(ifølge Mads Bunch i hans ellers fortjenstfulde svar til Peter Nielsen (høj)modernismens afløser og antipode (det var så ikke postmodernismen alligevel, JO DET ER!) - og hvorfor fremhæver Bunch og Poul Behrendt (fx i deres gode manual & antologi
Selvfortalt) og co. aldrig (jeg kan omsider få øje på hans bøger nederst på reolen) HANS OTTO JØRGENSENS erindrings-romanserie (+ den fiktiviserede Ida & Axel-trilogi, der gik forud + de seneste Kalkun-kortprosaer, især
Ålen har englelyd),
Hestenes øjne, The Factory, Sæt Asta fri, Strange Days Indeed, som det absolut STÆRKESTE danske (hvis ikke nordiske) stykke autofiktion ved siden af de sædvanlige mistænkte, Knausgaard, Nielsen, Llambìas, Hassan(er) etc.?)
- Mikkel Thykier i sin sorte mursten
Dias (udkommer næste uge):
"I flere år har der været en æstetisering af det private, som har resulteret i en monumental litteratur, der drømmer om, til tider kynisk, til tider naivt, at kunne tegne en lige linje fra skaberen til det skabte, så afstanden fra én virkelighed til en anden kan overvindes og én drøm lægge sig mod en anden som et rynket ægtepar i en seng."
Politiken bringer i dag en kronik med overskriften "Autofiktion: En slamflod af ugebladslitteratur"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar