Spejllitteratur x 2

- fra afsnittet "Den følelsesfulde" i Marcel Schwobs Monelles bog, oversat af Julie Gufler (Forlaget Sidste århundrede, der ser ud til for alvor, bare dekadentere, at ville konkurrere med Baslisk om de vildeste internationale småværker):

"I bøger havde prinsesse Morgane læst historien om Snehvides spejl, som kunne tale og varslede hende om hendes halshugning, og fortællingen om Ilsée, og eventyret om natspejlet fra byen Milet, som fik de miletiske kvinder til at hænge sig ved måneskin. Hun havde set det mystiske maleri, hvor den forlovede drog sværd mod sin kommende brud, fordi de ved havde mødt sig selv i aftendisen; for dobbeltgængere varsler død. Men hun frygtede ikke sit eget billede, eftersom hun aldrig havde mødt sig selv som sig selv, ubarmhjertig og vellystig, men kun som troskyldig tilsløret. Og hverken de polerede klinger af grønt guld eller de tunge lag af kviksølv viste Morgane for Morgane."

- fra Psycho-forfatteren Robert Blochs seriøst uhyggelige novelle "The Hungry House", indlemmet i jumbo-antologien The Weird:

""The lock sprung. he tugged at the door, opened it, inhaled a gust of mouldy dampness, then raised the flash and directed the beam into the long, narrow closet.
  A thousand silver slivers stabbed at his eyeballs. Golden, gleaming fire seared his pupils. He jerked the flashlight back, sent the beam upwards. Again, lances of light entered his eyes.
  Suddenly he adjusted his vision and comprehension. He stood peering into a room full of mirrors. They hung from cords, lay in corners, stood along the wall in rows.
  There was a tall, staely full-length mirror, set in a door; a pair of plate-glass ovals, inset in old-fashioned dresser-tops; a panel glass, and even a complete, dismantled bathroom medicine cabinet similar to the one they had just installed. And the floor was lined with hand-mirrors of all sizes and shapes. He noted an ornate silver-handled mirror straight from a womans's dressing table; behind it stood the vanity-mirror removed from the table itself. And there were pocket-mirrors, mirrors from purse-compacts, mirrors of every size and shape. Against the far wall stood a whole series of looking glass slabs the appeared to have been mounted at one time in a bedroom wall.
  He gazed at half a hundred silvered surfaces, gazed at half a hundred reflections of his own bewildered face."



- Lichtensteinspejl

Posthum ambition

Om kun 5 bøger når Klaus Rifbjerg om på side 7 på sin værkliste (i hvert fald når den sammenpresses i hans nye kortromans forholdsvise lille format) - det ved han et eller andet selvbevidst sted godt.

Posthumt stjålet spøgelses-hej

Jeg har skrevet en lillebitte, poesi-agtig bog, der før eller siden udkommer på Kronstork, der handler om min far og om at han er død og bliver ved med at være det og døde forfærdeligt tidligt, og jeg skal ikke røbe plottet, men hen mod slutningen siger jeg simpelthen hej til ham, for der er også noget med et drømmeunivers, hvor han stadigvæk er i live, men bare holdt sig skjult i mange år for at skrive sin mursten omsider, unfair nok (overfor mig). Og i dag sidder jeg med den nye bog af ligeledes, men langt senere afdøde Klaus Rifbjerg (født 5 år før min far), kortromanen Spejl (udkommer næste uge), og den begynder med, at jegfortælleren, der til forveksling minder om KR siger hej til sin afdøde far (der til forveksling minder om KR's far, som han mere eller mindre forklædt optræder i KR's bøger) der pludselig dukker op i Spanien (under Franco - af en eller anden grund, der måske, men usandsynligt er, at manuskriptet faktisk har ligget så længe i Gyldendals pengeskab), og det synes jeg bare ikke, han kan være bekendt, afdøde Klaus:

"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."

Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger. 

Spejl, motherfuckers, og spejl på spejl på jer! Og hey, BRØL!

Underligt at sidde på solidarisk sidelinje og opleve reaktionerne på Cecilies elektriske og eksplosive kronik - først både offentlige og private tilkendegivelser af stor forløsning og genkendelse fra, ja, først og fremmest kvinder, både digterkolleger og helt "almindelige" (vi har ligesom Mette Høeg, og min redaktør Johannes Baun i dagens WA-kommentar, også vore tavse flertal) yngre og ældre og langsomt, men sikkert kom så grimrianer, ja, først og fremmest mænd, ud af træværket, som amerikanerne siger, der først og fremmest udmærker sig ved at være eminent dårlige læsere af Cecilies tekst (det er sgu ikke en kronik, det er en TEXT): selvtilfredst håner de den for at bare at bevise og dokumentere Mette Høegs pointe: unge, kvindelige forfattere er selvoptagede. Men det, Cecilie for helvede gør, er jo at SPEJLE klicheen og give den kød. JA, jeg er en ung, syg. ambitiøs kvindelig digter med kritikerkæreste - og VRÆNGE af den: OG HVAD SÅ? Hvad i alverden har det med værdien og vurderingen af min skrift (lige meget hvor udkrængende den er) at gøre. Og med flimrende klart ekko hele vejen fra barndom og ungdom, fortrykt af pige- og kvindeidealer. BLIVE VRED over den patroniserende, nedgørende PIGE- og KVINDEliggørelse af hendes person og hendes kunst. Der er sgu ikke nogen klynk i den tekst, der er brøl er der! De grimme, dumme læsninger kan findes både i kommentarsporet til kronikken hos Politiken.dk (jeg linker IKKE) og på diverse kommentartråde på FB, blandt andet hos Søren Villemoes, der i Blæksprutten i WA Bøger i dag er eksemplarisk svagtlæsende - heldigvis citerer han starten på kronikken, så brølet også kan høres klart og tydeligt i det, jeg nogle gange kommer til at betegne som MIN avis:

I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.