Jeg gider ikke det fis og bullshit længere; jeg skulle ikke have skrevet åbent brev til Gy og høflig kommentar til IM, jeg skulle ikke have talt med Berlingske og slet ikke inviteret TV2 Lorry ind på mit kontor; mens de tog dækbilleder af mig ved tastauret scrollende IM's Forfatterside opdagede jeg endnu et PDF-indlæg, 3 sider langt, der udelukkende handler om min ringe person som kritisk stormufti eller hvad fanden vrøvlet nu går ud på, for jeg orkede ikke at læse det ordentligt og vendte mig med et langt, langt, træt suk mod kameraet og journalisten og lirede noget af om IM's sørøverpæreskude i swimmingpoolen på Gyldendals supertanker, som journalisten mente var alt for svært at forstå for fru Jørgensen i Brønshøj, eller hvad nu Maren i Kæret hedder i dag, så kunne jeg venligst formulere mig kortere og dummere, og det kunne jeg sagtens, men det gider jeg ikke længere, i stedet vil jeg aftrykke to fine Facebook-opdateringer signeret Lone Hørslev og Thomas Hvid Kromann henholdsvis:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
@Bukdahl
SvarSletSå bukker Bukdahlen, og det ringer lidt falsk, li'som. Det er da fint nok at gyde olie på de oprørte vande, men vær nu ærlig Lars; du har jo netop i mange år kørt en hetz på Ib Michael og flere andre forfattere.
I din verden, der er alle opstillet programmatisk i gode og onde; lidt som barnet der i freudiansk optik opdager den Anden eksisterer og begynder en infantil opdeling. Således lægger Weekendavisen spalte til og din blog mv. når du udgyder dine aversioner og ynglinge. Hvis du var ren forfatter/kunstner og dyrkede et program der så var det fint nok, men problemet er at du dyrker dit forfatterskoleminimalisme på en af landets største kulturaviser og får masser af taletid. Gang på gang og i alle mulige og umulige sammenhænge skal forfattere som Ib Michael, Peter Høeg, Grøndahl og alle de andre svines til. Det er ikke anmelderi, det er hetz. C'est simple!
Der hvor jeg tror bægret flyder over for mange er da der i Danmark er en relativt lille anmelderkorps og at der i kølvandet på Forfatterskolen har samlet sig en lille uformel og let flydende cirkel af forfattere, undervisere, anmeldere, forlagsfolk mv. som ensrettet dyrker den samme type litteratur og hylder de samme forfattere. Det er der måske intet galt i men problemet opstår når den selvbestaltede avantgarde stiller sig på skuldrene af forfattere som ikke skriver indenfor samme område.
Bukdahl; du er spydspids for den selvbestaltede avantgarde og du mere end nogen anden anmelder anmelder forfattere og går efter manden i stedet for bolden. Det er ikke kønt, man lærer stort set aldrig noget om de anmeldte bøger (men lidt om dig) og selvom dit ordgøgleri er opfindsomt og sproget frækt på den lidt kække franske måde, så er og bliver du en programmatisk anmelder som ikke læser bøger på deres egne præmisser.
Updike opstillede nogle fine regler for litterære anmeldelser... synes du skulle læse dem:
http://themysterybookshelf.blogspot.com/2009/03/john-updikes-book-review-rules.html
Det sørgelige er at nogle af de forfattere, som ikke ynder at skrive minimalistisk-programmatisk ikke kan få gode anmeldelser, fordi det nærmest er fy-ord at dyrke magisk-realisme og deslige. Hvor er det sørgeligt at den samme stramme skabelon trækkes snævert ned over alle bøger, ligegyldig om den er skrevet af en forfatterskoleelevs første minimalistiske sprogeksperiment eller af en storyteller som ynder de store fortællinger om krig og/eller kærlighed og som ikke skriver pseudoromaner om grammatik for at virke intellektuel for Bukdahls parnas..
Dermed ikke sagt at jeg ikke kan nyde "klikens" bøger, men kors og fanden og fy sgu hvor ville verden være sørgelig, hvis der ikke var plads til folk med bare liidt forkærlighed for et reelt plot.
Det er faktisk morsomt at en anmelder som selv skriver de allermest ligegyldige wannabe-avantgarde og påtagede dadaistiske bøger, som absolut I N G E N læser anmelder andre forfattere så hårdt og i årevis nedjager dem der tør skrive de store romanværker.. Life is strange...
For en der ynder at kalde sig selv en der elsker at læse bøger, så finder jeg meget lidt læseglæde i dine anmeldelser... maybe that's just me!
Just my 0.02$
kh
VoxInDeserto
- som er anonym for at undgå repressalier, hvis jeg en dag får skrevet min bog færdig..
P.S. Ib - synes du gik over en grænse med de formodentlige jokes om tørre tæsk. Lad ikke frustrationen få dig ud af din ellers så fine væremåde. Lad lille Lars dyrke sin minimalistike sandkasse med sine forfatterskoleelevkloner og sine disciple.. PaxVobiscum siger jeg bare.
Hold kæft hvor er I mopsede (I er dig ovenover, IM og fx Morten Sabroe). Behøver alle kritikere kunne lide det samme? Og hvordan passer Peter Laugesen og F.P. Jac - bare som eksempler - ind i det stereotype billede I har af Bukdahls litterære smag. Hvorfor vil I så gerne elskes af en, I alligevel ikke respekterer. Der er da masser af anmeldere, der kan lide den slags bøger, som I sætter højt. I ku' da også tage og være lidt glade på de smalle forfatteres vegne, som Bukdahl giver noget opmærksomhed, og som ingen andre interesserer sig for. Helt ærligt. I er simpelthen ikke rigtig kloge. I har fået så meget kærlighed fra så mange. Hvad skal I så bruge Lars Bukdahls til? Er det jer, der er infantile eller hvad? Og ja, jeg er bare en pisse fej anonym, som oven i købet har været vild med flere af jeres bøger. Men jeg har sgu mistet alt for jer nu, opblæste røvhuller, navleelskere.
SvarSletPrøv at læse min kommentar igen; det handler jo netop om at give plads til al slags litteratur. En anmelder skal kunne anmelde en bog på dens præmisser, ellers kan LB da bare holde sig til at anmelde det smalle.
