IKKE MERE HVIS - DET ER HER, DEN ER NU!

MEN DET ER DIG DER HAR DEN! - SKYND JER, DINE ØJNE!

Vaskeægte Hellelinjer

Får nok - HÅRDT nok - først hentet Pia Juuls AVUNCULAR på søndag (i dag har vi fællesskrevet på bib og i morgen er jeg i Randers hele dagen) og kan dermed heller ikke CITERE-DIVERTERE før da. Her er i den uudholdelige mellemtid de FØRSTE, (i Rosinante&Co-nyhedsbrev) offentliggjorte linjer fra Helle Helles HVIS DET ER, de lover for vildt:

Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko. 

HVIS DET ER sandt - og det er det øjensynligt - er det jo åndssvagt fantastisk fortjættende

AT
en ny roman af Helle Helle udkommer
26. september

AT
titlen er
Hvis det er

AT
bogen - ifølge Varde Bibliotek - handler
"Om to vildfarne løbere, der render på hinanden i en stor, jysk skov og via omstændighederne tvinges til at tilbringe weekenden sammen. Blandt andet i en *shelter.

*  En shelter er en fast bivuak. En lav træbarak, traditionelt åben på den ene langside, gulvet hævet ca. 0,5 m over jorden og stort tagudhæng, således at man er relativt beskyttet mod regn. Findes udbredt i hele Danmark på primitive lejrpladser.
Indenfor militærflyvning er en shelter den daglige betegnelse for en hardened shelter – en forholdsvis bombesikker lille flyhangar udført i jernbeton.



Yderligere spor til bogen findes i Varde Biblioteks oplæg til det foredrag, Helle skal holde om bogen til oktober:

Helle Helle holder foredrag om denne roman. Hvordan blev den til? Hvorfor foregår den i en skov i Jylland? Hvad skal hovedpersonen med løbesko, der ikke passer, og hvor længe kan man leve af rundstykker og rejer? Om skriveprocessen og hvorfor en roman aldrig bliver, som planlagt

AT
Helle - iflg, hendes redaktør, der er Hvedekorns (ikke-redigerende) overredaktør, på hvis opslagstavle bogens stilige forside og nye cool portrætfotos, ingen af delene endnu offentliggjort (men der findes vistnok noget forlags-forskræp, jeg (skandaløst nok) ikke har modtaget), hang som den naturligste ting i verden - første gang i verdenshistorien taler om og læser op fra romanen
til Louisiana Literature 21-24 august

GIMME
DEN ROMAN OM EN
SHELTER

Skælde skælde

på mig
celle celle

for at have glemt at ønske Helle Helle tillykke med fødselsdagen i går, hun fyldte noget helt vildt mimimalistisk ungt

- og for at have glemt at blogge, logge på og logge af med mine bloggoggles oglende!

Klip fra en hemmelig HH-bog

(fra Festskrift til Helle Helle, redigeret af Louise Kønigsfeldt og udgivet af Samleren og udleveret til gæsterne ved den festlige Laureat-fest i går og ikke til salg, uretfærdigt nok)

Jeg drømte at jeg drømte
at du drømte om mig.
Men det var mig der så dig:
Dit askeblonde hår slået ud
i en krave af lys

(fra Naja Marie Aidts tekst)

Jeg kunne trygle og bede, jeg kunne aldrig tilgives. Kun, måske, hvis jeg fødte et meget højt barn. Jeg så på damerne og sagde: 'Sidste scanning viste at barnet er ekstremt langt, det må nærmest ligge dobbelt. Jeg er blevet anbefalet at ryge lidt for at holde væksten i skak.'

(fra Christina Hesselholdts tekst)

Hos Helle Helle er sætningen mindste enhed. Der noget urokkeligt i dens konstruktion. Ingen af sætningerne lader til at være skrevet for at bære noget andet frem: Ikke en forelskelse i et løjerligt ord, ikke en idé om en anden sammenhæng end det, der leder frem til den næste sætning,
  En streng af sætninger udgør romanerne

(fra Dennis Gade Kofods tekst "Tre tanker om Helle Helles romaner")

Helle Helles skrivemåde og -stil matcher i sjælden grad hendes fremtræden. Elegant, tjekket frisure, velklædt. En lækker sild, som, vi siger på Falster, men absolut af gourmettypen.

