See digteren husende digte - den personcentrerede kommentar

Første version af min kommentar om usynlige og glemte digtere i WA i dag koncentrerede sig om digteren Jens Asbjørn Seehuusen og lød sådan her:

-->

MINOR POETS UNITE! Digteren Jens Asbjørn Seehuusen blev glemt, før han døde, støv ned i bibliotekets magasin og læs ham for første gang og helst bagfra

Her stirrer glemslen

Af Lars Bukdahl

Nogle digtere får Nobelprisen og forsiden på Politikens anden sektion, når de dør. Andre digtere får ikke selv den mindste pris og kun i heldigste fald en nekrolog nederst på navnesiderne. Til den første gruppe hører svenske Tomas Tranströmer, 1931-2015, debut 1952, til den anden gruppe hører danske Jens Asbjørn Seehuusen, 1958-2015, debut 1983.

  Seehuusens betydeligt synligere ven og kollega Thomas Boberg - modtager af Akademiets Store Pris 2011 og sikret en stor, fed nekrolog, når han, det sket sent, stiller vandrestøvlerne - skrev øjeblikkeligt en smuk, personlig nekrolog på kollektivbloggen Promenaden, hvis begyndelse jeg plukker lidt i:

   ”Digteren Jens Asbjørn Seehuusen er død, han blev 56 år gammel. På NAVNE siden i dagens Politiken (12-2-15), kan man, hvis man kigger godt efter, finde en billedløs uanselig nekrolog. Man finder den næppe selv uden forudgående tip, med mindre man er nået op i den alder, hvor man, som forfatteren Arne Herløv Petersen skrev til mig, bevidst læser nekrologer. (…) Vi mødtes ofte dengang, læste op sammen eller drak os fulde, noget vi var ret gode til. (…) Jens Asbjørn var et modsætningsfyldt menneske, sky og senere i sit liv også indimellem paranoid, men med pludselige udbrud af eufori på livet og digtningens vegne. Hans egne muligheder, de uendelige muligheder. Så han var vel et klassisk digtersind, omskifteligt og plaget. Digtene og litteraturen var alt.”

  Jeg kendte kun Seehuusen som læser og anmelder, men ville gerne skrive en slags mindeord på min blog og opdagede beskæmmet, at hans bøger ikke længere stod på reolen. De var blevet frasorteret, da jeg takket være en en flytning måtte reducere mit bibliotek til det essentielle, og residerer nu i en papkasse i det ene eller andet kælderrum – hvilket jo i sig selv er en temmelig grusom smagsdom. Jeg synets også, jeg burde skrive en rigtig avisnekrolog og gik på biblioteket og lånte otte af Seehuusens ni bøger, hvoraf de syv befandt sig i magasinet, én af de oppestående var lånt ud: imidlertid blev den redaktionelle kommunikation forstyrret af terroren i København og planen desværre forpurret.

  Erik Skyum-Nielsen, der som anmelder havde fulgt hele forfatterskabet, signerede en respektfuld nekrolog i Information - så var der to! Ligesom Boberg besværger Skyum skyheden:

  ”I vore dage, hvor det at være følsom nærmest opfattes som en diagnose, kommer der let til at klæbe en art outsideretiket på et menneske som digteren Jens Asbjørn Seehuusen, som døde forleden, 56 år gammel. Han var af væsen sensitiv og befandt sig nok bedst på høflig distance til langt de fleste. Men bag hans som regel lidt reserverede facade gemte der sig en melankoli på størrelse med København og en længselssorg som et helt ocean. ”

  Og pludselig begynder kritikeren at lyde som digteren. Når jeg kigger på min egne anmeldelser i arkivet skærer jeg mig på ambivalensen:

  Samlingen Du, 1997, patroniserer jeg positivt: ”Seehuusen finder netop sit særpræg ved at arbejde så tæt som muligt op ad grænsen til den uskønne forbistring” Den næstfølgende samling, Sine Qua Non, 1999, skælder jeg al hæder og ære fra: ”Det kan godt være, at det er, fordi jeg har siddet og skrevet på årets artikel om Peter Laugesen den halve nat, men nej hvor jeg dog ikke gider sådan noget vrangvendt hønisselyrik.”

  Både Boberg og Skyum taler om en ny klarhed og åbenhed og endda humor i digtsamlingen Lyset klirrer, 2003, og især den enlige kortprosasamling, der (måske!) blev hans sidste bog, Idyller, 2005, som jeg var meget glad for at være decideret begejstret for: det var som om, alle de eksistentielle og erotiske rørelser, han i digtene nærmede sig rygvendt og kantet mumlende, med en befriende, sært kølig underfundighed pludselig fik rum og luft og kontur: 

  ”Han gik op og ned af gulvet. Rystet. Han sagde til hende: Tænk, hvis du var styrtet ned. Ja, jeg var løbet ad trappen, det er klart og måske havde du ikke været helt død, men du er jo ikke en hare, jeg ville jo ikke bare kunne stoppe dine lidelser.”

  Jeg brugt et par dage på at læse og genlæse Seehuusens værk, og vel var det uretfærdigt, at han stod i skyggen af 80’er-stjernerne, Strunge Thomsen, Tafdrup, Jac, og ikke for alvor fik knyttet sig til sen-80’er-særlingene, Frank, Juul, Vizki, Grotrian, men det er også retfærdigt: Digtene træder sig omstændeligt, akavet over fødderne, nærmende sig verden rygvendt – en . Men som hos alle talentfulde minor poets falder læseren igen og igen over dygtige digte, liflige linjer og besættende billeder som dette, fra I det kommende, 1988: ”Dine pupiller (….) er/ sort vin, næsten tørret ind, i bunden af to glas”.

   Seehuusen fik sådan cirka den gode, lille reception, som hans gode, lille talent fortjente, indtil højdespringeren Idyller, som han ikke fik lov at følge op på, selvom han ifølge Boberg tilbød forlagene både kriminalromaner og en værdig, kortprosaisk efterfølger. Det er skammeligt – og I ved selv hvem I er, forlagsuslinge - at svigte en moden digter, omsider brudt igennem til de øvre skylag.

  Her er et digt om at blive glemt, der er værd at huske - titeldigtet fra Lyset klirrer:

  ”Lyset klirrer og er temmelig tyndt guld/ hamret forsigtigt ud af dine ord, elskede,/ her glemme leen,/ her glemmes det bord som kun fandtes kort/ her glemmes legetøj med trusler,/ her glemmes krydset af hvorsomhelst og nårsomhelst./ Her glemmes menneskemængden,/ her glemmes forskellen på at blive voksen og ikke./ Her glemmes alt om balancer,/ her opretholder skævheden retfærdigheden og lader/ retfærdigheden opføre sig yderst urimeligt, det betyder intet./ Her stirrer glemslen på den kendsgerning,/ at vi skal være og huske alt.”

 
- digtere ved en sø, fra venstre: Thomas Boberg, Anders Rou Jensen, Kim Skotte, Poul Borum, Juliane Preisler,  Terje Dragseth og Jens Asbjørn Seehuusen