SvarSletProblemet er det manglende format i LBs anmeldelser. Ofte virker de som private, nedladende kommentarer til forfatteren, og ikke som introduktion / diskussion af bogen. Da LB optræder i Weekendavisen optager han et offentligt rum, men fordi kritikerformatet ikke er tilstede hos LB bliver rummet et tomrum. Dummere er han ikke end at han kan fornemme det. Hvad gør han så? Han fylder rummet med sig selv. Ynkelig offentlig onani. Som litteraturformidling et svindelnummer.
SvarSletSvar: Der er masser af fx smalle forfattere, der får så mange bank af alle mulige andre anmeldere der vil have store fortællinger og magisk realisme og whatever og ikke ønsker at læse de smalle bøger på deres egne præmisser og derfor synes, de er ligegyldige. Men hvem skælder de anmeldere ud når de rakker en eller anden skør, smal bog ned? Jo det er der måske nogle få smalle der gør, men det sætter sgu da ikke sådan en fuldstændig ophidset og forskruet debat i gang. Og jeg er selv ophidset og forskruet lige nu, plejer at være ret høflig. Men jeg kan ikke se andet end at Lars Bukdahl er en original kritiker, der har en stor kærlighed til litteratur. Det prøver han så at formidle, og måske er der ind imellem bøger han ser sig uretfærdigt gal på, men det vil jeg jo så mene, at han ikke er den eneste anmelder der kan finde på.
SvarSletKan du nævne bare en anmelder af den slags ved navn?
SvarSletmvh
Vox
Erik Svendsen.
SvarSletJens Andersen.
Af og til Erik Skyum (som der nu bliver råbt meget ad)
Skyum sætter i det mindste sig selv på spil. Det gør de to første ikke. Men de har åbenbart carte blanche til at svine forfattere til camoufleret som seriøs formidling og alvor
Ib, Ib, junglepip
SvarSletslår galde fra sin pennetip
kokosmælken sur i dag
det kan ingen ibber ha'
Ib, Ib, junglevrål
drejer rundt på sejlersål
Lars er både høj og tynd
ibbers skrue fast i dynd
Sikke noget vrøvl. Erik Svendsen anmelder på ingen måde programmatisk og ensidigt som Bukdahl. Enhver anmelder tilføjer sin subjektive smag, men Erik Svendsen anmelder bøgerne, hvilket Bukdahl sjældent gør og han har en bred smag. Klougart og Rene Jean Jensen fik 4 stjerner hver for nylig. Det sidste år har Hans Otto Jørgensen, Katrine Marie Guldager og Nordbrandt ligeledes fået 4 stjerner hver.
SvarSletDu kan slet ikke sammenligne. Og du kan da ikke anklage manden for ikke at formidle bøgerne. Modsat Bukdahl får man da en glimrende indføring i hvad bøgerne handler om og hvad deres svage og stærke sider er.
det var mig der skrev den sidste besked, "sikke noget vrøvl..." mvh. VoxInDeserto
SvarSletLæs Erik Svendsens samlede anmeldeldelser af Jac. De kan bringe mit pis i kog. Siger den pissende anonyme.
SvarSletNår man finder noget interessant i en bog, så kan ende som 2 ting. En, der fast følger forfatterens skriblerier uden at føle sig andet end tilfredsstillet, og så er der den læser, der med tiden indser at man selv eller forfatteren er vokset fra hinanden, fordi den nye bog er utidig eller læseren/anmelderen bare er blevet det... Ib Michael er ikke min kop té, og bliver det heller aldrig. Jeg ledte ikke i dette lille ø-rige efter dem, som skulle fortælle mig om verdenen, da det er bedre at få Michael Palin til at vise og beskrive yderkanterne for mig. Bukdahl, du er den uvorne møgunge på bagerste række for Overlærer IM, og jeg synes, at din reaktion var kærkommen. Danske forfattere sidder på en piedestal herhjemme, og IM's røv har boret hans piedestal sokkelfast ned, så ingen turde/kunne vippe den. Men du gjorde.;)
SvarSletHer er et par links:
http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2007
http://www.information.dk/19469
Du kender dem måske selv, men...
For det første, så er bibliotekspenge snylteri, og ikke høje salgstal.
For det andet, så gør IM kun ting for egen vinding, og ikke for andre forfattere.
Samlet set budgetterer man ikke efter sådan noget, og en rigtig verdensforfatter som Ernest Hemingway tog for egne penge ud til brændpunkter for at lære, hvad der skulle formidles til læsernes kultur, så de forstod hans oplevelser i Første Verdenskrig, og han skød sig ikke selv pga pengemangel, men pga sorg, så IM klynker, og har altid gjort det...
Mine helte er på mine ældre dage også andre, såsom James Joyce, Mikhail Bulgakow, Solschenitsyn og Chomsky, når jeg skal have indblik, og ikke IM og lignende. Jeg vil fremover bruge din blog til at fyldes med viden, da man ikke skal forkaste, men samle det brugbare og filtrere det andet til genbrug, når det giver mening.
Mvh,
en ny fast læser på 32 og selv med min erfaring en novice i forhold til dig. En der stadig er nørdet Stephen King-fan, selvom jeg ikke har læst ham fast i et årti snart...
P.S.: Filmatiseringen af Dean R. Koontz's "Phantoms" og Anthony Kiedis' selvbiografi er pt mere i min hukommelse end IM's voldstirader mod dig ligenu, fordi så uvigtig og uvidende er han stadig for mig.xD
Fortsæt bare jeres bla bla bla uden mig.
SvarSletI dag hedder nej tak:
Først til Aftenshowet, men jeg er frisk på flere, bring it on!
Hvis Lars ikke vil, kære anonym, så vil jeg.
SvarSletSom anmelder har jeg stor forkærlighed for et "reelt plot". Dashiell Hammett er f. eks. en af mine yndlingsforfattere. Jeg tror egentlig også Lars er med på plotteriet; der er jo ikke meget andet at elske hos f. eks. Susanne Staun.
