lørdag den 27. juni 2020

I orden-anmeldelser

Cecilies Den nye spejltrådskaserne er blevet anmeldt 2 steder nu, og de er jo mange for så uforsonlig skrift:

I WA Bøger gæsteanmeldte Niclas Freiseleben Lund frustreret og beundrende (LINK), her hans afslutning:

"Egentlig er der noget misvisende ved at citere Den nye spejltrådskaserne som pænt afrundede udsnit. Fælles for de sammenhængende forløb og ophobningsdelene er netop deres svært navigerbare, drivende eller muterende karakter.
Det gør bogen til en krævende, genstridig og til tider frustrerende læseoplevelse. Resultatet bliver en slags øhops-læsning, hvor mit fokus retter sig mod stærke, prægnante dele, som der heldigvis er mange af. Lad os tage et mere:
»kærligheden er en forfærdelig skovtur med en forfærdelig kurv med en forfærdelig hank der gør det svært at fragte maden, den forfærdelige mad; de forfærdelige madder, madder smurt med forfærdeligt smør, smør der er skjult under honningen og kvalmen opstår men der tygges, mens myrerne kribler rundt under tæppet og er ækle, og skoven mørknes af mangel på sol, for solen skal sove« .
Godt? Ja. I passager som denne er der egensindig vellyd og power. Og der er bestemt den vilterhed, der forbindes med Lind. Alligevel forekommer det mig, at der er noget andet på færde i Den nye spejltrådskaserne. Ordknapt og lige ud ad landevejen er det ikke, men det er, som om direktheden og hårdheden fra Ragusa og Mit barn her bløder ind i legesygheden. Det er en mere kværnende og klaustrofobisk sproglabyrint, man denne gang føres ind i.
Det er som altid ret kompromisløst. Er det godt? Ja, ja, det tror jeg."

I Politiken i dag giver Lilian Munk Rösing (i sin første CL-anmeldelse - på tide!) 5 hjerter (LINK) og er bare ellevild: 

"Og når prinsessens barn, som jeget et sted har gjort sig til rugemor for, kaldes »Ferskensten Frankenstein«, er det på lignende vis en smuk og klangbåren navngivelse. Enkelte steder skejer klangen ud i regelrette rim. Således garneres den afsluttende kombinerede døds-og bryllupsscene ikke alene med et surrealistisk billede, der på karakteristisk vis genstandgør kropsdele, men også med et rim: »Jeg hørte dem hviske. Og hjertet var faldet lidt ud af min mund. Med tungen som sliske«. Hvis det minder mig om noget, minder det mig om den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek, der ligeledes mikser myter, antikke og moderne, i en på én gang indædt og vittig prosa, der bæres frem af klang og rytme. Humoren i Linds tekst frembringes ikke mindst af den sidestilling af det abstrakte (overførte) og det konkrete, som i stilistikken kaldes zeugma: »Mutters alene med læbestift på, med sorg i hjertet, med mod på mere«, »Døden klæder mig som det klæder en præst at spise ribs i sommersolen«, »Som mø med ører og hår og had«. Linds sproghengivne frie associationer bringer nyt liv i gamle klude: faste talemåder, eventyr og folkeviser, døde metaforer, stumper af salmer og digte. Det er digterisk kunst med kraft til at bringe alt stivnet i skred, ikke mindst stivnede myter, stivnede kvindebilleder."

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar