- og som note til optræden/samtale om bestsellere i Politikens Boghal næste næste uge:
(fra avisinterview 1982 - da den første bogudgave af Gittes monologer var på vej mod de 5000 eksemplarer)
"Et stort oplag er som regel ensbetydende med dårlig kunst. Det kan godt være gedigen underholdning, men ikke kunst. Hvis jeg en dag oplevede, at en af mine romaner blev solgt i et stort oplag - omkring 10.000 - så ville jeg være ret sikker på, at den var halvdårlig. Mindst. Sandsynligvis dårlig. Bøger, der sælger meget, er dårlige. Jeg ville ikke selv gide skrive dem."
Sammenlign straks med denne bid fra Politiken-interview med en ulidelig og uendelig selvtilfreds Jesper Stein i Politiken i dag:
»Jeg elsker da samfundskritik, men den skal ikke nødvendigvis foregå i krimier. Nogle gange bliver det sagt, at krimierne er der, hvor man kan finde samfundskritikken, men det er noget sludder. Krimierne
har berettigelse, fordi de kan fortælle en historie, som er bedre end
90 procent af det, man finder i den øvrige skønlitteratur. Krimierne
bliver læst til sidste side, og de bliver købt. 100.000 læsere lyver ikke. Det er kun kritikere som Lars Bukdahl, der tror, det er den onde kapitalisme og markedsøkonomien, der sørger for, at krimisalget går af sig selv«.
- det stik til mig forstår jeg ikke, jeg har da ikke beskyldt den onde kapitalisme og markedsøkonomi for at bære ansvaret for, at dårlige romaner med kriminal- foran går som varmt papfranskbrød - jeg tror også, at folk køber dem frivilligt, men derfor er det stadigvæk litterært set noget lort, ikke fordi de indeholder plot og kriminalistik, men bare fordi de er dårlig skrevet og slet eksekveret, også plot- og kriminalistik-mæssigt, 100.000 læsere er, hvad angår kvalitet, snildt fulde af løgn
