige betaling for mine foredragsturné for Lærernes A-kasse, arrangeret af reklamebureauet Mensch (hvis ordførende direktør jo er filosofsøn og digterbror Frederik Preisler), kan jeg roligt udnævne digter og litterat og nu pludselig - og jo derfor - flittig blogger Lars-Emil Wotmanns træfsikre parodi på en Mensch-meta-annonce, i anledning af bureauets katastrofale Danske Bank-kampgane selvfølgelig, til ÅRETS TEXT MED X, med hans pokerface-rapport om det efterfølgende topmøde - hvornår har en TEXT MED X sidst gjort indtryk på en bank og et reklamebureau? endnu en grund til at publicere sine TEXTER i BLOG - i en en sidevogn:

Læser bror søster?

Igen i dag en af de trælse lækker-rindalistiske reklamer for Politikens massive lørdags-kultursektion;, denne gang om de digte, den typiske Kultursektion-læser ikke gider læse eller høre læst op, men gerne vil læse om (en bebrillet poet i højhalset sweater knæler foran en mikrofon med en bittelille digtsamling):

HELDIGVIS KAN DU NØJES MED AT
LÆSE OM DEN MEST FØLSOMME POESI

Oppe i højre hjørne står med små bogstaver navnet på reklamefirmaet: MENSCH, hvis direktør er en vis Frederik Preisler, travl ekspert i alting og søn af filosoffen Peter Zinckernagel og bror til den bekendte, ikke ufølsomme DIGTER Juliane Preisler, som Frederik så åbenbart ikke orker at læse, hvis han kan nøjes med at læse om hende i Politiken: her er et af digtene fra Julianes seneste, følsomt kukkede og kukket følsomme digtsamling Drageånde (kan med en enkelt apostrof ændres til Dragéånde, får jeg pludselig øje på, altså dragé som i sukkerovertrukne lakridspastiller, købte senest en pose sort & hvide, der lignede en slags noir-piller (til helbredelse / til fremmelse af) på apoteket)

DEN MEST FØLSOMME POESI SKAL DU
IKKE NØJES MED AT LÆSE OM, LÆS PÅ!:

Forsøgsperson i
den skiftende årstid
Kuldemorgen, aftenlune,
gylden blæst i matte gader
hhhhhhhuuuuuuu
Går prøvende i hi i
svalereder
Ppiiippp ppiiippp
Pippippippip
Svømmer
i de regndryppende tagrender
Dop ... ... dop ... dopdop
Lader sig falde ud over
den dybe skrænt som med
vinger
TOK
Sten mod sten, på stranden
Hvor gråt skyller mod gråt,
og is smelter perlende
i de tørre rosers små ansigter
Dut ... dut ... dutdut
Tøbrud og stormskridt,
hvidt og grønt raslende
Rrrrrrrrtttttttttttttssssssss
mellem ærternes bælge
Og flammende bær i
den dybe sne, der helt
blødt
Dt
falder omkuld
mellem grene

Den hjertelige avis

- eller bare den Gyldeglade avis?

Efter Jungersens 5 hjerter giver Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg i dag 5 hjerter til Ib Michaels Hjertets hemmeligheder, og jeg fortryder, at jeg har klaget over ikke at få lov til at anmelde Jungersen og Michael, begge bøger ser så massivt trælse ud, og det er slidsomt nok at læse Zangenbergs anmeldelse. ævl på anden hånd er ævl i anden potens - når jeg hører ordet komplementær bliver jeg komplet kontrær:

'Hjertets hemmeligheder' har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ' erindringsbobler' fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu. Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre-og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af. Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ' Calabi-Yau'-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.

Lad os i fællig udråbe et tifoldigt Kålrabi-Miav!

Og her anmeldelsens slutning:

JEG HAR altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ' mensch'.

Zangenberg undlader at forklare, hvordan præcist urimelig åndssvaghed og selvoptagethed kvalificerer sig som knagende gode kvaliteter, hvilket de vel godt (ikke sagtens) kan opleves som - jeg har selv sagt noget lignende om Martin Hall for år tilbage, inden hans åndssvaghed og selvoptagethed kitsch-koksede helt - men hvordan for helvede? via energi, elegance, charme (som tilfældet var i min korte Hall-forelskelse)? jeg ved nemlig heller ikke med knagende, det er, modsat skramlende, ikke et (muligt) positivt adjektiv i mit kritiske vokabular, jeg hører det som sådan en kælent, klodset gnidende lyd: teksten knager åndssvagt og selvoptaget, det lyder ikke så fedt, vel? men det lyder rigtignok af Ib Michael som værst.

Når Ib Michael går mig i møde, går jeg i dækning, fordi jeg ved, at det, han gavmildt vil give mig, er øretøver, ikke fordi han kan finde ud af faktisk at gøre noget ved det, men fordi han så frygtelig gerne vil, og det er det grimme syn af en mand, der så frygtelig gerne vil uddele øretæver, men nosseløst ikke tør, som jeg gemmer mig for.

Og by the way er Mensch navnet på et effektivt reklamebureau, der forleden ringede til mig for at tilbyde mig et foredrags-job, som jeg takkede ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle tale om Ib Michael, men om poesi, som ikke er det samme.