Hvad mener DU, Marie?

Tetzlaff i din Politiken-anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens foruroligende kæmpestore slægtsroman(-FØRSTE DEL for fanden)

(ALMJ er en god og glimrende forfatter, jeg har varmt gået ind for halvdelen af hendes romaner og digtsamlinger (herunder halvt ind for (hvert af) de to kæmpestore Hildegard-bind, og kun halvt grundet netop kæmpestorheden(s manglende monstrøsitet, der er plusordet og kvalifikationskravet for kæmpestore romaner)),  men kun kæmpestore digtere bør skrive kæmpestore romaner, og ja, for få kæmpestore digtere skriver kæmpestore romaner, men selv kæmpestore forfattere skal passe på med at skrive kæmpestore slægtsromaner (i flere dele), og efter Jens Smærup faktisk lykkedes med Mørkedage, bør kæmpestore digtere holde sig fra kæmpestore slægtsromaner i mindst 1 slægtled)  

Hvad man ikke ved (hader på halve ordsprogstitler) når du på typisk Politiken-vis krysterisk og opportunistisk udliciterer smagsdommen til et særligt læsersegment, her sædeskildringsfans, I ved hvem I er (ikke mig: jeg kan lide Thorup og Mad Men, men bestemt ikke Krøniken og Kampmann) nægter jeg at tror på, at det fjerde hjerte i de uddelte fire er ærligt ment:

Som læseren måske allerede fornemmer, kan Horn-sagaen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Hvad man ikke ved' og næste års annoncerede efterfølger godt blive en arvtager til Christian Kampmanns Gregersen-saga. Der er, trods den nye romans overvejende kvindelige fokus, mange ligheder. Stedvis rinder sågar Kirsten Thorups 'Himmel og helvede' én i hu, ligesom tv-serierne 'Matador' og 'Krøniken' og senest amerikanske 'Mad Men' om smarte reklamemænd og deres henholdsvis frustrerede og dæmoniserede kvinder. Det er inden for dette felt, denne roman utvivlsomt vil finde mange læsere.