Forældet patronisering af Vagn og Birgitte

Min anmeldelse til WA af Vagn E. Olssons og Birgitte Krogbølls 2014-bøger kom aldrig i avisen, og pga. vel dårlig karma ved at anmelde favorit-skriblere lunkent har jeg ikke blog-publiceret indtil nu, men jeg vil for fanden heller ikke fortie disse alt andet lige og i forhold til alskens omgivende shit dybt læseværdige værker, so here:

-->

YIN YANG-RAMASJANG Birgitte Krogsbøll er lige så bandsat overstadig over jordelivet, som Vagn E. Olsson er nederdrægtigt forbandet på samme

Jernlunger og morgenfruer

Birgitte Krogsbøll: Perfekt uorden. 68 sider, 150 kr. Kronstork

Vagn E. Olsson: Mondo culo. 100 sider, 150 kr. Escho

Af Lars Bukdahl

Også titlerne på Birgitte Krogsbølls og Vagn E. Olssons nye bøger insisterer lige den grad for meget på hver deres humør, for ikke at sige livssyn, så lad os nøjes med at sige poetiske livssyn:

  Perfekt uorden overfor Mondo Culo (latin for røv-et verden sådan cirka).

  Krogsbølls bog er lidt for perfekt i sin uorden og Olssons bog er lidt for røvsyg i betydningen syg med at sige røv til og om verden. 

  Begge digtere fylder tres i år og begge kom sent på banen som poeter.: Olsson debuterede i 1990 med Poemer, der først fik en efterfølger i 2012 med Mysterier 1, en krasbørstig skrivebordsskuffe-eksplosion, som åbenbart har givet ham blod på tanden. Krogsbøll debuterede i 2002 med Wöldums pulsar syndrom, som hun har fulgt op med tre digtbøger, senest den forfærdeligt fine, Kunstfond-præmierede listesamling dyr med næb ordnet efter antal vinger: fra sidste år

   Lister er også et tekstspor i Perfekt uorden, men de lister er ikke som listerne i dyr med næb strenge og excentriske (”dyr med værdifulde stoffer i navnet, ordnet efter kilopris”), de er stik modsat rare og tilforladelige. Her er til eksempel begyndelsen på bogens første tekst:

  ”elsker ting, der er mange af, ophobninger bunker stakke stabler, hø for eksempel, eller kort, eller jord, eller bier; ikke hvis jeg skal holde på dem, naturligvis, ikke bier i hvert fald, men at se på, mange blomsterhoveder på én gang, for eksempel, latyrus som min mor laver hver sommer, eller morgenfruer eller når vi var i skoven da jeg var lille, og der var bukkar alle vegne, duftende og mange, ufatteligt mange”

   Det er velskrevet hvirvlende så absolut, og Krogsbølls ordglæde undgår ikke at smitte, men jeg føler mig tvunget ud i et bredere og fadere smil, end jeg bryder mig om. To andre spor er glade naturdigte og glade skysammenligninger, som er en overordentlig ordentlig måde at producere barokke billeder på.

  I sin bogs lange, løsagtigt skrumlede tekster (flere af dem med fodnoter) vrænger Olsson af alt og alle, herunder ham selv og poesien; han ynder slemme ordspil og endnu værre rim. Blandt yndlingsofrene optræder, gerne med navns nævnelse, litterære feminister og antiracister.

  Hovedvåbnet er i trættende monoman grad lokumspoesi; infantilisme og avantgardisme mødes og underlivsmæssigt plattenslageri opstår. Jeg bliver træt i øjnene, fordi jeg rigtig godt kan lide Olssons raseri og – nøjagtigt som hos Krogbøll - sprogglæde. Som heftigst opkørt er vi i nærheden af rapperne i Malk de Koijn; et lille klip:

  ”Jeg er en hørevejschiller/ Vi spiser snot med biller/ Jernlunge, møgunge/ Fedtmule – i en hule. Jeg er en kørelift/ Jeg er en højredrejet skarv,/ (commercial)/ Den har sur stråle som bliver behandler med Blå Biotex ®// Nu vil jeg muffe når jeg ser/ en gammel grinde gå til ro/ 1000 millioner kroner// de bor her i byen/ under paraplyen”.

  Til sidst i bogen nærmer Olsson sig, rygvendt i anden potens, en urolig poesi, der har mindre kvalme over sig selv - måske står den allerklarest frem i den distinkte poly-håndskrift i serien af håndskrevne stykker, sådan må der også kunne skrives på et tastatur.

   Morale: Julemænd og bussemænd er sådan cirkus lige smalsporede digtertyper.