Men Ib Michael laver jo ikke interessante plots, i al fald ikke i de af hans bøger, jeg har læst; Jakob Ejersbo, for nu at nævne en anden af den nye realismes koryfæer i DK, laver genuint rærlige plots. Det at ting sker efter hinanden i et genkendeligt (eller magisk) univers gør jo ikke i sig selv et godt plot. Det betyder bare at det er meningsfuldt overhovedet at spørge til plottets kvalitet. Det er her, enorme mængder af "bred" dansk litteratur falder igennem.
Noget andet er så den der sære idé om, at Lars har en for stor og på en eller anden måde illegitim magt som litteraturkritiker. Lars har præcis den mængde magt og indflydelse hans læsere, og det vil også sige jer, giver ham. Når han er en markant skikkelse, så er det fordi hans tekster for mange er SJOVE at læse og INTERESSANTE at forholde sig til. Og det uanset om man så er enig i hans vurderinger (det er jeg tit) eller litteratursyn (det er jeg ikke).
Tæller man spaltemillimeter fylder Klaus Rothstein lige så meget i Weekendavisen som Lars gør; Nanna Goul kun lidt mindre. Ingen forholder sig for alvor til dem, selvom de målt i millimeter har lige så meget "magt" som Lars. Og Klaus har så endda også platforme i DR og radioen. For deres tekster er uinteressante, og det uanset om man er enig med dem eller ej.
Der er intet illegitimt ved Lars' position i den kritiske offentlighed. Han har vundet den ved at gøre præcis det, man skal som kritiker: skrevet og råbt og argumenteret (og hånet og ålet og alt muligt andet) om dansk litteratur. Og gjort det på en måde, så folk gider at læse ham, forholde sig til ham, diskutere med ham. Hvad mere vil du ha?
@Nexø
SvarSletDu forholder dig ikke til essensen af det jeg skrev:
1. LB anmelder ikke bøger men promoverer sig selv.
2. LB hetzer folk i og udenfor sine klummer; bruger enhver lejlighed til at udskælde de samme syv otte forfattere. Også når de ikke er bogaktuelle.
3. LB forfolder sig programmatisk til de bøger han anmelder og anmelder dem ikke på deres egne præmisser. Udfaldet af en Peter Høeg, Ib Michael, Jens Chr. Grøndahl mv. anmeldelse er givet på forhånd. Det er ren minimalisme-skabelon.
4. Min tese: At LB skader litteraturen mener end han gavner.
5. Man lærer sjældent noget om de bøger LB anmelder. Man køber WA for at få bognyt og så er der store forspildte muligheder for at få formidlet alle de store udgivelser.
Gu' i helvede har vi ytringsfreiheit i dette lille frimærkeland, men hvorfor er det at en anmelder skal stå på skuldrene af andre for at hævde sig selv? Ja - jeg forstår det simply not.
mvh
VoxInDeserto
Tak Tue!
SvarSletOg nej tak til Deadline 22:30 (hvor jeg skulle have "diskuteret" med IM på satellit eller skype eller avatar-vision)!
Og lige et citat fra afslutningen på min artikel om Ib Michaels første erindringstrilogi i Kritik 119, 1996, "Søn af romanen":
SvarSletIb Michaels strukturer og plots har så godt som altid være samvittighedsløse, aldeles udflippet hæsblæsende. Det er i stilen, den forstemmende hensigt har vist sig, den tungt blævrende indladen sig. At det er i den meget traditionelle erindringsroman Vanillepigen, at stilen omsider bliver sig selv, er et paradoks, der giver mening.
Det er godt for romanen, at Ib Michael er en sunny boy, men jeg er da ligeglad med om det er en dyd for personen Mik, som jeg ikke har noget specielt ønske om at lære nærmere at kende. Jeg vil gerne have nye og sande og gerne runde universer lukket ind i mit smalle, spidsnæsede hoved, jeg vil ikke være gamle venner, sådan nogen har jeg i forvejen her udenfor romanen, hvor de hører til.
Far er død, og så er man søn af romanen, og så må man holde op med at opføre sig som en sunny boy, der angler efter opmærksomhed og anerkendelse. Man skal tage sig sammen og eksplodere på egen hånd: Et rundhoved [som IM flere steder har betegnet sig som] i tusind stykker er et seværdigt stjernebillede.
Nåja, så lade os tage ankepunkterne en for en, selvom det er lidt mærkeligt at diskutere vores værts kritiske praksis på den her måde.
SvarSlet1. Jeg mener ikke, Lars vil promovere sig selv i sine anmeldelser, men nok et litteratursyn. Og det synes jeg er fint. Det vender jeg tilbage til. Men det er rigtigt, at hans sproglige stil er en art fejring af det subjektive i læsningen, det at læsningen altid er situeret i et her og et nu og i en bestemt person. Den vil vende det, at der altid er en som læser, til en styrke i stedet for en svaghed i anmeldelsen. Faren er, ville jeg sige, hvis balancen mellem subjektiv og læsning tipper.
Når det er sagt, så er det idiosynkratiske i Lars’ stil stort set kun i den sproglige overflade. Hans smagsdomme er i mine øjne ikke specielt aparte. Og han flipper ikke ud i sine tekster sådan som f. eks. Kamilla Löfström gør. Der er stort set altid en karakteristik, en placering i et forfatterskab, et eller flere citater, en klar smagsdom. Dvs. alt det, der hører til i anmeldelsen som genre. Hvis jeg skulle ønske mig noget, så var det at Lars’ eksperimenter flyttede sig fra overfladen og ned i teksternes dyb.
2. Jeg tænker at mange kendis-forfattere vil blæse og have mel i munden. De vil gerne være kendte og have kulturel synlighed gennem deres bøger, men de vil ikke have, at nogen ryster det træ, de sidder oppe i. Jens Christian Grøndahl må leve med, at Lars (og også jeg) finder hans sproglige stil skiftevis latterlig og tåkrummende. Hans offentlige fremtræden i pressefotografer deslige får i al fald mig til at grine, også selvom det ikke var meningen. Søren Ulrik Thomsen må leve med, at han (og det vil sige hans forfatterskab) blev brugt som mur at spille bold opad, dengang Lars skulle formulere sit eget kritiske program i slutningen af halvfemserne. Sådan er det, når man pludselig er udråbt som Danmarks Store Digter.
