Karikeret ABC - XTRA SIDEVOGN

Det når ikke helt Melissaske højder, men Kate McKinnon som Jeff Sessions som Forrest Gump er nu heller ikke uden komisk geni:

Mars i marts

Den norske titel på Lea Løppenthins fine
Marts er bedst
er
Mars er best -
så vil jeg gerne have genoversættelsen
tilbage til dansk
af den norske oversættelse af min
Mars er for tabere,
der på nynorsk hedder



bliver

Marts er for tabere,

please! 

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"

Så meget afhænger af den røde supergigant

1. Christian Bok‏ @christianbok 56 min.56 minutter siden
   

THE RED SUPERGIANT 

so much depends 

upon 

the red super 

giant 

grazed by gravity 

waves 

beside the white 

dwarf

PETER L 75 I DAG - T I L L Y K K E !

HINSIDES 
LAGKAGE
ER
LAUGESENKAGE

HINSIDES 
LAVMÆLT
ER 
LAUGESENMÆLT

HINSIDES
SLAGKRAFTIGT
ER
LAUGESENKRAFTIGT

HINSIDES
FLAGSPÆTTE
ER
LAUGESENSPÆTTE

Sophiaforsvinding

Jeg optrådte i dag på den Sorte Diamant til såkaldt Vidensfestival (til støtte for Clement Kjærsgaards blad Ræson) med yndlingsaversioner (hvoraf de fleste snarere var nagende melankolier eller hjemsøgende skuffelser)) og yndlingsperversioner fra dette stadig spæde forår, havde medbragt 4 af de første og 5 af de sidste, men nåede kun 2 af de første, Thomas Korsgaard og Caspar Eric, og 3 af de sidste, Signe Gjessing og Christina Hagen (genuint Jyllands-kitsch (der fremkaldte spontant bifald fra salen) frem for Korsgaards kælne Jyllands-kitsch) og så lagde jeg op til, at nr. 3 skulle være Sophia Handler, men Clement fik mig afsporet til en anekdote om at anmelde Frøken Smillas fornemmelse for sne som en sikker fiasko, og så glemte jeg skandaløst nok Sophia og afsluttede med denne fornemt fjollede sekvens fra Laugesens Tohuvabohu:

"spidsmusen speedy
sad i cafeteria
og drak kaffetilsætning
af et plastikkrus
mens suppen
stod og frøs i tallerkenen

hvem kom så ind ad glasdøren
andre end billen børge
frisk fra en fed
med hodet i skred

og tankerne blå
en ornlig skid på"

Men det var jo det her stykke fra Feberfrihed (stadigvæk årets stærkeste - men ikke derfor mest hypede eller roste - debut ud af allerede ret mange), jeg var på vej til at læse op:

"(muskelsvaghed)
Man kan tænke mere frit, mens man plukker øjenbryn. det kan have noget at gøre med, hvor tæt man står på sit eget ansigt i spejlet. Men der er altid en håndvask i vejen, som skinner og siger: her skal det kun være mig, der er nøgen. Dansegulvsglat.
Det kan være et par lerfigurer over emhætten, der viser, at man har været der. Dyrket en sport. Skraldespanden svarer: det kan jeg godt huske. Hvilket menneske kan nøjes med enten varmt eller koldt vand."

(melankolier/skuffelser jeg ikke nåede: Peder Frederik Jensen og Maja Lee Langvad, perversion jeg ikke nåede: TS Høeg)



(foto: Kulturkapellet)

Stirrer bare lidt på månen

Månedrift

Gode måner til slet spil

Guldmåne

------------------------------------------------

I al månelighed

Månerne har vi da lov at have

Månelunden

LOU 75 I DAG

(Lou lyste op i et sjældent smil, da han "sang" linjen om ikke at stole på sin mor og publikum klappede, til New York-koncerten i Falkonér - og min mor smilede den mindste smule anstrengt, når jeg skruede op for linjen hjemme på Korshøjen)

Niels Franks mave kommenterer

Direkte spurgt, med link, om at kommentere, skriver Niels Frank:

"Min eneste kommentar er KLONK, for sådan radiatoragtig lyder min mave efter nylig hjemkomst fra Nicaragua. Som om Jan Sonnergaard bliver ved med at støde hovedet ind i min sært udspilede mave."

Fra Radiatorarkivet (mysteriet om ur-radiatoren)

- i Standart 5, 1997 (som jeg måtte låne på Gentofte Hovedbibliotek - jeg har MÅSKE nummeret i en flyttekasse et sted) stod jeg for bogholderbidraget "Radiatorhistorie, Foreløbig citatmosaik om en vigtig rekvisit i dansk litteratur" med sagsakter om debatten om Niels Franks angivelige radiator-forbud + mere løse skønlitterære citater om radiatorer - jeg citerer fra mosaikken.

