Kausalitets-massage 1

Det er jo ikke fordi, man ikke har lov til at anmelde/omtale folk, der har anmeldt/omtalt en selv negativt, negativt, men når jeg læser Henrik Palle skrive i en tv-anmeldelse i Politiken:

"Som eksperter udi poesiens blåblomstrede flora optrådte forfatteren og debattøren Dy Plambeck og kritikeren, Hvedekorn-redaktøren og forfatteren Lars Bukdahl. Og de delte ikke helt den internationale begejstring. Dy Plambeck kunne da se en masse godt og positivt og kom med tolkninger af, hvordan digteren via sin performance og gule Prada-frakke blev sine ord og trådte i karakter som lyset. Men hun havde det også lidt stramt med kategoriseringen af poemet, som mere havde karakter af tale - poetry slam - end af egentlig poesi. Bukdahl var langt mere lunken, hvilket ret beset næppe bør komme som et chok for nogen. Han var på pletten som det ledige standpunkts mand: Ikke noget rigtig godt digt, men et dydigt og dygtigt stykke arbejde fra forfatterskolen på Harvard University. Forudsigeligt som syltede rødbeder på leverpostej, og han argumenterede for synspunktet med en klarhed, der får T. S. Eliots ' Ødemarken' til at fremstå pædagogisk som instruktionen til et vaffeljern."

gør det godt at genlæse min anmeldelse af Palles Dan Turèll-bog:

For meget mark og for lidt Dan

22. november 2013 Weekendavisen

Palle Løshale. Henrik Palle splejser loneren Dan Turèll med danmarkshistorien. Hvor gennemsigtig har man lov at gøre en digter?

Henrik Palle: DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid. 336 sider. Vejl. pris 300 kr. Gyldendal.

Sjældent har jeg læst en bog, der kedede mig så massivt, om et emne, som interesserer mig så meget, som Henrik Palles DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid.

Det bedste i den er billedet side 239, hentet i BT; det viser Fede-Arne, som ser højst downbeat ud, mens hans gamle mor ved siden af læser i Vangede Billeder, at hun er pillemisbruger. Hvilket førte til, at Fede-Arne og Fede-Arnes mor i 2. oplag fik deres navnet ændret til Fede-Asger og Fede-Asgers mor.

Det billede har jeg ikke set før.

I forordet gør Palle rede for, hvad det er for en bog, han har skrevet, og hvad for nogle bøger, han ikke har skrevet: »Det er en krønike. Ikke en biografi. Ikke en litterær monografi, ikke en tekstvidenskabelig undersøgelse af krinkelkrogene og irgangene i Dan Turèlls litterære univers. Og først og fremmest er den ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden og finde den ' ægte og sande Dan Turèll'.« Det er jo ærlig snak, ikke den monografi om værkerne, vi smerteligt savner, ikke den biografi om personen, som Peder Bundgaard gav et godt bud på med sin Superdan, men en krønike, som er hvad? Det er vistnok en særlig Politikensk form, udviklet af Paul Hammerich i hans krønike om Poul Henningsen, der sammensplejser journalistisk overflyvende damarkshistorie, som i Hammerichs Danmarkskrønike, med et gennemløb af en kulturel kändis' liv og værk.

Og det er en aldeles håbløs, på samme tid luftig og skrumlet form, fordi den er overfladiskhed x 2, overfladisk Danmark + overfladisk Dan.

Også fordi han sgu aldrig var »Hele Danmarks Dan«, som sidste kapitel er betitlet: Turèll forblev en sky skrift-Frankenstein og et manisk mixed media-monster af helt egen intrikate tilvirkning, uanset hvor folkekendt og måske endda folkekær han end nåede frem til at blive via det Lørdagshjørne på monopol-DR, som Palle med god grund forsøger at kickstarte sin krønike med.

Og der er ikke meget spark i at parafrasere en digter, der i den grad havde ordet i sin magt, og alligevel gør Palle det igen og igen - når han altså ikke i stedet parafraserer danmarkshistorien og kulturhistorien og biografernes repertoire.

Bevidst eller ubevidst er bogen helt uforholdsmæssigt skævt komponeret: 60 sider om 40erne og 50erne, 70 sider om 60erne, 100 sider om 70erne og sølle 40 sider om 80erne og 90erne, selvom Turèll ikke trådte i karakter som digter før 1969-70. Til gengæld skrev han heftigt løs lige til sin død i 1993.

De første genuint stærke digtlinjer citeres på side 181 ud af i alt 320 sider, og lad os i det mindste lige konfronteres med dem: »Det er ingenting./Det er intet som helst./Det er det du ser når du sover det er det der kører/bag ryggen/Det er det omvendte/det er ikke det modsatte/Det er ikke noget alternativ/Det er ikke noget som helst det er slet ingenting/og/Det er simpelthen det eneste der findes.« Ah, det var rart og rensende og to the point! Det er det, det handler om: Kulørt intethed, eller med hans amerikanske »fætter«, nyligt afdøde Lou Reeds ord, »sweet nothing« ; ikke at være et spejl for sin tid, men at time sit eget tomme spejlbillede; ikke for ingenting skrev Turèll en bog om vampyrer.

Tilbage til Palles tilmudring, der hverken er ondartet eller ondsindet, men bare professionelt og aldeles uengageret forævlet.

Få store digtere har haft så farlig en stilistisk indflydelse som Dan Turèll, poetisk på alskens sejpinende poetry slammere, klummistisk på diverse knirkende kulturskribenter, blandt andre Henrik Palle, der skriver i en slags friskfyragtig kancellistil, håbløst haletung af bisætningers infobokse.

Her er fx kong Frederik død: »Landesorg blev der selvfølgelig deklareret, da kongen forlod jordplanet. Men der blev også jublet, da hans datter, den kun 31 år gamle Margrethe II, blev Danmarks nye kransekagefigur - og den første kvindelige monark siden sin navnesøster Margrethe I, der stod i spidsen for riget i perioden fra 1387 til 1412, hvor hun døde af pest på sit skib i Flensborg, 59 år gammel«. Op i røven med det pestskib i Flensborg, som den unge digter ville have sagt, for hvad rager det poesien? Og hvad fanden rager os andet end poesien, som digteren personificerede så forbandet stiligt?.

Da Holck var alt nok

 Det må være OK både at levere blurb og anmelde begejstret når det drejer sig om genudgivelsen af (80'er-)drømmedebuten over dem alle. I 2006 skrev jeg bag på Henrik S. Holcks egen genudgivelse af Vi må være som alt, 1978:

Og i WA skrev jeg:

Fra mit strubehoveds livskokon

28. april 2006 Weekendavisen

Henrik S. Holcks vidunderbarnsdebut er akkurat lige så vidunderlig og vildt underlig vid, som var den skrevet (af) i går.

Henrik S. Holck: Vi må være som alt. 62 sider. 100 kr. Edition Holck.

DER er bøger, der er gode og glimrende og frem-

ragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig

sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet »Hvorfor«, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:

»hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke

døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.«

Bogen tåler kun sammenligning med en anden vidunderbarnsdebut, 17-årige Karen Marie Edelfeldts anderledes fremvæltende og mindst lige så renfærdige tysh fra 1989 (og måske også 17-årige Mikkel Thykiers

anderledes sirlige og mindst lige så renfærdige Skyggerne er kun flygtige, 1978). Jeg kan se, at jeg købte mit eget eksemplar af Vi må være som alt til udsalgsprisen 20,00 kr. i marts 1986, da jeg selv var 17 år, og jeg kan huske, jeg fandt den dybt inde i Clausens kælder i

Århus; prisen for et brugt eksemplar er ifølge antikvariat.net dags dato 450-500 kr.