Når det er sagt, så passer det jo ikke specielt godt på Lars’ kritiske praksis mere. De sidste mange år har han primært været reaktiv, når det gælder fejder: nogle angriber ham, han svarer for sig. Faktisk blev den udfarende Lars lagt i graven for snart ti år siden. Personligt savner jeg ham, jeg kunne godt bruge flere kvalificerede slagsmål i den litterære offentlighed, i stedet for Ib Michaels fis i hornlygte.
3. Selvfølgelig forholder Lars’ sig programmatisk til de bøger, han anmelder. Det er det, der gør ham værd at læse. Der er ikke noget kedeligere end kritikere, der altid anmelder bøger på deres egne præmisser. Hvad nu hvis de præmisser er åndssvage? Men jeg har svært ved at se det minimalistiske skema i Lars’ glæde for F. P. Jac, eller Hans Otto Jørgensen, eller Lars Frost, eller Mette Moestrup. Eller for den sags skyld Dickens. Er det minimalistiske forfattere?
Det vigtige er at huske, at en anmelder ikke er en autoritet i betydningen: en der fortæller én, hvad man skal synes. Han eller hun er en markant stemme, som man kan skærpe sine egne holdninger på – og som forhåbentlig kan berige de bøger, man læser. Hvis han eller hun ikke gør det, ja, så er anmeldelsen uinteressant. Så er der ingen grund til at læse den – eller ham/hende.
4. Skader? Hvordan dog.
5. Måske er det rigtigt, at man får mere ud af Lars’ anmeldelser, når man selv har læst den bog, han anmelder. Det har jeg selv tænkt over. På den anden side er der mængdevis af anmeldere, der skriver som om de bare præsenterer bogen for læseren. Men når man så læser den, så viser det sig at den er helt anderledes. Det synes jeg er et større problem.
dårligt læst nexø. de der tager notits af bukdahls opgylp er de samme som bliver refereret til i klubben. engang var det guldager bukdahl referede til i tide og utide, da hun sagde fra i.f.t. metoderne der strakte sig til medhæng ved foredrag etc forsvandt hun ud af reference. der er ingen konsistens i bukdahls flod af lort, kun ønsket om at være med i klubben og placere sig selv i midten, højtråbende, immunt uddelende lort og ros som han nu tror vinden blæser. prøv en penkowasag på bukdahl og han ender i samme båd af ulødighed.
SvarSletMen hey, VoxinDeserto - anonym for ikke at promovere dig selv, lissom mig? - men øh, hvad vil det i øvrigt sige IKKE at promovere sig selv (som anmelder)? Gør Skyum ikke det, hvad med Erik Svendsen, The Nanna Ghoul osv.? Skal anmeldere ikke netop promovere deres tanker, bedømmelser, så vi læsere kan vurdere disse? Hvordan hævder man sig ikke når man har adgang til et landsdækkende medie? Fisker du efter en eller anden objektivitet her, den grå anmelder-eminence uden smag og nerve? Er det noget i den retning du mener med: "at få formidlet alle de store udgivelser"? Formidling i betydningen: "give information en letforståelig og pædagogisk form" - ligesom BT's forbrugersider? Køb denne Ib, den suger max!
SvarSletHvad vil det sige at forholde sig programmatisk til de bøger man anmelder? Er det fx det Skyum gør når der sniger sig en kristelighed ind hist og her? Og hvad er problemet? Er en bog en præmisgivende genstand, som læseren død & pine skal rette ind efter? Må Skyum ikke sidde og savne gudfrygtighed og glade dage i Præstegården mens han læser et fækalie-digt? S'føli må han da det. Hvad "hetz" angår tror jeg til gengæld du har fat i noget: næsten alle anmeldere gør det, hetzer i det små. De danner sig faste meninger om dette og hint, og skriver om det gang på gang! Det er en redaktionel beslutning om man vil dyrke denne forudsigelighed eller lade forskellige anmeldere få øje på forskelligt. Det kan så også være anmelderens eget problem, hvis denne er for lad og hviler for meget i egen flom. Som læser kan jeg bare forholde mig til det. Kritisk.
"flod af lort"? ... så var der alligevel ingen grund til at tage dig alvorligt.
SvarSlet@Nexø
SvarSletDet var ikke mig der skrev "flod af l..."
mvh
VoxInDeserto
P.S. Jeg har nu registreret en unik google konto for at undgå sammenblandinger..
Som jeg siger til blufærdige debutanter i Hvedekorn: Anonym er et kedeligt navn.
SvarSletOg jeg synes nok, at jeg fremstår som en vel tilforladelig og traditionalistisk has-been i Tues fine kommentar; jeg lover at eksperimentere dybere og debattere offensivere i fremtiden, helst på samme tid selvfølgelig.
Det undrer mig at ingen (tror jeg nok; jeg har kun orket at skimme den anonyme flodbølge) henviser til dine yndlingsaversioner, Lars. Man taler om dine anmeldelser, men det var vel dine yndlingsaversioner der for alvor skaffede dig fjender på halsen.
SvarSlet#6 i rækken (om Ib Michael/Prins (WA 22.02.08)) er ikke det værste eksempel på latterliggørelse af en forfatter+skab ("Ib Michael er ikke som Jens Christian Grøndal en cyborg"), men det er slemt nok ("Ib Michael..på hvis ømme skulder en selvfed oprigtigt talentløs lyriker-abe troner").
Når Ib Michael kategoriserer (efterrationaliserer) sin bandbulle som fiktion, er det cirka samme greb som du selv anvender, når du behændigt blæksprutteformaterer en tekst, som indeholder nedladende og latterliggørende passager. Men personligt bryder jeg mig bestemt ikke om at se folk gå til dig "korporligt".
