Kaffepartiets implosion

I USA har venstreorienterede aktivister startet en Coffee Party-bevægelse, der holder møder hos Starbucks, som modsvar til den ultrareaktionære Tea Party-bevægelse. Kan man også tale om et teparti og et kaffeparti i dansk litteratur. Man kan måske godt tale om en tedigter, nemlig Søren Ulrik Thomsen, der i Jørgen Leths portrætfilm gør den omhyggelige tilberedelse af en kop te til en signaturhandling. Og måske er det derfor, Niels Frank i sin nye bog Spørgespil, hvor portrættet af ”den konservative” inkluderer flere eksplicitte links til SUT-værket og -personaen, som svar på spørgsmålet: ”Hvor ofte drikker De kaffe?” byder på en tekst om glæderne ved at drikke kaffe:

Det begynder hver morgen, ikke med den enkelte kop, men med længslen efter en kop kaffe. Kort efter buldrer vandet i den spejlblanke kedel, jeg åbner låget til kaffedåsen, og nu opstår den anden glæde ved kaffen, idet duften fra kaffebønnerne hvirvler op mod mig. Med en lille træske løfter jeg forsigtigt bønnerne over i glaskanden, hvorefter dåsen atter indtager sin position på hylden ved siden af døren til bagtrappen. Her da den tredje glæde: når det skoldhede vand plasker ud over det brune grus i bunden af kolben og forvandlet det til en blanding af mudder og skum, hvorfra en prægtig aroma omtåget stiger op. Den pertentlige (jeg er en af dem) rører i mudderbadet med en ske eller en kniv og lader så kaffen trække nogle minutter. Til sidst presses stemplet med det konvekse låg ned over blandingen, jeg finder den gamle kop frem med det grønlige mærke øverst på hanken, hvor min tommeltot dag ud og dag ind finder hen helt af sig selv. Jeg hælder mælken i og venter på det afgørende øjeblik, hvor det hvide fluidum vender på bunden af koppen og kommer op gennem mørket. Det er den fjerde glæde, en ganske særlig glæde. Den femte er naturligvis selve indtagelsen, men jeg må indrømme, at den ofte ender med at skuffe mig en smule oven på de høje forventninger. Men nu hvor jeg sidder med venstre hånd om koppen, mens den højre skriver disse ord, kan jeg mærke varmen fra kaffen trænge gennem porcelænet og ind i min håndflade. Det må være den sjette glæde, og den føles pludselig som den største af alle denne usædvanligt kolde morgen i maj.

Det intrikate er nu, at dette jo er en særdeles te-Thomsensk tekstualitet, en pertentlig tekst om pertentlighed, måske ligefrem en konservativ tekst om konservatisme, men er teksten da en parodi eller en hommage, og er den det ene eller det andet frivilligt eller ufrivilligt? I hvert fald er det jo rich, som Franks elskede amerikanere siger, at Erik Skyum-Nielsen, gammel ven og fan af SUT, i sin bidsk patroniserende Inf-anmeldelse udpeger kaffe-teksten som særligt ligegyldig, og måske faktisk fordi, at det eneste, der er mere utilstedeligt end at lave sjov med Thomsen, er at ud-Thomsenificere Thomsen i Thomsenhed. Tak for kaffe! Må jeg bede om et kakaoparti!

[påbegyndt torsdag, afsluttet søndag]