Det er en meget smuk og prunkløs bog: på en blå himmel med hvide skyer (»næsten udviskede/ skyers/ blottede drømeksistenser«), fotograferet af Kirsten Klein, står forfatternavnet med hvidt, ud i et, og titlen med rødt, et ord ad gangen, undtagen de sidste to, som er adskilt med et stort mellemrum: »VI/ MÅ/ VÆRE/ SOM ALT«. Hørt, råber man altid.

Bogen udkom samtidig med Michael Strunges debutbog Livets hastighed og F.P. Jacs (officielle) debutbog Munden brænder på huden (begge med kunstfærdige covers ved henholdsvis Freddie og Bjørn Nørgaard) på Borgens Forlag, og tilsammen, men uopdaget af alle andre end mentoren Poul Borum, markerede denne debuttrio 80er-generationens magtfulde tyvstart; de øvrige 80erdigtere, Bo Green, Tafdrup, Thomsen og co. snøvlede sig først frem til at debutere 1981-82. På grund af denne dobbelte tidlighed, og fordi Holck modsat de storproducerende Jac og Strunge ret straks tav stille, fik han rollen som generationens lost smertensbarn. Jeg fik første gang nys om hans eksistens fra Søren Ulrik Thomsen, som har et helt afsnit om Holck i poetikken Mit lys brænder , 1985, der begynder sådan her:

»Henrik S. Holck er ubetinget en af landets bedste lyrikere. Det er der ikke så mange, der ved, for kort efter sin debut i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt indtog han det som Ole Sarvig i en helt anden forbindelse har kaldt ’anti-kunstens triste attitude’. Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt.«

Hvilket i Thomsens optik klart nok er en kedelig pointe og trist attitude, men egentlig slemt var snarere det faktum, at der kom mindre og mindre litterært produkt af nogen art fra Holcks hånd. Først i 1988 blev debuten fulgt op med den sært flagrende kitsch-øvelse Kærlighed på 3 uger, og i 1990 kom så Fortæl mig alt,

Suzi, en solid opsamling af de bedste satirisk-kokette tekster fra 80erne (midt-80er-føljetonen om Miljø-Willy savnes stadig i bogform), Borum i EB: »Robert Storm Petersen møder William S. Burroughs. How do you om jeg så må sige do?«.

Og længere er forfatterskabet altså ikke. Enkelte tekster er siden dukket op i tidsskrifter, og jeg husker tydeligt et stramt crazy show på Kalejdoskop, med blandt andet et Sherlock Holmes-indslag!, desuden har et par kukkede manus’er cirkuleret i diverse undergrunde, blandt andet min, uden at se dagens lys. Det er det, eller rettere det var det:

FOR nu er Holck’en omsider tilbage! I første omgang med en loyal og nydelig genudgivelse af Vi må være som alt på eget-forlaget Edition Holck (net-adresse: freewebs.com/vonholck), som skal følges op med genudgivelser (og engelske oversættelser) af Kærlighed på 3 uger og Fortæl mig alt, Suzi og en eventyrsamling og en H.C. Andersen-roman (= de ovennævnte kukkede manus’er) og som det vildeste en splinterny digtsamling eller to med arbejdstitlerne Testament, Before Any Words of Whisper/ Silent Music! Vi kan næsten ikke vente.

I mellemtiden kan vi på livet løs genlæse Vi må være som alt og forære den til familie og venner: men pas lige på med teenage-nevøer og -kusiner, de risikerer at blive smittet og på stedet tro sig unge digterkonger, og det er de sandsynligvis (og heldigvis) ikke.

Holcks digtunivers er klassisk renset, der er ingen spor af generationskollegernes neonnat, det er fugle og skyer og bjerge og hav og regn og sne og helst i dagslys. Igen og igen besynges en på samme tid forfinet – »løvfin« er Holcks ord – og nøgen – »nøgenfuld« er Holcks ord – følelse af og for liv. Poesien flimrer på en suveræn prik for læsernes øjne. Og så vil jeg ikke spilde flere ord på det perfekte, jeg vil bare citere titeldigtet, for hold kæft, hvor er det lykkeligt og hjerteskærende smukt:

»vi må være som himlen/ og lyset gennem den/ sivende med åbne kærtegn/ over de skiftende/ landskaber// vi må være som alt/ som solen og den faldende regn/ som bjergtoppenes isblå vinde/ og skyernes skygger over græssets groen// vi må være som jorden/ og træerne skydende op/ i højere luftlag uden grænser/ for iltoptagelsens/ varighed// eller som havet/ vi må være som havet/ og de søgende fugle/ mest som fuglene måske/ eller som de mægtige skove/ som cumulusskyerne og det blå// vi må være som sandet/ der forløber ud og ind/ vi må være som planter fra intet/ og nattehimlens evige tegn// vi må være som oplevelser og lysår/ over havets uendelige tilstrækkelighed/ som græs sten og luft/ i livsdrift.«

Vi må være som Holck som ung!

61'ere bliver 60 - LLOYD! H E N R I K !

Født 1961 er Barack Obama, Prinsesse Diana, Eddie Muprhy, Michael J. Fox, George Clooney - ikke mange digtere er født i 1961, Bo hr. Hansen og Simon Grotrian er og nedenstående Henrik -

Søndag blev Lloyd Cole 60, her er en sang fra hans første plads med sine Commotions i 1984, da han var 23:

RATTLESNAKES

Jodie wears a hat
Although it hasn't rained for six days
She says a girl needs a gun these days
On account of all the rattlesnakes

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
She reads Simone de Beauvoir
In her American circumstance

She's less than sure if her heart has come
To stay in San Jose
And her neverborn child still haunts her
As she speeds down the freeway
As she tries her luck with the traffic police
Out of boredom more than spite
She never finds no trouble, she tries too hard
She's obvious despite herself

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
She says all she needs is therapy
Yes, all you need is love is all you need

Jodie never sleeps cause there are always
Needles in the hay
She says a girl needs a gun these days
On account of all the rattlesnakes

She looks like Eva Marie Saint
In "On the Waterfront"
As she reads Simone de Beauvoir
In her American circumstance
Her heart, heart's like crazy paving
Upside down and back to front
She says oh, it's so hard to love
When love was your great disappointment

Mandag blev Hnerik S. Holck 60, og her er stik modsat - vildt purt i stedet for ømt ironisk - fra hans debut i Hvedekorn 1, 1978, da han var 16 år!:

Cecilie takker sit modersmål

Cecilie Lind, som jeg er umådelig stolt over at være kæreste med, har forrygende fortjent modtaget Modersmål-Prisen 2020 - her er hendes uoplæste takketale (trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 4, 2020):

Tak. 

Tak for prisen for mit sprog.

Et modersmål.

Mit søvnløse sprog, lige nu, min datter; hendes sprog: gråden. 

Min søn der har lært sætningernes logik - et ord er et ord - men to ord! To ord er magt.

Ud! 

Ud. Nej ud. 

Mælk, ja, ja mælk.

Mor far far mor (en sang).

Bo betyder

bolle

betyder

bog

betyder 

båd.

Når drengen, min søn, Samuel, når han er sulten, og beder om bo! - en bolle - glemmer han hurtigt sin sult igen for nu vil han lege med 

bo!

Sin båd

men så vil han ikke lege, så vil han læse

en bo!

en bog. 

Samuel betyder 

Gud har hørt

det håber jeg - han har

jeg har brug for en Gud - jeg har brug for at gud lytter.

Det her år, åh. Det her år der lyder så smukt.

Det her år der er et ekko.

Hedvig, Hedvig hedder min datter, jeg fødte hende med maske på - hvis jeg var syg - 

hendes navn betyder strid, kamp. 

Hun er så mild. 

