Ikke så snart har man på side 2 og 3 i Politiken Bøger sukket sig igennem Ib Michaels mavesurt rablende klagesang over, at danske anmeldere er inkompetente, fordi de har undladt at gøre opmærksom på at Michael var Knausgård før Knausgård og (det er så mere implicit) over en bred kam ikke brød sig om Michaels seneste roman, Orbit, af hvilken skammelige grund Gyldendal ikke har villet reklamere mere end som så for den, eller hvad det nu præcist er, Michael mener med følgende hysse og mudrede passage:
Her de seneste år [hvor Michael er blevet stadig dårligere anmeldt] har jeg tabt alt for dem, der er ikke én eneste personlighed tilbage på den danske anmelderscene, som evner at løfte et værk ud af sammenhæng, tidsånd og kulturkamp. Det eneste, som ærgrer mig, er, at forlæggerne stadig ligger under for dem, og citerer dem med stjerner og citater. Toget er kørt, hurtigt videre til e-bogen og de sociale netværker. Institutionen har overlevet sig selv, avisdøden vil under alle omstændigheder gøre det af med den sidste anmelder i nær fremtid [åh, forfængelige håb - jeg er bange for at kritikernissen flytter med!]. Godt det samme. For det har intet med moderne markedsføring at gøre. Tænk et øjeblik på den samlede kompetence, der ligger bag en bog. Forfatter, redaktør, fremstilling, omslagsdesign [!]. Når bogen så er klar til at udkomme, smider man det hele fra sig, læner sig tilbage og venter på, at Danmarks ti dårligste læsere har udtalt deres dom, og så sætter man først turbo på, hvis dommen er god, og det modsatte, hvis den er dårlig. Hvad sker der lige her? Ved vi da ikke selv, hvad vi har lavet [vistnok endnu et retorisk spørgsmål, så jeg vil undlade at svare]? Jeg søger en forlægger, der forstår, hvor jeg vil hen [hen mod flere og større annoncer i Politiken Bøger!?], så hvis min næste bog ikke udkommer på Gyldendal, så ved I hvorfor [fordi jeg for min sidste, enstemmigt dårligt anmeldte bog ikke fik mange og store nok annoncer i Politiken Bøger].
Før man på side 4 i Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Claus Carstensens Arena Kontra-pose skal læse følgende definition af et metrodigt:
Tidligere udgav de f.eks. Thomas Hvid Kromanns fine små metrodigte fra Paris - digte skrevet efter strenge [men åbenbart forglemmelige] regler, f.eks. at et givet digt skulle nedskrives i tidsintervallet mellem to metrostationer.
NEJ! Mikkel, digtet skal skrives, mens man HOLDER på en metrostation, imellem stationerne må der ikke skrives!
SUK
SUK
SUK
etc.
lørdag den 5. februar 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ja, det er en pinlig misforståelse af hvordan et metrodigt bliver til. Må i øvrigt se at få prøvet nogle af de constraints fra Oulipo-arrangementet af.
SvarSletTjek lige et lige så stort multisuk hos Serup. Hvad så drenge - skal vi ikke lave en ny avis?
SvarSletDet må da snart være på tide. Eller måske bare et kulturtillæg?
I dobbeltbloggingens ånd vil jeg ligesom på Martins blog for det første gerne støtte op om Mais udmærkede forslag, og for det andet også her anføre det ironiske i at Politiken vælger at anmelde en snart 4 måneder gammel udgivelse, der den dag i dag ikke længere lagerføres på forlaget Arena [det er der så andre titler der faktisk gør (siger redaktøren), men det opdage Politiken m.fl. vel nok med tiden]…
SvarSlet