Brostrøm som Rifbjerg

Fra parodi/pastiche-samlingen Poesien i spejlet, 1981/1982 (med Inf-serier 1967 og 1980):

Fra 'Kongelundsdigte'

Dette skulle have været et digt
om hvor forslugen jeg var som barn
det skulle egentlig have været to
i betragtning af den særlige interesse
men de kunne godt slås sammen til et
så digtet kom til at handle
om flere ting på en gang

Det skulle foregår på Kongelundsvej
og på hospitalet hvor gummitavse hænder
fjernede mine uforglemmelige mandler.
Det vil sige jeg kom til at sluge dem
og siden er kampen mellem de indre mandler
ikke ophørt.

På Kongelundsvej en helt anden gang
ville jeg fjerne min søster
men en betragterskare tvang mig
til at tage hende i mig igen
og siden er kampen med den indre søster
ikke ophørt.

Det skulle digtet handle om.
Men jeg kom til at brække mig
da jeg tog søster-mandlen frem
så jeg fortrængte den igen
til senere opstandelse.

Jeg skriver noget ande tnu.
Digt blir det hele jo alligevel.

Sorgfuld pastiche

Mærkeligt hvordan
jeg bedst husker da Pia
havde inviteret mig i
teatret og se Torben Toben,
fordi hun vidste jeg
også var Knutzon-fan, og
vi mødtes i en eller
anden teaterfoyer, og vi
stod dér og tøvede akkurat
for længe til, at vi kunne
give det knus, vi stod dér
og tøvede med at give,
og som om det tøvende
ikke-knus var finere,
inderligere end alle de
senere selvfølgeligt
realiserede, dengang
knus var noget man gav

bagefter, inde i salen, lo
vi og lo vi over hvad
dog Line havde hittet på

Rådvild fremragendehed

Umulig kaldte jeg Lars Frosts Havet i min anmeldelsesfrustration, for den er også helt umulig at anmelde, herunder at anmelde retfærdigt, og godt jeg ikke giver stjerner, men man kan sgu da ikke give den fire hjerter, hvis man også giver Ib Michael fire hjerter, sådan som det skete i Politiken, det er at jævnføre (eksploderet) ruskomsnusk og (rullende) lagkage. Her er to tekststykker fra romanen, som begge er fremragende skrevet, men ligesom helt uden at hjertet eller andre stilistiske organer og væsker (galden fx, så afgørende for Froststilen tidligere, sortner ved sit fravær er med på patsiche-legen, første citat er en hvirvlende hyldest til skriftlighede, men ligesom det næstefølgende citat rimer DANSANT hele tiden på DISTANT og den pærcisetse anmeldelser er måske netop bare: Dandsen var uhyre animeert:

Gennem telegrafisternes vidtstrakte kontorlandskaber; over telegrafens tikken høres gråd —— Guldrandede dokumenter, salgsaftaler, krøllede og fedtede traktater, et udkast til en (på papiret) langt mere elegant grænsedragning i en politisk sprængfarlig del af verden, hede kærestebreve, ægteskabskontrakten, fødsels– og dåbsattester, andre lødige attester, bunker af stive, kaffeplettede attester, rødvinsplettede skilmissepapirer, bandbuller, samizdater, festtaler en masse, opbyggelige! limericks, partituret til både en strygerkvintet og en fuldtonet komisk opera, librettoer, ere forkastet, men også den, man i sidste ende valgte: Libretto di risparmio per bambini... ——— Handel, krig, familie, litteratur: Romaner og knækket poesi, skæbnefortællinger, skjoldede folieark med blækket myresnak, tætskrevne, pinagtige erindringer, følsomme, personfølsomme, kælne og modvillige erindringer, små, smertefulde glimt fra en tåbelig aften, løfter om nye tider og et aldrigmere ligger og smuldrer, står i vakkelvorne stabler svimlende, rådner.