Total sjov kommentar på Berlingske af Mette Terkelsen (lille uddrag her):
SvarSlet"Mens de forskellige parter overvejer, hvem der skal tæve hvem, kan vi lade tankerne gå tilbage til den nok mest underholdende historiske fejde. Som endte i duel. I år 1900 skrev Edvard Brandes, daværende Politiken-redaktør og kritiker, en så kritisk anmeldelse af Det Kgl. Teaters skuespiller Robert Schyberg, at skuespilleren gav Edvard Brandes en lussing på åben gade. Edvard Brandes udfordrede Robert Schyberg til duel på pistoler. De to mødtes i Ermelunden, hvor fire skud blev affyret.
Uden at nogen ramte. Men begge herrer blev efterfølgende idømt 14 dages fængsel. "
Lige den (halv)fulde kontekst fra Ib Michael-aversionen, som jeg fuldt ud står ved som et stykke spex-polemisk, men egentlig, hvis jeg skal sige det selv, ret præcis og nuanceret forfatterskabskarakteristik:
SvarSletIb Michael er et smertensbarn, fordi han kvalitativt er så forbandet ustadig, og ikke er det med vilje, men kun med vanilje, for han er ikke bare et smertensbarn, han er et møgforkælet smertensbarn, der indtil nyligst fik hysterisk begejstrede anmeldelser no matter what (Politikens Søren Vinterberg på bagsiden af paperback-Prins: ”Han har skrevet sit hidtil modneste mesterværk.” Nej, snarere sit hidtil umodneste makværk, men det kan åbenbart komme ud på et).
Ib Michael er ikke som Jens Christian Grøndahl en cyborg, han er en forvildet, oprigtig talentfuld inka-fortæller, på hvis ømme skulder en selvfed, oprigtigt talentløs lyriker-abe troner, der i kritiske, dvs. uinspirerede, stunder har det med at overtage kontrollen og lyrisere løs kækt og insisterende; den nyindkøbte begyndelse på Prins lyder sådan her:
”Det begynder i dis [og som fis LB]. Højt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som varer det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne [girl-on-girl-action? LB], da et glasbjerg – på størrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket – knækker af og står til søs med de hylende vinde.”
Det er hverken kling-klangfylden (æ’er, k’er, t’er) eller polar-Disneyficeringen, jeg vil pege fingre af, det er det, lille, altafslørende farveadjektiv: ”havblåt”: for hvad er det, der er havblåt, det er HAVET, som det dukker frem mellem isflagerne, OG HVAD I ALVERDEN FOR EN SLAGS BLÅ SKULLE HAVET ELLERS VÆRE? Top-tautologien afslører, at Ib Michaels lyrikerabe slet ikke er interesseret i, hvad hans lyriske abekattestreger betyder, men bare i at de lyder – lyriske.
Af en prinsefarvet prins, der skriver litteraturfarvet litteratur sortfarvet sort på hvidfarvet hvidt.
Ja hvis han har skrevet "havblåt", så er det straks en helt anden sag...
SvarSletøh
Og nej tak til TV2-nyhederne ...
SvarSletJamen Lars, det er også fint at du står så copypastende fint ved dine ting (selvom metagenrevridningen lige får en tand til i forbifarten: Spexpolemik (sic!).
SvarSletDin stil er som den er og dønningerne efter pseudoslaget er allerede ligeså stille ved at lægge sig igen.
Her taler en lægmand: jeg læser altid med stor fornøjelse og udbytte Lars Bukdahls anmeldelser. Det fine er, at vi altid får smagsprøver og selv kan danne os en mening. Se f.eks. ovenstående Ib Michael-udgydelse! Så får man virkelig ikke lyst til at læse mere! Husker ligeledes indledningen til "Et andet lys"(tror jeg) af Grøndahl.
SvarSletLars er en fremragende og engageret anmelder; vi har dem ikke bedre.
Spexpolemik:-)
SvarSletMan sidder på sidelinien og undrer sig over at du omtaler Ib Michael ved kælenavnet Mik. Og det lige efter at han har lovet dig (fiktive) tæsk. Nogle ville sige det var et tegn på manglende situationsfornemmelse. Men det synes du åbenbart ikke. Jeg siger ikke at man skal lave stum-strudsen når nogen hidser sig op over en joke man har lavet over dem. Men ligefrem at fremture lystigt med yderligere jokes (?) Nå, underholdende er det under alle omstændigheder.
Det sjoveste er alligevel "Klaus Rifbjerg"s kommentar - som jeg ikke tror er skrevet af the man himself - inde på Ib Ms hjemmeside. To, nej tre fluer med et slag!
SvarSlet"Øv hvor er det irriterende når en anmelder gennemskuer os.Hvor er det grimt at ikke alle anmeldere blot slikker vores fødder, men at nogle indser at vi blot er opblæste narhoveder. Jeg føler med dig Ib, giv ham nogle bank fra mig også, det kan jeg heller ikke rigtig finde ud af mere."
Den teknik med fuldstændig uhæmmet at fortsætte med at gøre grin med en eller anden (selv når ofret ryger helt op i det højrøde felt), var iøvrigt noget Tæskeholdet på P3 med Casper Christensen i sin tid havde som varemærke.
SvarSletHoldet havde taget pis på Ole Ernst og Ernst havde i den forbindelse lovet Casper Christensen et par på frakken (ingen fiktion dér!) Så fandt holdet på at bede lytterne om at sende deres gamle frakker til Ole Ernst for at han kunne afreagere.
Der er forskellige ting, man skal holde ude fra hinanden hvis man dissekerer fænomenet Bukdahl (i sig selv en fristende tankle):
SvarSlet1. Hans anmeldelser, herunder hans krampagtige sprog og mange fordomme. I almindelighed hader han et smukt sprog, struktur, plot, enhver form for social, moralsk, religiøs eller politisk bevidsthed. Til gengæld er han positivt stemt over for det karnevalistiske, sprogleg og nonsens. Det er karakteristisk, at ”åndssvag” er et plusord for Bukdahl. Det er der, han bliver farlig. Det er fint at fjolle og rable engang imellem, men hvis man forlanger, at alle skal sidde og fjolle i kor hele tiden, dræber man litteraturens mangfoldighed og indfører fascisme med klovnemaske. Men det er ikke let at finde nogen konsekvens i, hvilke forfattere han forguder, og hvem han tramper på. Han kan gå i ekstase over famlende forsøg fra forfatterskolespirer og fjollerier med tehætte på hovedet, men han elsker også fortrinlige digtere som Marianne Larsen, Peter Laugesen og Viggo Madsen. Han hader lige indædt vitterligt elendige krimidronninger og fremragende forfattere som Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Peter Høeg og Jacob Ejersbo.
2. Det vertikale monopol. Ligesom Poul Borum prøver Bukdahl at få kontrol over hele fødekæden. Han underviser på Forfatterskolen og sidder i skolens bestyrelse. Når eleverne er udklækket, lader han dem debutere i Hvedekorn. Han kan formodentlig også give dem et par ord med på vejen til bogudgivelse, og derefter anmelder han deres produkter. Han har indflydelse på flere legatkomiteer og uddeler selv et par legater, der bliver meget omtalt i Weekendavisen. På den måde ønsker han at sikre sig, at hans egne forestillinger om litteratur bliver formidlet af et større antal kloner.
Resultatet bliver et sammenspist og klikepræget litterært miljø, hvor alle er venner eller kærester med hinanden og læser hinandens bøger (der i reglen ikke bliver læst af nogen uden for det snævre miljø). Der kan man sidde og klø hinanden på ryggen, og fordi Bukdahls bedømmelse er af afgørende betydning for forfatternes anseelse inden for kliken, danner klikeforfatterne en jerngarde om Bukdahl og beskytter ham mod alle angreb fra folk uden for kliken.
3. Den forsmåede digter. Det er en gammel sandhed, at mange anmeldere er mislykkede forfattere. I Bukdahls tilfælde er det evident. Som lyriker har han sprængt stjernesystemet fra bunden ved som den eneste at få nul stjerner for en digtsamling. I lysere stunder er han selv klar over, at verden ikke er gået glip af noget ved at han har bevæget sig fra lyrikken til anmelderiet, men alligevel benytter han ligesom Nero eller Caligula enhver lejlighed til at synge falsk, og kliken tør ikke andet end lade ham optræde. Bag hans rastløse virke aner man hele tiden hans bestræbelser på gennem flittig yngelpleje at skabe en flok kloner, der kan skrive de digte, han selv ikke selv har evne til at skrive – og skrive dem således, som Bukdahl ville have skrevet dem, hvis bare han kunne.
Jeg tror, at alle jer (mænd?) i virkeligheden bare godt kan li' at høre jer selv snakke - også selvom ingen lytter (eller læser), for hold da k... hvor bliver I bare ved! BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA! Det er kedeligt! Find på noget nyt!!!
SvarSlet/Gurkemejepigen
Kære anonyme
SvarSletBare lige til opklaring:
Lars Bukdahl underviser ikke på forfatterskolen.
I de fire års tid jeg enten har modtaget undervisning på forfatterskolen eller fulgt med i den fra sidelinjen, har han ikke undervist på skolen.
Det er rigtigt, at han sidder i forfatterskolens bestyrelse (som hovedsageligt ansætter skolens stab, en indflydelsestung aktivitet, helt sikkert), men de er ikke nogen, man som elev kommer i berøring med.
Størstedelen af de debuterende digtere i Hvedekorn har ikke gået på forfatterskolen (med undtagelser selvfølgelig), men det er rigtigt, at nogen af dem kommer til at gå der senere. Størstedelen af mine hvedekorn-trykte klassekammerater bidrog til Hvedekorn, før de startede på forfatterskolen. Hvis de altså overhovedet havde haft noget med Hvedekorn at gøre. Det var og er der mange der ikke havde og ikke har.
I øvrigt mener jeg, at Lars Bukdahl først og fremmest er en passioneret litteraturanmelder. Han er en forelsket læser. Og en forelsket læser, der bliver rasende på de forfattere, som vil noget andet med den elskede, end Bukdahl selv vil. Det kan man ikke klandre nogen for, mener jeg, en vilje til litteraturens retning. Selvom man selv kan være lun på en anden rute.
Jeg vil i hvert fald helst ikke læse den anmelder, der ikke læser tekster ud fra sit eget (altid vaklende) litteratursyn. Det lyder som en anmelder, der slet ikke har tænkt over litteraturen, en anmelder for hvilken litteraturen bare er 'noget', et noget uden konsekvenser. Et meget uhyggelig et.
Mange hilsner jernklike-klon
Olga
Bukdahl er gået direkte fra infantil pludren til senilitetens verbale inkontinens uden den sædvanlige mellemliggende fase af modenhed.
SvarSletHold nu kæft, Gorm Henrik
SvarSlet"I de senere år har blandt mange andre Lars Bukdahl, Peter Borum, Lilian Munk Rösing, Mikkel Bruun Zangenberg, Janus Kodal, Christian Yde Frostholm, Jørgen Bæk Simonsen, Peter Stein Larsen, Frank Kjørup, Torben Knap, Peter Laugesen, Tania Ørum, Ellen Wulff, Laura Schultz, Christian Lund og Solvej Balle undervist på skolen i kortere eller længere forløb."
SvarSlet"Tre af de otte medlemmer af skolens bestyrelse udpeges af FOFU (Foreningen for Forfatteruddannelse). Disse er for nærværende forfatteren Majse Aymo-Boot, forfatteren og kritikeren Lars Bukdahl og forfatteren Marianne Larsen. Forfatterskolens lærere er repræsenteret ved forfatteren Asger Schnack."
- Olga Ravn, uddannet fra Forfatterskolen 2010. Rost til skyerne af Bukdahl ved enhver given lejlighed. Hvorfor herved kvitteres.
Q.E.D.
Ikke for at fedte, derfor klæder det lige netop det her indlæg at være anonymt: Han er altså en langt bedre og sjovere digter, end han lige for tiden har ry for at være. Det skal med.