Hun bliver stærk og mild. Han bliver stærk og mild. Jeg kan kun skrive denne tak med moderhjertet, det er det hjerte jeg har til rådighed, den tak jeg har at give; jeg er så træt, jeg elsker så højt, jeg frygter så meget, ængstes så voldsomt, håber så stærkt 

på

at fremtiden er til at bære 

for de nye mennesker.

At de lærer et nænsomt sprog, et sprog der er klogt. 

At de lærer digtenes sprog, at sætningerne kan slå sig og slå sig i stykker på tunger der ønsker at tale smukt og kærligt. 

Ikke at ville sige 

død 

smerte

undergang

gerne ville sige

kærlighed

omsorg

lys

men jeg ved ikke hvad vi kan sige. For at passe på. Jeg ved ikke hvordan vi siger træ uden at græde over at træet snart vil fældes, en tåre, tusind, jeg siger jer, jeg græder dem.

Jeg ville gerne skrive

gråd

Jeg ville gerne skrive 

kærlighed 

jeg ville gerne skrive

helbredelse

jeg ville gerne skrive mit barn og mit barn

nej

sige det

dem

min krop har sagt børnene 

min krop har sagt dem

som bøn og tak.

Og hvad sagde jeg med min tunge til min unge jordemoder imens hun hjalp pigen til verden,

ti stille, åh så ti dog stille.

Og hun tav.

Så kom Skriget.

Pigens.

En tunge er en muskel - hvor er det ækelt og godt.

Hvor er den ædel og våd.

Ikke et våben.

En blød blød klud.

Sådan gør jeg rent:

jeg kan ikke sige tak og ikke tænke kat. Ord vil spejle sig. 

De er forfængelige.

Prinsesserne siger 

jeg dåner 

heksene siger

hekselatter

en frø siger kvæk, siger jeg til Samuel og Hedvig. 

Siger jeg til jer; kvæk og tak og tak og kvæk.

Min replik er denne;

trøst,

tørst. 

vin,

hvin.

Som sagt, jeg er træt.

Som sagt, jeg er digter.

I sagde det. Det siger jeg tak for. Jeg siger tak til min mor og min far. For de lærte mig mit sprog. Jeg siger tak til mit sprog. For jeg kan elske og hade det.

Jeg kan elske og hade med det.

Helst elske.

Helst kærligheden. 

Jeg kan lære mine børn mit sprog. Så bliver det deres.

Det bliver et eje, et øje. På godt og ondt.

Helst børnene, tungen, træet, spejlet;

hvor er Gud dog dug. 

Hvor er tak dog kat.

Træ dog ært.

Prinsesserne ligger på dem.

Prinsesserne bliver gule og blå.

Symboler er også vold. 

Sprog kan gøre ondt. 

dem

med 

døm

mød

syl

lys

min søn griner og griner og griner;

jeg tager en pude på hovedet og jeg siger: 

Hat!

Jeg tager en bamse på hovedet og jeg siger:

Hat!

Min søn griner og griner og griner.

Det er og ikke er. Hvor er det sjovt!

Hvor vakte det rædsel og fryd og uro i mig da jeg læste Peter Bichsels bog Børnehistorier - som barn, i den ene historie; så hed alt noget andet end det det hed, så hed hylde ovn og stol hed frakke og sol hed kys, noget i den stil, alt skred, sproget var ondt og godt og gjorde. Det var en rædsel for mig, at se opløsningen, bare ved at kalde noget for noget andet.

Gå i stykker. Opstå.

Hvilken magt. Hvordan bruge den magt? Hvordan tale?

Tak til min onkel der gav mig den bog. Tak til alle onkler der giver deres niecer de rigtige bøger. Tak til de rigtige bøger for at være skrevet, og tak tak tak til dem der skrev dem.

Tak til digtene. De findes jo. Jeg kan læse dem. For evigt.

Det hele er alvorligt. Alt lyser. 

Ribs, savl, mælken.

Dagenes ende, den lykke. 

Tak fordi I gider takke sproget.