 
&

Valsen er til ende. Orkesteret hviler.
Celloen er gået ud for at trække lidt frisk luft på dækket. Frisk luft og et nip af lommelærken, det er, hvad celloen går på dækket efter. Celloen er øm i lårene. Lommelærken er snart tom. Celloen savner sin familie derhjemme. Celloen betragter havet: Livligt. Celloen ser på sine hænder; ser især på den venstre. Hun stikker den højre — buehånden — i bukselommen. Med den nere hud på venstrehåndens tommel ngers blomme kærtegner hun den hårdere hud på de øvrige fi ngerspidser.
Violinen og bratschen konfererer med flyglet. Endnu en vals? Det lader til, at der er enighed om endnu en vals.
En træskovals!
Enkefru Karlsen slipper professorens hånd og parret bryder op. Fra bordet har man fulgt dansen med stor indlevelse.
Dommen lyder, at Dandsen var uhyre animeert! 

Pastiche på aktuel romanforfatter

Som en ølflaske smuttede Tuborgvej væk mellem fingrene på ham

nej, det er mere vellignende omvendt:

Som Tuborgvej smuttede ølflasken væk mellem fingrene på ham

Næsvis - som i viis som en forloren næse, der giver den hele armen - pastichiøsitet

I dag udkommer Harald Voetmanns nye roman Alt under månen, der ikke er særlig lang, men umådelig god - og blandet meget andet (den er et præmieeksempel på) er den et præmieeksempel på at benytte pastiche til at optimere og opspeede og (vokabular)berige egen stilistiske egensindighed (og bare mesterskab); jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at citere næse-afsnittet fra et af Tycho Brahes (fiktive!) breve til sin ved fødslen døde tvillingebror (jeg planlagde i sin tid, at et helt afsnit i mit speciale, om Dickens og romanen, skulle vies næsen som det mest romanagtige organ, jf. ikke mindst Triistram Shandy, men det blev desværre aldrig til noget):

Jeg har i dag modtaget et brev fra en vis Gasparus Tagliocozzi i Bononia, der tilbyder mig sin hjælp spm medicus. Han ønsker sig intet højere end at jeg skulle give ham lov til at sy min arm fast lige midt i mit ansigt.
  Denne magister har udviklet en metode til at genskabe tabte næser, og eygtets giftige tunge må have tilhvisket ham, at jeg manglede min næse aldeles og ikke blot havde fået dette uskønne hak i den. Den gode medicus brænder ligefrem for at udsætte mig for sin behandling, og kalder mig vor tids berømmeligste mand uden næse. Han beskriver sin metode grundigt i skrivelsen og har endog vedlagt en illustration deraf. To tynde blyrør føres ind, hvor næsen var. Herefter skæres et snit i kødet på den ene overarm, en flig af kødet løsnes, armen rejses i stativ og den løsnede kødflig syes nu fast til ansigtet, mens den vel at mærke stadig sidder fast på armen i den anden side. Snart gror denne luns altså både på arm og fjæs. Srmen må forblive løftet i sit stativ indtil kødlunsen er groet ordentlig fast omkring næserørene og en næse af armkød nu er danner. Herefter kan armen skæres fri.
  Den ærede magister - denne ærede bononiske kødskrædder - nævner ikke i sit brev, hvor længe en sådan proces ville tage, og hvor længe man altså var nødt til have sin arm i stativ og sit ansigt podet fast dertil. Jeg véd ikke, om jeg skal fornøjes eller forarges over, at han tror, at jeg har tid til at ligge dovent hen med min overarm syet fast til hovedet og armen midt i mit synsfelt. Jeg spurgte i mit svar dertil, om han ikke også kunne sy to små fløjter ind, så der ville små triller, hver gang jeg drog vejret. Da kunne man på lang afstand sige: Hér kommer Tyge med armnæsen.
  Det siges, at Pythagoras' ene lår var lavet af guld, og han fremviste det ved legene i Olympia. Blandt meningmand er Pythagoras vel mere kendt for sit gyldne lår end for sine matematiske opdagelser.
   Skulle jeg da ønske mig en snude af billigt armkød?