Dinosaurus / græshoppe / solsort / blå tyr

Selvfølgelig (men mindre selvfølgeligt uden Seeberg-indledningen) er titlen på min årsrevy, "Græshoppens lyse morgen" en henvisning til Seeeberg-titlen (på både bog og tekst) Dinosaurusens sene eftermiddag. 

Men mon ikke også Leas titel, "13 måder at være en græshoppe", på det appendiks til hendes roman Sæson, som jeg i den utrykte indledning til årsrevyen sammenligner rmed med Seebergs "Kattekismus", er en henvisning til Wallace Stevens' digtserie "Thirteen Ways Of Looking At A Blackbird", hvor de første syv måder er: 

I

Among twenty snowy mountains,   

The only moving thing   

Was the eye of the blackbird.   

II

I was of three minds,   

Like a tree   

In which there are three blackbirds.   

III

The blackbird whirled in the autumn winds.   

It was a small part of the pantomime.   

IV

A man and a woman   

Are one.   

A man and a woman and a blackbird   

Are one.   

V

I do not know which to prefer,   

The beauty of inflections   

Or the beauty of innuendoes,   

The blackbird whistling   

Or just after.   

VI

Icicles filled the long window   

With barbaric glass.   

The shadow of the blackbird   

Crossed it, to and fro.   

The mood   

Traced in the shadow   

An indecipherable cause.   

VII

O thin men of Haddam,   

Why do you imagine golden birds?   

Do you not see how the blackbird   

Walks around the feet   

Of the women about you?  

Og så kommer jeg til at tænke på Niels Franks "Tretten haiku med blå tyre" fra Tabernakel, den NF-bog jeg stadig holder mest af (med Nellies bog på en tæt andenplads) , de første syv (ikke-)haikuer:

(haiku med kaos)

Jeg skriver mit digt
og den blå tyr løfter
sit øre

(haiku som på mytologiernes tid)

Een gang gik tyren end til floden.
Og een gang til for at gense sit billeder.
Aldrig havde den set så blå en tyr,

(Hver-dag-ser-jeg-den-blå-tyr-komme haiku)

I spejlet stirrer jeg mig blind
på den blå tyrs forfængelighed.
Under bruseren hører jeg dens tunge plasken

(udvidet haiku i flora og fauna)

Blå tyre misforstår gerne alt, kommer springende
mens man ligger i græsset og tæller får
eller hoppende mænd som hos Muybridge

(Sufi haiku)

Den blå tyrs tungsind
er også mit tungsind.
Mit tungsind er også dens

(Sufi haiku en gråvejrsdag)

Tyr, tyr
regn, regn
verden, verden

(Bekendelseshaiku)

Han sagde: jeg er en tyr.
En blå tyr. Men en gang imellem,
som fx nu, er jeg også en rød tyr

Før hadet lunede

citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :

"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."

 Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:

"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."

Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -

Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:

"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."

En skarp, parentetisk iagttagelse om kursiv

som jeg er af hjertet misundelig på - åh, formalisme:

side 175, bind II af Den ny mimesis:

"De mange kursiveringer (i Niels Franks Små guder LB), som også blev brugt i (BF's LB) Tabernakel (og som i parentes bemærket tillige er at finde i Sonnergaards Radiator!) (...)"