Laustrofobi & Mariann(t)e-lov

Et stort SUK over, at ingen aviser ud over Flensborg Avis har anmeldt Laus Strandby Nielsens prosadigtsamling Hvis der ikke er sandstorme, så er der nok noget andet, som udkom på Gyldendal i tirsdags, hvor jeg selv skrev og sendte min anmeldelse, som jeg vil gøre mit bedste for at få sparket ind i avisen snarligst, og ja, ja, jeg skal nok lade være med (igen) at begå præ-anmeldeles-fragmentering, men det må være OK at sige så meget som, at min anmeldelse ikke er negativ, og decideret nødvendigt er det at citere en tekst in toto:

MELANKOLI

Lige efter spisetid ringer telefonen mens jeg laver mad. Det er en troløs gammel ven der vil sælge mig en havesofa. Jeg slipper af med ham ved at love jeg ringer tilbage lidt senere. Men da jeg faktisk gør det - efter at have sikret mig at haven stadig er der og stadig ikke har tid til at tale med mig - får jeg en overlæge i røret:
- De skal bare have et enkelt batteri, så skal det nok gå alt sammen, og så skal jeg betro Dem en hemmelighed, unge mand: Hvis man holder hvad man lover, får man hænderne fulde!
- Unge mand! tænker jeg, lægger på og giver min middagsmad til husdyret, min lille bjørn, der spiser den med god appetit. Den er sød og stærk, bjørnen, og den vil aldrig blive helt tam.

- jeg tjekkede også lige, hvad der skete med Marianne Larsens nærtbeslægede parabel-samling Hvis en morgen en hittevoksen, der udkom i sidste uge: 2 anmeldelser! Min i WA og Mikkel Bruun Zangenbergs i Politiken, der bærer den idiotiske overskrift "Den støvede surrealist", for Zangenberg mener jo ikke, at Larsen er støvet, han mener, hun er BEstøvet, men hvem gider læse en støvet surrealist? SUK! Marianne har sit eget bud på en resigneret og djævelsk overlevelsesplan:

Overlydskomposition

Det bliver mere og mere stille. Værket fortsætter.
Det bliver mere og mere stille.
Og vælder frem i al sin stilhed og bliver mere og mere stille.
Det bliver mere og mere stille.
Og vælder så frem i al sin stilhed og bliver mere og mere stille.