fredag den 8. april 2016

Fast læsning / Steady reading

Jeg klager ikke over, at jeg hen over weekenden læse disse fire bøger færdige / påny, jeg er en åndssvagt velsignet, blessed & blissed out, boganmelder, jeg giver mig kun:

DIAS: Mikkel Thykier, 479 sider (har læst de 204, er lidt beat på den (megen genbrug))

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden, 464 sider (har læst de 110, er meget opstemt og overrumplet på den)

Emil Bønnelycke: Spartanerne (+ Rosa Luxemburg + Berlin), 331 sider (har jeg læst engang for mange år siden, har endnu intet genlæst)

Peter Laugesen: Brev til en maler, 136 sider (læste jeg, før jeg fik set mig om, i går eftermiddags, skal jeg læse mindst 1 yderligere gang) - og her er et digt, der er så godt som noget:

Fremviseren klaprer
med sine lysende luffer
i afskedens bibliotek

Dag for dag håndskrift i hæfter og
                    så på maskinen
                    flytte rundt

som om ingenting var sket
og det var for længe siden

Udsigten hver dag den samme
som om jeg bare kunne tage telefonen
dreje centralen og ringe til Breton

Det kan ikke bare smides i et hul
også hullet skal bæres videre
det forsvinder ikke



- kulørt og forfinet maleri af David Hockney
 (en 2 timer lang, øm og grundig dokumentar om hvem, jeg stenede ud til sent i aftes - ham kan jeg lide, som person og kunstner, flamboyant og flittig, tænksom og vittig, påhitsom og dygtig)

2 kommentarer:

  1. Dias har jeg læst og det er genbrug både på den og den anden måde, alt har været trykt og tænkt før. Jeg er ved at blive træt af vidunderbarnets studentefile grublen. Hans tyngde uden lethed. Og så i den fysiske udformning. Den monstrøse genudgivelse af digtene, som slet ikke kan læses i sit klodsete udstyr og ynkelige typografi. Det er virkelig synd. Jeg mener, at det bedste Thykier har skrevet er de tre dialogbøger han udgav på Gyldendal, Daglig tale osv. Det er meget originalt. Og i denne her ny åh-så-filosofiske grublebog væmmes jeg lidt over forfatterens undren over Janus Kodals traumatiske oplevelse af optagelsesritualet til Forfatterskolen, hvor Fader Borum til slut ville oppe i hans endetarm. Var Borum virkelig mest interesseret i, at de unge digterspirer leverede endetarm i stedet for digte? Og var kliken omkring ham en - udover at være en lille litterær loge - svansernes pendant på Rosemarys Baby? Thykier synes det er okay, da de gamle grækere lærte de unge drenge at blive pulet i røven. Forfatterskolen som pæderasternes plads? "Det var fri adgang til elevernes underliv". Og hvornår kommer romanen om dette ikke helt usvinske stykke litteraturhistorie?

    HPR

    SvarSlet
  2. Emil Bønnelycke er corny på den rigtige måde.

    SvarSlet