UR-TEKSTEN OM RADIATOR-FORBUDDET, DER IKKE VAR ET FORBUD

"En anden ting jeg opdagede i arbejdet med på "Digte i kim" (1986 LB nu)" var hvor få ord der egentlig er poetiske. det er kun ganske få ord, der kan være eller elve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejde på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede ud.
  Med "Digte i kim" tænkte jeg især på 'radiator' som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle dage senere, og så ordet 'radiator i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. det har nu fået mig til at tænke på 'radiator' som det yderste ord, jeg skal sigte efter, når jeg skrive mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til 'radiator', så er jeg på en måde nået frem."

- Niels Frank, interviewet af Jørn Erslev Andersen i Passage 3/4 1987

Peter Laugesens "nye bog" kan være nødt til at være Vindens tunge, 1986, der nemlig indeholder følgende digt (som altså dermed er den sandsynligste kandidat til til at være digtet, Frank"udtalte sig om" fremfor digtet fra Skæve stjerner, som Laugesen peger på i brevet til Sonnergaard):

SANDSYNLIGSTE UR-LAUGESEN-RADIATOR-DIGT (min overskrift! LB)

"Hvordan skal jeg forklare
den konstante selvantændelse
til øjeblikkelig nedbrænding
det hvæsende raseri
lavt over jorden bag radiatoren
hvor gulvbræddernes kanster
er sorte signaler
tværs gennem fernishuden"

Det er stadig uklart, gennem hvilke kanaler Franks Passage-interview flere senere nåede frem til at optræde som et grinagtigt eksemplarisk, men jo pænt forvrænget "radiator-forbud" - hos fx Klaus Rifbjerg i dette klip fra hans ævle-værk Synderegisteret, 1994, og derfra gav anledning titlen på Jan Sonnergaards debutbog (Sonnergaard i interview til Standart, 1997: "Og så var det at rektoren for Forfatterskolen - Niels Frank - sagde, at han aldrig ville skrive et digt, hvor ordene "radiator" eller brødrister" indgik. det blev jeg så sur over, at jeg skrev en kronik. Den smed jeg dog ud, for jeg var stadig sur. Så skrev jeg historien i "Radiator". Men jeg var stadigvæk sur, og så var det jeg tænkte: han kan sgu få en hel bog med den titel."):

TYPISK RADIATOR-FORBUD-FORVRÆNGNING

"Niels Frank udtaler offentligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori indgik ordet "radiator". Man må altså formode, at "radiator" er et upoetisk eller situationer, hvori der indgår en radiator ikke egner sig for lyrisk beskrivelse. Synspunktet er interessant, og man kunne forestille sig et leksikon med tabu-ord, som absolut ikke må forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland ... listen er så godt som uendelig, og man må forstå, at en vis del af poesien nu vælger at leve på sin egen begrænsning, en ordmæssig rationering eller smalkost, som netop fordi den er så vandkæmmet skulle være i stand til at fremlokke endnu dybere sjælens toner end dem den mindre håndsky lyrik er i stand til."

Niels Frank bidrog allervenligst til mosaikken med et "utrykt læserbrev til Weekendavisen, dateret 12/2 1994":

UTRYKT RADIATOR-LÆSERBREV

"Inden rygterne om mit påståede forhold til en vis radiator løber helt løbsk og ender som retsforfølgelse på grund af litterær uterlighed, vil jeg gerne afsløre hvad der i virkeligheden var ideen bag den sølle fortalelse.
  Så vidt jeg overhovedet husker den, burde jeg vel tilføje. Den opstod nemlig for snart syv år siden i et interview til et århusiansk tidsskrift, men er altså først nu blevet bogført i København.
  Bedre aldrig end for sent, havde jeg nær sagt, for hvad jeg må have ment med radiatoren var vel nærmest det modsatte af, hvad den bliver brugt  som udsøgt eksempel på. Jeg forestillede mig nemlig, at man i en særlig disciplinering af det poetiske register kunne fravælge en række "fremmedord", som så derefter hurtigt ville ophøje sig selv til en form for utopi i skrivningen, til det sted digtet nødvendigvis ville søge hen, nu hvor stedet forekom så uopnåeligt.
  I den omvending kunne fravalget af blot et enkelt ord eller et bestemt tema eller sågar en hel verden pludselig vise sig at være selve endemålet for digtet - præcis det der skulle siges eller helt automatisk blev sagt, fordi det som bekendt er digtningens besynderlige væsen altid at ville søge mod det usagte.
  Eller måske det er forkert af mig at henregne det sidste under bekendte omstændigheder ved digtningen? De fleste skrivende synes alligevel ikke at kende til dette grundforhold. De lader alting vælte ind over det skrevne med det resultat, at enhver forskel komplet jævnes med jorden, så der ingen spænding opstår mellem det der er blevet sagt og det digtet eller prosastykket har ladet stå usagt.
  Det var vel det, jeg pædagogisk ville illustrere med mit eksempel, men ærlig talt: Jeg husker det knap. Tilbage er kun den lidt akavede, kølige fornemmelse af at have stået i forhold til en radiator i syv jordbundne år. Måtte de blive efterfulgt af syv lidt mere flyvske."

(jf. også citaterne fra Brøndums Encyklopædi og Tabernakel i før hadet-blogposten nedenfor)

Radiator-dissonansprøven anvendt

(se Niels Franks raditaor-definition i blogposten nedenfor)

i henholdsvis

et (så godt som) rent patetisk digt, fra Nicolaj Stochholms Sammenfald, 1992:

"Jeg skriver mig ud af natten
og hen i en åben park som
brænder hvis jeg slører mit syn
men jeg er usårlig og hjemmevant
hungrer efter hvert eneste blik
for når deksælvende statuer og stjerner
henrettes foran solens væg
er jeg stærk som hver RADIATOR
er jeg vild som svanernes flugt
er jeg gennemsigtig som en død"

og et (så godt som) rent ironisk digt, fra Bo hr. Hansens Hr. Jørgen leger, 1993:

Jørgen spilder alting
i sit liv
kaffen
øllet
og ordene
Klokken er mange
digtet er blevet
litd senere
og styrter
fra hans fingre
af træthed
Og øjnene styrter
og blodet
og hele RADIATOREN
styrter
og fødes på ny
og stikker
i alle retninger"

Før hadet lunede

citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :

"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."

 Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:

"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."

Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -

Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:

"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."

Dan elsker Marianne! Med godt skal godt hædres!

ENDNU EN SKØN OG RIGTIG PRISMODTAGER:

Turèll-samlingen

1 hr ·

Dan Turèll Medaljen 2017 går til et af de helt store navne i dansk poesi gennem snart et halvt århundrede:
Digteren Marianne Larsen modtager årets Dan Turèll Medalje.
Overrækkelsen af Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen vil finde sted på Dan Turèlls fødselsdag søndag den 19. marts kl. 15.
Sted: Dan Turèll Samlingen, Vangede Bibliotek, Vangede Bygade 45.
Du kan læse motiveringen her:
I 1975 redigerede Dan Turèll sammen med digteren og forlæggeren Asger Schnack antologien Min Generation (udsendt på forlaget Swing). Udvalget var ganske stramt. De to redaktører havde, foruden sig selv, kun inkluderet fem andre forfattere i denne eksklusive markering. Og én af disse var Marianne Larsen (f. 1951).
I dag er det generationsmæssige erfaringsslægtskab mellem Dan Turèll og Marianne Larsen til at få øje på, også selv om deres forfatterskaber på flere måder er meget forskellige. I 1969, samme år hvor Dan Turèll debuterede officielt i bogform med 40 ark, debuterede Marianne Larsen i tidsskriftet Hvedekorn med en række digte, alle betitlet “Til A”. Og allerede i disse tidlige digte fornemmes hendes helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en dyb ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art. Det ene digt begynder: “i min føjelige ensomhed har jeg bygget undere op / går ind i dem og laver dem om”. Her kommer en personlig poetik til syne: At bygge disse undere op – og gå ind i dem og lave dem om – det er den digteriske skaben og fortsatte proces!
Marianne Larsens første bog, Koncentrationer, med såvel prosa som digte, udkom i 1971. Og i midten af årtiet – mere eller mindre parallelt med at Dan Turèll udsendte den såkaldte Storby-Trilogi bestående af titlerne Drive-in Digte (1976), 3-D Digte (1977) og Storby-Blues (1977) – berigede Marianne Larsen verden med sin trilogi: Cinderella (1974), Fællessprog (1975) og Det må siges enkelt (1976) (udgivet samlet som Fællessprogstrilogien på Asger Schnacks Forlag i 2016). Hvor Dan Turèlls trilogi med storbyen som kulisse behandler livet, hverdagen og kærligheden i et sprog, der er jazz, kan Marianne Larsens trilogi opfattes som udtryk for en højst original ensomhedskritik. Over for ensomheden sættes fællessproget – af Marianne Larsen brugt poetisk-politisk.
I forbindelse med udgivelsen af det første bind i Fællessprogstrilogien var det Dan Turèll, der stod for anmeldelsen i Danmarks Radio. Han sagde blandt andet:
“Marianne Larsens nye digtsamling, Cinderella, er en af det nye forlag Swing’s første udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken. ‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret, formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de længere forløb.”
Siden har Marianne Larsen udsendt op imod et halvt hundrede bøger af samme høje kvalitet: digte, prosastykker, romaner. Men først og fremmest digte, i en stadig udvikling fra det politiske til det fantasifulde, fra det sprogreflekterende til det nyformulerende.
Marianne Larsens seneste digtsamling bærer titlen og tiden i vild tilstand mod min hud og udkom på Gyldendal i 2016. Den er – ligesom hele forfatterskabet – kendetegnet ved en originalitet i det sproglige kombineret med en afgørende verdensbevidsthed. Der er ingen som hende.
Dan Turèll Medaljen er tiltænkt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd. Selve medaljen er udført af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, der udgav en række kunstbøger sammen med Turèll.
Dan Turèll Medaljen blev første gang overrakt i 2012 til dramatikeren Astrid Saalbach. I 2013 gik den til rap-lyrikeren Per Vers, i 2014 til digteren Rasmus Halling Nielsen, i 2015 til krimiforfatteren Jesper Stein og i 2016 til forfatteren og oversætteren Thomas E. Kennedy. Selve prisen blev indstiftet i 1994 og bestod i de første år af et brugt slips fra Dan Turèlls klædeskab.
Medaljen uddeles af Dan Turèll Selskabet, der består af redaktør Jacob Ludvigsen, forfatter Lars Movin samt bibliotekar og initiativtager til Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek Peter Strøm."

TILLYKKE!

- Marianne har stadig fået alt for få priser - ingen Kritikerpris, ingen stor Akademipris!

I det seneste nummer af Texas Longhorn har hun 2 fantastiske tekster med, dette er den første:

"mundheld:
med ondt
skal ondt fordrives
med godt
skal godt fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mennesker
skal mennesker fordrives
med umennesker
skal umennesker fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
med mørke
skal mørke fordrives
med lys
skal lys fordrives
med uheld
skal uheld fordrives
med held
skal held fordrives
bevar mig vel
med død
skal død fordrives
med liv
skal liv fordrives
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det giver nogen mening
jeg synes ikke
det mundheld giver nogen mening"

1000000000 radiatorer til Jan fra Peter

Vangsgaards Antikvaritat sælger Jan Sonnergaards bogsamling fra i morgen - PDF-katalog her - biblioteket startede forfra fra scratch i 1990, da Sonnergaard pga. pengenød solgte alle sine bøger til Nansensgades Antikvariat (jfr. præ-Radiator-novellen "Limbo" (opsamlet i Gamle historier): "(...) alle romanerne og digtsamlingerne og de svære bøger, Lene altid forærede mig") - ikke mange egentlige sjældenheder, men en hel del dedikationer.

Særligt må fremhæves et brev fra Peter Laugesen, vedlagt et eksemplar af Laugesens samling Pjaltetider, 1997 (udgivelsesåret for Radiator) til 800 kr. (med brev), men henvisende til eksemplaret af den gamle 1978-samling Skæve stjerner til også 800 kr., der nemlig bærer denne dedikation (BREAKING: Vangsgaards har ifølge besked til mig nu lagt brevet ind i  Skæve stjerner, hvor det hører til - ved ikke, hvad priserne henholdsvis er nu):

"1000000000 radiatorer til Jan fra Peter 22 år senere"

Her er den fulde ordlyd af brevet fra PL til JS:

"Kære Jan, Som du kan se på side 47 var der ikke bare en, men millioner af radiatorer. Skrevet før rektor Franks udtalelse, idet det var det digt han udtalte sig om, og for øvrigt af forskellige grunde anbragt i en tekstmasse af overhængende surrealistisk snit. 1978. Jeg skriver lige et par ord i den, så den vil være en million radiatorer værd engang, når både du og jeg er fjernvarme
Med kærlig hilsen/ Peter Laugesen"
 
(Sonnergaard fik jo sin titel fra Niels Franks misforståede modvilje (og ikke forbud NB) mod at bruge ordet "radiator" i et digt, hvilket han nemlig lige havde oplevet Laugesen lykkes med at gøre og ifølge brevet altså i nedenstående digt ...!?))

Digtet på side 47 i Skæve stjerner (udgivet året før Tohuvabohu blev skrevet):

"frem i direkte sansningers
væren alt der er
stedet tiden og personen
skrøbelige mure
omkring tomhed

fjernvarmen kommer susende
ind gennem millioner
af radiatorer
smelter sneen i striber
langs ad gaderne

sidder tør og gold
i pandehulebetændelsen
og spreder nys og gys"