(fra Bent Vinn Nielsens tekst "Elegance og kolbøtteøl")

Kan det være noget jeg har drømt? For Helle husker alt, også nogle af mine drømme. Der er ting fra min barndom, hun husker bedre end mig., selv om hun ikke kendte mig dengang, og hun husker 90 % af alle de pinlige ting, jeg har gjort og lykkeligt fortrængt. Hun kan huske, hvad jeg har fået i bibliotekspenge de forskellige år, og hvordan min stemme lød i telefonen, da jeg havde mødt en mand, men ikke ville sige det endnu. Det er en anden af Helles spidskompetencer, telefonstemmefortolkning, hun ved, hvordan ens humør er, før man selv ved det.

(fra Kirsten Hammanns tekst)

Ned til hundene, står der uden på den bog hun selv kan komme til at skrive dér. Inde i den siger de hele tiden 'ud til hundene'. Kun en enkelt gang siges der 'ned til hundene', og det er af hende med den forsvundne lottokupon. Tilfældigvis, det siger sig selv, og så meget desto mere gådefuldt. Nå, kan man så sige, for ikke at sige for meget. Det vipper alt sammen højst inciterende på kanten af en krummeluret art vulgaritet, og det må det hellere blive ved med. Det er dér forfatteren får fingrene i sin skrift. Det er forfatteren Helle. Hun skriver om, og i og med, en uendelig skrøbelighed i hver af os og i den verden vi med ord og hænder og hjerter stræber efter trods alt at holde lidt sammen på. Og hun dedikerer dette vitale stræb, og en forløsning i al foreløbighed, til læseren,. og det både lyser og bevæger dybt.

(fra Jens Smærup Sørensens tekst "Realistisk magi")

Vi mødtes i Amsterdam,, og jeg så dig gå over en bro. Du var i en smuk, sort kjole med et langt snehvidt tørklæde slynget om halsen, og så svævede du i stiletter. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke. Man kan humpe, vralte eller ligefrem snuble. Men du svævede helt ubesværet over en hollandsk bro belagt med små knudrede sten.
  Samme ynde og lethed synes jeg, der er over dine personer. De larmer ikke. Men de bevæger sig. De kan slet ikke bo i en bog. De river sig løs og kommer en i møde i kedeldragt på vej ned til hundene, med en rullekuffert på vej ud af ægteskabet, i et par ægte Levi's fra Bilka eller i et impulskøb af et par støvler, der gnaver, så man også må købe plaster.

(fra Dorrit Willumsens tekst "Kære Helle")

Frikadeller (MMSFPEP s. 22 (med hår), RP s. 11 (fugleflugtsfrikadeller), s. 49-53, s. 90 (med brun sovs), s. 117 (med rugbrød), s. 127, s. 133. NTH s. 141 (forstegte)

(fra min tekst: "HH-KOGEBOGEN: En madpyramide på højkant", en komplet fortegnelse over mad i HH's bøger)

Vi antog, og mon ikke jeg prøvede at at få manuskriptet større? Nej tak. Og mon ikke jeg prøvede at få sat den fordømte genrebetegnelse på omslaget? Nej tak.

(fra Torben Madsen tekst "Begyndelsen")

Hvor kosteligt! Og hvor trist. Og hvor storartet skrevet.

(fra Niels Franks tekst "To mails om Dette burde skrives i nutid)

Min oldemor Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den, Hald)

(fra Pia Juuls tekst "Smykketabsliste")

Og så af sted til Toldboden

For at fejre Helle Helles Laurbær, lad os se, hvor mange gange jeg kan nå at skrive Helle, inden taxaen kommer, det kommer til at ligne, skriver jeg nu taxaen er ankommet, et meget forfinet og lidt galsindigt strikketøj:

helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle

Helle går amok

i sin kommende roman, der ifølge interview i dagens Information, kommer til at handle om

1. Jyder

2. Mænd

3. Uvenlige fremmede

Hvor helt ærligt meget vildt! Vi glæder os forfjamsket!