Det skal nok bukke og neje. Det er pænt. Det er 

opdraget. 

Behersket.

Lige til at gå i rette med.

Til at bruge. Til at bøje sig for. 

For hvad ellers?

Min datters hjertetunge.

Mit modersmål er dansk; hvad kan jeg sige om det?

Det vigtigste er at kærlighed er et længere ord end had. 

Det husker jeg.

Tak

Digt i 5 fremkaldelser

Som tekst:

   Jeg har ingen hjem
medside med diverse
   oplysninger på

   og min facebook
indskrænker sig til pagi
   nå 7-118 i digt

   samlingen lega
cy hvor også instagram
   kan besigtiges

   og min eneste
twitter: jeg slår en skid - jeg
   har ændret verden

I bog, side 146:

 

På Twitter:

På Instagram:

På Facebook:

Frostglæde

Jeg skriver om Lars Frosts skarpe, inderlige daginstitutionsnovelle i bunkeanmeldelse om velfærdslitteratur i fredagens WA Bøger - på jagt efter børrnebøger i reolen faldt min søn over Arena-dottirs Leporello-bibliotek fra 2009, det er bøger, der vildt kan viftes vildt flagrende med, en af dem er et ordknapt, fint vrængende og anti-vrængende (delvist readymade))fragmentarium af Lars Frost (med tegninger på bagsiden af Rose Eken), vel hans mest Lars Skinnebachske tekst, jeg citerer den her, bare lige for at vise rækkevidden i den gode Lars' djævelske talent, mens vi venter på hvad dog af genstridigt er next (jeg skipper opsætnings-forskydningerne, men markerer sidetal):

1
Det er modbydeligt at
se på

Du har ikke sagt så meget i dag

Nationalstaten og ægteskabets
økonomiske fordele

Alt stod forklaret på etiketten

2
Er de onde ved dig

3
Man må beundre
denne udstillers evne
til at parre sig frem til
en uhørt perfektion

Vi havde snaps, fedt og sild

Hun ligner sin søster

4
Den oplevelse kunne
jeg godt have
undværet

Vi havde et træ fuld af Ingrid
Marie

Blå

5
Den herre har derimod
ikke styr på noget som
helst

"Holdbarhedsdatoen er trykt på
bagsiden"

En knust rude er ikke verdens
undergang

6
"Har du fundet en at
holde af"

Den drøm kunne jeg godt have
været foruden

En smule nøgen

7
Man kan måske sige
det gør livet lettere

Det vandskurede gulv er glat

8
Det er egentlig ikke et
spørgsmål

Hun gjorde ting, hun aldrig selv
kunne have fundet på

På blindecentralen stod endnu et læs bånd
med valgmateriale og ventede

9
Væsentlighedskriteriet

"Du har aldrig manglet
kærlighed"

Orange

10
Forbrugerens garanti
for en ensartet
kvalitet

Det er derfor, hun er så nærig
med den

11
"Må jeg bede om
regningen"

Det er ikke et spørgsmål

Fragmenteret fragmentarium

Kritikernote - PB/ML 89

Poul Borums anmeldernotater til sin Ekstra Bladet-anmeldelse af Marianne Larsens En skønne dag, 1989:

ML 1951 og 1989 og 2021

Stort tillykke til uforlignelige og mageløse og utrolige Marianne Larsen, der fyldte 70 onsdag den 27. januar, med et digt fra den første bog jeg anmeldte, En skønne dag  og et fra den seneste, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, der udkom i går og som jeg anmelder i morgen:

1989:

Hun kan ikke få øjnene fra sine hænder.
Der er noget ved menneskehænder. hen over tyndt
papir. Dataudskrifter i enkelt design. Der ligger de og er
ovenpå, hænderne. Hun tyder det selvfølgelige ved deres
vægt. Årstidernes mønstre på den ene side. Mysterierne
på den anden. Hen over tyndt papir. Der er noget ved
menneskehænder.. Nu flyver de op.

