mandag den 19. april 2010
Tak, bloody Sjón, for alibi!
Det er ret præcist midnat, og jeg er lige drejet om hjørnet fra Skt. Hans Torv til Fælledvej, da en politibil stopper ved kantstenen, og en betjent tilråber mig, at de gerne vil tale med mig. Tre betjente træder ud, og den ene beder mig om noget legitimation, da jeg svarer til "et signalement." Jeg finder befippet mit sygesikringkort frem og mumler under mit vejr, at jeg har været i Empire og se en film. Betjenten stikker sin kollega sygesikringskortet, så han kan tjekke "hvem jeg er", og spørger, om jeg for nyligt har været i kontakt med en pige. Hvad betyder for nylig, spørger jeg dumt. For en time siden. Der sad jeg og så en film ovre i Empire. Hvad var det for en film? Det var en islandsk splatterfilm, Reykjavik Whale Watching Massacre. Den lyder spøjs. Det var den sgu også, til sidst var det en spækhugger, der myrdede løs (hold nu kæft med handlingsreferat, Lars! Du kommer ikke til at lyde mindre mistænkelig når du står her og udtrykker glæde over så gladelig depraveret en film (en nordatlantisk versionering af Texas Chainsaw Massacre, med selveste Leatherface, der oprindelig er islænding, i en af de centrale roller og skamløst manuskript af min kinesiske rejsekammerat Sjón (på et tidspunkt, da splatteriet endnu ikke (for alvor) er gået i gang, synger en pige, der netop er forsøgt voldtaget, Björks "It's all so quiet" over hvalbådens højttalersystem; det fortæller du slet ikke om!))). Jeg har min billet her et sted, siger jeg, og roder i min tegnebog, hvor der kun er en billet fra i går, det er ikke så godt, men så finder jeg billetten sammenkrøllet i min baglomme, og dér står sort på hvidt, at filmen begyndte 22.30. Et alibi! Betjenten, der faktisk er meget venlig, kigger på billetten og konverserer videre om, hvor jeg bor, om jeg har tænkt mig at gå hjem ad Blågårdsgade, for der er sikkert meget fredeligt lige nu, og jeg konverserer tjenestevilligt med, men vil meget gerne snart videre. Så hører vi en af de andre betjente sige højt, at den eftersøgte har kort hår og hvide sko. Og det har jeg ikke! Du svarer ikke til signalementet, konstaterer min betjent nøgternt, spadserer hen til bilen og henter mit sygesikringskort og lader mig gå. Men hvad var det for signalement, jeg svarede til i første omgang? Høj og med læderjakke? Så er man jo hurtigt en mistænkelig person (og hvad fortalte egentlig mit sygesikringskort om min identitet?). Mens jeg går hjem, ad Blågårdsgade, kappes politiforhøret og splatterfilmen om opmærksomheden i min eksede bevidsthed. Og på Vordroffsvej bliver jeg gudhjælpemig antastet af en midaldrende fyr, der (på dansk!) siger, at han er italiener og har mistet alle sine dokumenter (dokumenter?) og har jeg en tikrone til en bus? Så længe han ikke gemmer en harpun på ryggen, kan han få en tyvekrone, vær så god! Jeg hører ham tale ivrigt og lavmælt (på italiensk?) til sig selv eller sin mobil, mens jeg går de sidste 50 meter til min gadedør.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Du burde udgive en bog med den slags tekster. Den er dødspændende. Onkel Lars fortæller...Nej det skal den selvfølgelig ikke hedde, det er jo ikke en parafrase eller parodi, men noget i sig selv.
SvarSletDear Lars,
SvarSletI knew the day would come when the making of this film would be justified.
So, thank you ...
All the best,
Sjon
Alt dette var næppe sket, hvis du havde holdt dig fra filmen. Var du så kørt fra Empire Bio og hjem på netop dét tidspunkt? Nok reddede Sjón dig, men det var sandelig også ham, der fik dig i fedtefadet.
SvarSlet