(og cool opbyggeligt (uopbyggeligt) udtaler hun også, at "Når jeg skriver er det ikke med henblik på at sælge bredt. Mit projekt er et sprogligt projekt. Ikke at der ikke er historie i, men det handler først og fremmest om formen og sproget, og derfor er det fantastisk fedt at få netop De Gyldne Laurbær. Det vigtigste er jo sådan set sproget. Ganske enkelt: Skriver du godt? Og i dag vil jeg tænke: Ja, det gør jeg." - ja, du gør, og taler også ret godt for dig!)

Sløruglens slagord

Hele holdet af hellige hillemænd
skal mindst halveres!

Hellere Helle!

Men helst
Helle Helle!

Helle Helle-festival 6: Leif og Dorte er et par

Jeg talte i telefon med Jens B om Helles roman og kom til at tænke på, hvor meget Jens' roman Bombaygryde og Dette burde skrives i nutid ligner hinanden, i deres eksistentielle situation eller figur: Ungt, implosivt jeg og digter in spe netop lukket ud i den voksne virkelighed, som han og hun virkelig ikke er interesseret i eller klar til at forholde sig forpligtet til, hvilket er præcist lige lige så sjovt som rørende i de to romaner.

Helle Helle-festival 5: Kortanmeldelse der også er et link

ROMANEN E
R POESI

Helle Helle-festival 4: Minimalmarathon-uddrag II

s. 120: ”flapjacks (…) hvordan det end var kommet sig”, pedel-tydelighed, ”malede en træplade på to bukke”, ”kuffert i kuffertrummet”. 15:55, s. 122: eksistentiel/fuldet fortvivlelse/opstemthed, ”Jeg slog mine hænder i skibsbriksen, det førte ikke rigtig til noget, det var en skumgummimadras.” 15:58, s. 125: kindness of strangers? ”han med Cocioflaksen, jeg med min perletaske.” 16:00, s. 126: ”ansigtsmaske med hvedekim”. s. 127: ”Det hele gik meget gelinde” = sex.

(opvask)

16:17, s. 127: Få, men fine mad-passager, ”han fik wienerschnitzel, jeg fik noget med champignonsovs”, navnløs 3. kæreste-tydelighed: ”Når han grinede kom der ikke en lyd ud af ham.” 16:20, s. 128, nonchalant tidsspring frem til nutiden, ”Der kom en rolig periode på over otte måneder.” side 129: troværdigt studiekammeratnavn, Hase, ”au lait?/ - Olé”. 16:31, s. 133: blid digtersatire, ”Digtet hed Fuga for kød”, ”hvis der var noget med kunst, var der altid mindst en læderhat”, s. 134: ultimativ intethed: ”jeg sad og gabte og gabte en times tid”. 16:30, s. 135: ”plus lodne støvler med ruskindssnører”. 16:31; SUT-henvisning, fra Hase, ”Vi venter på nogen” med foto af ugle. S. 138: ”blev jeg ved med at se vinkeriet for mig”, lille optur. ”Det er kitsch (…)./ - Okay.” 16:34, s. 139: ”- Det er bare en der får luft.” 16:35, s. 140: Ib Michael i en fællestime, hi, hi. Genuint samvær: ”begge to siger meget okay”. 16:37, blid digtersatire fortsat, ”hun havde nogle meget velformede øjenbryn” (hvem, Juliane Preisler?), ”hun brugte ordet væsen flere gange”, så præcist (upræcist). 16:43, s. 147: stadig tristere dialog (med implicit sex), afskedskrokus. s. 148: Scala-eksistens med madpakke ”klapsammen eller et pitabrød med og drikkelse i en dunk.” 16:45, s. 149: post-kompleks, sorrig og glæde, ”Jeg følte mig meget oprevet. Halvstøvlen lå på dørmåtten”, konkret korrelat. 16:47, s. 151, nænsom samtale med indlagt faster, piger-i-bus-tydelighed, ”de grinede af noget, den ene havde i taksen”

Helle Helle-festival 3: og æbleskum

Den bedste anmeldelse af Dette burde skrives i nutid i Politiken i dag er Helle (!) Brønnum Carlsens beskrivelse af sin dessert i Frederiks Have (jf. den kuldkastede kommentar nedenfor om smagningen af smagen i smagsdommen og al den mad, der altid er på spil i Helles romaner):

Vaniljeparfait lyder næsten endnu mere trivielt [end hvid chokoladecreme med havtorn] - selv om det nok skriver sig ind i en lidt ældre frankofil historie, men her var den i sit rette element og nok den bedste vinilleparfait, jeg har fået. den blev serveret i form af et iskoldt rør i midten af tallerkenen, som var omgivet af sød bitter, fed chokoladecreme, friske æblestykker, æblegele og æbleskum (ja her er en særlig forkærlighed for treenigheder af en udvalgt råvare). I anretningen var der også noget, der mindede om knasende mysli med hasselnødder og igen blev stedets fornemmelse for smag og konsistens understreget. For lige at give et frisk pust var her smagt til med mynte. Dessertfreaken måtte overgive sig.

Helle Helle-festival 2: Komma-revolutionen

Åndssvagt dumt at give bøger stjerner, men OK at at give anmeldelser stjerner, synes jeg, her er pointgivningen til anmeldelserne af Helle Helle nye, åndssvagt gode roman Dette burde skrives i nutid stjerner

* * * * * (fem stjerner ud af seks) til Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, og først og fremmest for hans opdagelse af komma-reovultionen i Helles prosa (som jeg ikke selv havde bidt mærke i, men det er fuldstændig rigtigt (hvorfor så redaktør Peter Nielsen i sin faste klumme skal gentage og tærske langhalm på Tues opdagelse uden at lægge hverken fra eller til (ud over særdeles poetisk svagt at sammenligne kommaer og stiletter) må (deadline)guderne vide): "Samtidig er det, som om der er sket noget med Helle Helles stil. I al fald kan jeg ikke huske, at hun i dén grad brugte komma mellem to helsætninger. Nu er det grundrytmen i hendes prosa. En uge efter flytter Dorte så ind til Per og forældrene. »De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere«, står der. Så er de placeret, to sætninger med komma mellem."

****½ (fire en halv) stjerne til Mai Misfeldts 5-stjernede anmeldelse i Berlingske, for at få humoren med: "Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis. Dorte keder sig, og det er der andre, der gør. Nærmest tilfældigt begynder hun at gå i seng med fyren på DSB- stationen, som også opsøger hende om natten iført sin hvide badekåbe (Dortes er pink). En nat er det imidlertid en græsgrøn badekåbe, der står og ryger i Dorte have, det er DSB fyrens kæreste: » – Jeg ryger ikke, sagde hun. – Okay, sagde jeg«.

* * * * (fire stjerner) til Nanna Gouls anmeldelse i Weekend avisen (den jeg ville have skrevet) for hendes præcise overvældelse og ordet "kostbart": "Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde som tilnærmelsesvis yder værker retfærdighed./ Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanligt kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde, at alle overordnede Helle Helleske overskrifter som minimalisme, provins-litteratur eller den påståede mangel på handling gøres overflødige."

*** (tre stjerner) til Lasse Horne Kjældgaards anmeldelse i Politiken, fordi han giver romanen seks hjerter, men hold kæft, jeg bliver irriteret på hans psykologisering af Helles suveræne poetiske stilighed: "Dortes tilstand - og psykologiske udvikling - er netop ikke reflekteret i beretningen, men afspejlet i stilen. Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hendes sætninger er renset for adverbialer, der kan skabe sammenhæng - som "derfor" "fordi" eller "således". Sådan føles meningsløsheden, når den ikke er fancy filosofisk program, men en psykologisk tilstand man ikke kan løbe fra."

