Giraffen ser giraffen

Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):

"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."

Elefanten i rummet i close-up

Samme år, 1994, hun debuterede med Dagene skifter hænder, bidrog Katrine Marie Guldager til Brøndums Encyklopædi med definitioner af Elefant, Giraf, Labyrint, Løve, Sekund, Tiger, Time, År., en smuk lille, værk(dobbelt)klynge i sin egen ret. Teksten om Elefant siger så elefantisk meget om Guldager, dengang og nu ,og om den gamle og nye bog og erindringsvirksomhed:

"En elefant glemmer aldrig. En elefant glemmer simpelthen ikke for 5 flade ører noget som helst, den husker det hele, alt, kort og godt, og så kan den være farlig, meget farlig og forbandet stædig, stædig, hvis man f.eks. kommer kørende ude på savannen, og årstallet er ligegyldigt, helt ligegyldigt ude på savannen, og dér kommer man kørende, dér kommer man kørende med hjul og motor og det hele, og dér står elefanten, dér står elefanten og er skidestædig, stædig, og den har fundet ud af at man ikke skal videre, man skal overhovedet ikke videre, ikke bare en enkelt millimeter længere frem, det er derfor den har lagt sig på vejen, lagt og smidt sig på vejen, som et kæmpe bjerg af hukommelse, ting den kan huske, huske fuldstændig på rygraden og ud og ind gennem huden, ud og ind gennem rigtig mange kvadratmeter tyk hud, tyk tyk hud, der er pladret til med mudder, mudder den ligger og ruller rundt i, ruller rundt i, som om det er for sjov, for sjov at den ligger der, ligger der og stritter med sine stødtænder, stritter med dem, lige op i hovedet på en, stritter med dem, mens den ligger og ruller rundt, ruller rundt så tungt, så satans tungt, tungt så jorden vibrerer når den går, hvis den går, hvis den ikke bliver liggende, hvis den ikke bare bliver liggende, sammen med alt muligt andet, man ikke kan komme i tanke om, eller huske.

(sikke skøn sand tekst at indtaste!)

Før hadet lunede

citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :

"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."

 Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:

"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."

Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -

Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:

"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."

Bonussavn

Jeg kunne godt savne lidt bonus i Tiderne Skifters samlede udgave af Pia Juuls 3 (obligatoriske) novellesamlinger, Mit frygtelige ansigt, Dengang med hunden, Af sted, til stede, og bare fx - og fordi jeg åbenbart ikke kan holde op med at citere derfra, værket har så også 20 års jubilæum i år (og jeg var dengang den eneste anmelder tilsyneladende, der havde læst det hele (+ udarbejdet mit eget forfatterregister, som jeg stadig har glæde af), og måske jeg stadig er bitter over, jeg ikke blev inviteret med, hvilket på den anden side er en dårlig grund til igen og igen at fremhæve denne essentielle, men åbenbart af de fleste glemte mursten) - hendes eneste ene, meget koncise leksikonartikel i Brøndums encyklopædi:

Spøgelse

Der er mange ord for spøgelse, fx: apparition, bogeyman, fantasma, fantôme, gejst, genfærd, genganger, gespenst, ghost, larva, ombra, phantom, revenant, spectre, spettro, spirito, spook, spuk, spök, ånd. Ellers er der ikke meget at sige: man er nødt til at opleve dem selv. Hvis man oplever dem, findes de.

Leksikalsk SUTsavn

Det undrer mig såre, at Søren Ulrik Thomsens gnistrende skarpe og onde leksikonartikler i Brøndums Encyklopædi. vel faktisk mine all time-favorit-SUT-tekster, hverken er optrykt på hans hjemmeside Oktober Boulevard eller i den nye mursten Samlede Thomsen, må jeg præsentere 3 stk.:

Hjælp. Hjælp aldrig et andet menneske - end ikke med at sætte en hylde op. I dag er langt de fleste så svage, at selv den selvfølgeligste håndsrækning vil blive optaget som en ydmygelse. Du får brug for professionel hjælp til at løfte dine tarme tilbage i bugen, når den, du får år tilbage hjalp med hylden, omsider flår dem ud. Og han vil spytte på dig fra sin grav, fordi din fortsatte eksistens meget vel kan ses som en arrogant hævn. På den anden side er der ingen grund til ligefrem at sparke enhver, der beder om hjælp; de vil bare klæbe til dig livet ud i taknemlighed over at være forstået.
SUT

Lån. Af en person på bistandshjælp kan man altid låne 100 kroner - visse svært afblankede kredse lever tilsyneladende af den samme seddel, der bestandig cirkulerer medlemmerne imellem. Men anmod et menneske med hus, grillhandske og pension hinsides graven om en ydelse af samme størrelse, og du skal se et ansigt formørkes af bekymring. Thi for ham er hundrede kroner ikke længere noget, der kan byttes til et måltid eller en brandert; seddelen er forvandlet til et beløb med dén dobbelte kvalitet potentielt at kunne trække renter og at kunne nedbringe samme på gamle lån. I denne abstrakte økonomi er penge altså et stof, som både formår at udsone fortiden og være pant på fremtiden, i hvilken henseende det kunne minde om nadveren, men mister sine egenskaber, hvis det omsættes her og nu.
  Dér forklarer, hvorfor bistandsklienterne er langt de mest velklædte
SUT

Social taber. Medborger som - andre steder end i terapilokaler eler terapilignende situationer - råber henholdsvis græder, særligt i fællesarealer.

- de øvrige opslagsord er Medborger, Tag-selv-bord og Utroskab, slå dem selv op!