SvarSletNå ja, jeg har heller ikke haft Mikkel Bruun Zangenberg, Peter Stein Larsen, Jørgen Bæk Simonsen, Torben Knap, Ellen Wulff, Laura Schultz, Christian Lund eller Solvej Balle. Så det er nok over en længere periode den liste der, men helt sikkert, min fejl. Mente nok nærmere at han ikke lige havde undervist i de fire år jeg er bekendt med, men det er måske ikke så længe (længe for mig!), men mente mest, selvfølgelig, at der ikke er noget komplot, ingen kloner (men mange sure anonyme). kh og godnat
SvarSletOgså mange glade anonyme! Vi som elsker Lars! Den bedste formidler vi kender! Af og til er vi enige med ham! Af og til er vi ikke! Men vi forstår hvorfor han siger som han siger! Vi følger ham! Råber ad ham! Eller klapper! Eller bliver nysgerrige og går hen og køber bogen! Sådan er vi! Vi som elsker Lars!
SvarSletDet er helt mellemøstligt. Mubarakdahl har siddet på sit elfenbensslot i enogtyve år, fra han gjorde sig kendt ved at frakende Peter Høegs Smilla enhver litterær kvalitet til nu, hvor han tramper lystigt på Klougart, der tillader sig den dødssynd at skrive smukt og følsomt. Så murrer det på Tahrir-Pladsen. Ofrene for hans svøbeslag optræder anonymt, men deres mumlen lyder stadig højere. Med mellemrum kommer Mubarakdahls trofaste støtter, alle dem han roser fordi de gør som han siger, farende ind på dromedar og uddeler stokkeslag. De anonyme vover endnu ikke at nævne deres navn, af frygt for repressalier i Mubarakdahls verbale torturkælder - og for højst konkret at blive frataget deres brød som følge af intriger. Men selv på diktatorens egen blog vokser protesterne...
SvarSletAh, anonyme vismand! Din retorik er til rotterne.
SvarSletAlle de forfattere Bukdahl bryder sig om er hans underdanige dromedar-thugs og alt de skriver skyldes simpel leflen og klikedannelse. Du tror i ramme alvor at forfattere skriver bøger for at please anmeldere(n)? Alle Bukdahl ikke bryder sig om er heltmodige demonstranter. Okay. De skriver så til gengæld for at genere ham og vise deres stolte frimodighed? Nem lille verden du lever i.
Kære Tue, tak fordi du orker!
SvarSletOg kære alle mulige andre med og uden kedelige navne!
Ift. hvad en kritiker kan være, så tror jeg også, noget går galt fx her:
"Hvis du var ren forfatter/kunstner og dyrkede et program der så var det fint nok, men problemet er at du dyrker dit forfatterskoleminimalisme på en af landets største kulturaviser og får masser af taletid."
Jeg opfatter Lars Bukdahl som en digter, der netop smugler poesien ind i en af landets største kulturaviser. Hvis man endelig skulle tale om en kamp, så var det den. Ikke en hetz eller noget andet ondskabsfuldt. Lars Bukdahl er både kritiker og digter - ikke digter nogle dage og kritiker nogle andre, men begge dele hele tiden. At han så også er umanerlig flink til at smugle andres poesi med ind i avisen, er jo bare lykkeligt.
Nu tillader jeg mig lige en 180 graders vending.. men altså til den anonyme der angriber Olga Ravn, så må jeg sige, kvinden kommer bare for at sige hun ikke er blevet undervist af Bukdahl..
SvarSletJeg vil bare lige kvalificere mine tidligere kommentarer.
Synes det er vigtigt med anmeldere med en stærk profil, synes også det er ok at en anmelder har sine patier af begge slags. Har heller ikke et problem når de går helhjertet til krummerne (anmelder skarpt).
Synes faktisk i virkeligheden vi mangler stærke anmelderprofiler i Danmark. James Woods som er flyttet til USA er en markant anmelder, som jeg ofte er uenig med, men elsker at læse.
Min største anke - så er det sagt - er den personforfølgning Bukdahl dyrker. De utallige gange han hetzer de samme syv otte forfattere, ikke bare i anmeldelser af DERES bøger, men også i alle andre klummer og anmeldelser og aversionstekster. Det er der jeg mener han bruger sin relativ store magt forkert. Er det virkelig nødvendigt at læsere af hans blog eller Weekendavisen især skal høre om hvor forfærdelige Grøndahl, Tafdrup, Ib Michael, Peter Høeg og de andre "skurke" er, hver eneste uge?
Bukdahl har ret til at skrive hvad han vil. Men jeg synes den personhetz er for meget.
Når det er sagt, så er jeg også i mod at de bøger han anmelder sjældent bliver foldet ud så man får en fornemmelse af bogudgivelsen. Problemet er at mange bøger får kun 4-7 anmeldelser i de større aviser og det er det. 25%+ kan altså være Bukdahls. Så er det lidt sørgerligt at en forfatter der har okset et halvt eller helt eller endda flere år med en bogudgivelse bliver ikke-anmeldt af Bukdahl, som har travlt med sit selviscenesættelsescirkus.
Bukdahl har mange kvaliteter, men i stedet for at positionere bøgerne på det danske bogmarked, så positionerer han sig selv. Det har Weekendavisens redaktionelle ledelse det åbenbart fint med. Fred være med det. Personligt har jeg mange gange cancelleret avisen pga. de slatne anmeldelser (desværre er der ikke mange andre kulturaviser der kommer en gang om ugen med et grundigt indblik i scene, kunst, litteratur mv.
@ Löfström: Helt ærligt, det er da fint han bringer unge digtere frem, men behøver man stå på skuldrene af andre mennesker for at gøre det? Kan man kun fremhæve den smalle litteratur ved at hetze andre forfattere fordi de skriver en anden type prosa?
Just asking....
mvh
VoxInDeserto - som nok ikke har meget mere at sige i denne sag..
Det er ikke mig der er den anonyme. Det er mig der er den anden anonyme, altså, den anonyme som er fornuftig og argumenterer redeligt. Den anden anonyme, ham/hende den forsmåede, er ved at skrive et langt indlæg om de to typer litteratur der efter hans/hendes mening findes i verden: bukdahlisme og anti-bukdahlisme. Dén anonymes anonymitet camouflerer åndelig dovenskab. Og nu slut. Alle andre anonyme fra nu af er ikke mig.
SvarSlet@ Nexø 17. feb. 2011 12.03: off-side argumentet du bruger viser din hang til nazisme. Du forsøger på baggrund af en modstanders floskel at bestemme hvad der er inden og uden for banen, men tager ikke stilling til det egentlige argument, nemlig Bukdahls erhvervelse (ved ros) og udnyttelse (ved at knytte sin egen honorerede medvirken til en given forfatters virksomhed) af proselytter. Hvad bliver dit næste træk over for modspilleren, Nexø - gaskammer?
SvarSletog nej tak til DR Debatten (det er ikke sjovt at sige nej, hvis man ikke kan prale med det!)
SvarSletJeg vil ikke slå knude på tråden, men -
lige et par opklarende fakta til det beklikkende/ konspirationsteoretiske hjørne af debatten:
Det er mindst 10 år siden, vistnok mere, jeg sidst har undervist på Forfatterskolen (hvilket jeg faktisk er lidt konsterneret over!); i mellemtiden har jeg holdt oplæg/foredrag et par gange eller tre. I Forfatterskolens bestyrelse bestemmer vi ikke engang, hvem der skal ansættes - undtagen, og det er selvfølgelig en vigtig undtagelse (men så også det eneste forhold vi rent faktisk har magt over) rektor - vi nøjes med at høre om planer for aktiviteter og godkende budgettet, pænt magtesløst.
Jeg definerer ikke forfattere som Forfatterskoleforfattere og ikke-Forfatterskoleforfattere; den store, Vejle-baserede debutantpris, jeg er med til at uddele, gik forrige år til to Ikke-F-forfattere og sidste år til en F-forfatter og en ikke-F-forfatter. For en uge siden anmeldte jeg F-forfatteren Janus Kodal særdeles kritisk, og i dag anmelder jeg F-forfatteren Morten Søndergaard pænt kritisk, men roser de jævnaldrende ikke-F-forfattere Line Knutzon og Jokum Rohde, Osv. Etc.
Så vidt jeg kan gennemskue, henviser seneste hr. eller fru Anomym til Jan Sonnergaards konspirationsteorier om det korrupte i, at jeg på et tidspunkt optrådte for penge sammen med Katrine Guldager. Det skete på hendes opfordring og som en tjeneste, fordi hun angiveligt ikke brød sig om at optræde alene (jeg havde og har rigeligt med i sagens natur bedre betalte solo-job), og efter jeg havde anmeldt hendes psykoanalyse-bog pænt kritisk. Da jeg anmeldte romanen En plads i historien ca. lige så kritisk, blev hun vred og aflyste et planlagt job og afbrød samarbejdet; senere gik hun så retorisk amok på mig i JP og nægtede at svare på mine mails desangående. Grimt IM'sk.
Og og og lige en bemærkning også om forfølgelsen af de samme bande kendte forfattere, dels er det jo ikke forfattere, men forfatterskaber, jeg er efter, og dels så er jeg efter dem, fordi de er EKSEMPLARISK slette, jf. al min snak om Generaliseret Kitsch og Ny Dilettantisme (det er det, Tue ikke synes er skarp litterær polemik, fordi han ikke mener, at litterær kvalitet/ kvalificeret litteraritet i sig selv er vigtigt eller interessant (eller overhovedet findes, i sig selv!?)) i serien om Yndlingsaversioner, de repræsenterer - KONKRET dvs. også altid med citater - i mine øjne problematisk eller direkte ukvalificeret litteraritet.
Og til sidst: Jeg har 2 anmeldelser (den ene dobbelt) i avisen i dag, 1 hysterisk positiv og 1 pænt kritisk, hvad med at diskutere dem, helt konkret, måske kunne jeg endda lære noget.
kh
Sidevisninger i går: 5.209 ...
SvarSletDet er det eneste positive, der er kommet ud af hele denne misere, og det skal IM ikke have utak for: Et gennembrud for den litterære blogosfære i almindelighed, som dagsordensættende (hvor idiotisk gårsdagens dagsorden end var; det var/er på blogs, den kages rundt, ikke i aviserne) og som læsestof bare, og for BLOGDAHL i særdeleshed, MÅSKE: forhåbentligt vender bare et par af tusinderne tilbage, med mellemrum ...
Jo, men hvor er debatten om litteratur?
SvarSletGlimrende ide, dagens WA. For den viser eksemplarisk at sLB skel ikke er professionelt, men biologisk og privat. LB (den mobbede dreng) kan som voksen ikke tåle jævnaldrende hanner i samme bur. Søndergaard må derfor udstødes mens dramatikerne (i naboburet bur) tilføres den libidonøse hensigt. I Bukdahls bur må findes: yngre og ældre hanner, som henholdvis skal slikke og slikkes, og damer (som skal slikkes og måske en dag vil slikke tilbage?)
SvarSletSå, nu har vi dælme fået en psyko-anonym på slæb!
SvarSletJEG ELSKER LARS BUKDAHL.
SvarSletHAN ER ÆRLIG.
POUL HOPPE.
KÆRE MR.BUKDAHL.
SvarSletjeg elsker din kærlighed til det skrevne ord.
PS-undskyld stavefejlen i min første kommentar.
[hovedet på bloggen].
min krop er fuld...[FCK KAMP].
ærlig hilsen- poul hoppe.
Analyserne er subtilt ensidige og uoriginale, men isoleret set morsomme i den tråd, hvori de hænger. Det komiske styrkes i kraft af, at jeg ikke præcist kan identificere og fraskille diverse anonymiteter, hvor jeg paradoksalt selv nu er blevet en.
SvarSletBeskyldningerne fra forfatternes side om at anmelderen 'går efter manden/kvinden' og ikke 'bolden' virker direkte lavkomiske og dobbeltmoralske ved selvsamme forfatteres udfritning af ham.
Tilbage er historien om anmelderen, der anmelder en forfatter, men sjovt nok ikke anmelder ham.
Som forfatter ville jeg værdsætte kritikerne og anmelderne og deres vilde, kantede faconer frem for at pudse mine klicheer af hver søndag og stille dem tilbage ind i skabet, så langt ind i Narnialand som de kan komme. Det er kritikken, der for mig, driver litteraturen til endnu et kapitel. Man kommer jo ikke leverpostejen på en kage, men på et surdejsbrød, der til stadighed æltes og formes og til slut forhåbentlig bages.