*(en stjerne) til Erik Svendsens 4-stjernede anmeldelse i Jyllands-Posten, fordi ... det er Erik Svendsen ... for galt, synes Erik Svendsen fx, at personerne ikke kritiseres af forfatteren for ikke at tænke mere på samfundet og sager: "hvor er blikket for verden, hvor er interessen for det, der overskrider den private horisont? Kan det virkelig passe, at navlen giver den bedste vinkel på tilværelsen? Jeg savner forfatterens kritik af figurerne. Idealet kan vel ikke være, at forfatteren skal være 100 pct. solidarisk med sine gestaltninger. På den måde fordobles Dortes blindhed dobbelt, og det er næppe meningen."

Helle Helle-festival 1: De tre familier

I Roskilde bor en familie, som rimer på alt. Når det er morgen, råber moderen: "nu skal vi op, kubi-lop. Når de skal spise, råber faderen: Vi skal spise kubi-lise". Og når Valde går ud for at lege, råber han: "Jeg går ud, kubi-lud". "Husk din hue, kubi-lue", råber hans mor nogle gange efter ham.

I Ribe bor en familie, som rimer på det meste. Når det er aften, siger moderen: "Nu skal vi i seng-beng." "Ja, vi skal sove-bove", siger faderen. "Jamen, jeg er slet ikke træt", siger Malte. "Det er der ikke noget at gøre ved, vi skal i seng-beng", siger hans mor. "Øv-bøv", siger Malte og går i seng.

I Rødby bor en familie, som slet ikke rimer. "Jeg har godtnok kogt meget spaghetti, siger faderen, når de spiser. "Ja, det har du godtnok", siger moderen. "Jeg vil godtnok have lidt mere", siger Max. "Du er godtnok sulten", siger hans far.

En dag mødes de tre familier tilfældigt ude i en skov. De voksne begynder straks at snakke sammen. Drengene står lidt og kigger på hinanden.
"Hvad hedder I, kubi-li?", siger Valde så.
"Jeg hedder Malte-Balte", siger Malte.
"Jeg hedder godtnok Max", siger Max.
Drengen bliver stille igen. Nu begynder de voksne at byde hinanden kaffe af deres termokander.
"Skal vi lege-bege", siger Malte.
"Det kan vi godt, kubi-lot", siger Valde.
"Det ved jeg godtnok ikke rigtig", siger Max. Han kigger på sin mor og far. De ser glade ud. De snakker og snakker med andre voksne. Max tager fat i sin far og hvisker:
"De to drenge taler godtnok mærkeligt. De rimer på alt muligt.
"Det gør de voksne godtnok goså", hvisker han far. "Men det er ikke hver dag man møder så flinke folk."
Det kan hans far have ret i. Så Max følger efter Valde og Malte. De tre drenge klatrer op i et stort træ. Først sidder de på hver sin gren og snakker. De kan alle tre lide at cykle og pjatte og samle på ting. Så sætter de sig på den samme gren. De fortæller historier og griner. Det er helt sørgeligt, da de skal klatre ned fra træet og sige farvel til hinanden.
"Måske ses vi en anden gang-bang, kubi-lang", siger Valde.
"Det kan være, vi mødes i en skov-bov, kubi-lov," siger Malte.
"Det håber jeg godtnok båt-gok, vi gør-bør, kubi-lør-dør", siger Max.
Han vinker alt, hvad han kan, da de tre familier stiger ind i hver sin bil for at køre i retning mod Roskilde, Ribe og Rødby. Hans mor og far vinker også.
"Det var godtnok nogle flinke drenge", siger Max.
"Hvad sagde jeg?", sagde hans far.

- fra Samvirke, april 2003

Så præcist Hellesk med godtnok i stedet for godt nok - jf. i øvrigt de tre rim&remser fra Min mor sidder fast på en pind, der er ugens digt i WA Bøger i dag; jeg læser tit op fra Min mor, når jeg er ude på gymnasier, for at slå kontra mod den HH-skepisis, som dansklæreres tvangsfortolkninger af "Fasaner" og "Køreplaner" har produceret.