2021

LIGE FORAN I MORGENS FØRSTE HIMMEL

Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
Når jeg ikke ville ses af nogen. Når jeg ikke kunne se nogen for mig,
heller ikke mig selv her mange år efter.
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
På hug på gulvet, før alle de unge eksaminer i at klare sig selv
og aldrig vide sig sikker.
Hænderne husker hvordan det var, at gnide ansigtet i håndfladernes
skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer uden at finde deres lige
i kindernes glatte fløjlsagtige varme.
- Kan du mærke det? spørger jeg og stryger dig over panden.

Lars Gundersens ML-portræt bag på Giv bare kærligheden skylden, også 1989, og gad vide om jeg ikke også (bunk)anmeldte den?

Aldre dalrer

Jeg (født 1968)

hører Lou Reed (født 1942 - ligesom min mor) og

læser Marianne Larsen (født 1951, for i går 70 år siden - Lou og min mor ville have fyldt 80 næste år, og lyslevende Peter Laugesen og Kirsten Thorup og Bob Dylan vil fylde 80, hvor mærkeligt) og

leger med Hedvig (født 2020, som fylder 80 i 2100, hvor jeg fylder 132 og Marianne Larsen 150 og PL og KT OG BD 159)

Andy spørger Dolly 75 i dag

(glemte at poste på dagen!)

Fra interview i i Warhols blad Interview med Warhols faste spørgsmål, 2014:

WARHOL: What’s the craziest thing a fan has sent you?

PARTON: A baby, a real live baby. Someone left a baby on our front doorstep with a note that they wanted us to raise it. Of course, we contacted the authorities and they took care of the baby.

Det Emily siger om smagshierarkier

- Nussbaum! - i en New Yorker-tekst om Sex and the City fra 2013, men apropos alt muligt fra Dickens til Helle, men ikke mindst Dickens og Helle! :

"So why is the show so often portrayed as a set of empty, static cartoons, an embarrassment to womankind? It’s a classic misunderstanding, I think, stemming from an unexamined hierarchy: the assumption that anything stylized (or formulaic, or pleasurable, or funny, or feminine, or explicit about sex rather than about violence, or made collaboratively) must be inferior. Certainly, the show’s formula was strict: usually four plots—two deep, two shallow—linked by Carrie’s voice-over. The B plots generally involved one of the non-Carrie women getting laid; these slapstick sequences were crucial to the show’s rude rhythms, interjecting energy and rupturing anything sentimental. (It’s one reason those bowdlerized reruns on E! are such a crime: with the literal and figurative fucks edited out, the show is a rom-com.)"

OK nomineringsoverlapninger

mellem Montanapris og Politikens Litteraturpris med mine alternative nomineringsliste til hvilken som helst Litteraturpris (undtagen Beten) - mest eklatante ikke-ovelapninger må være Thorup og Grønfeldt og Andkjær

1. Solvej Balle: Om udregning af omfang I
2. Solvej Balle: Om udregning af rumfang II MONTANA-NOMINERET BÅDE I og II
3. Vibeke Grønfeldt: Glasluft
4. Ida Marie Hede: Suget BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
5: Hans Otto Jørgensen: Dead man walking / Mamrelund BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
6. Ursula Andkjær Olsen: Mit smykkeskrin
7. Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen (I) POLITIKEN-NOMINERET (AON har vundet Montana)
8. Niviaq Rasmussen: Blomsterdalen BÅDE MONTANA- OG POLITIKEN-NOMINERET
9. Anna Riedder: Hindebæger
10. Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden WA-NOMINERET

Acceptable alternativer 1-10

1. Emilio Alvarez (Peter Højrup): Rejsen til Asturien
2. Kristian Byskov: Græsset
3. Lars Frost: Havet
4. Ida Holmegaard: Look POLITIKEN-NOMINERET
5. Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara
6. Peter Laugesen: Vadehave
7. Svend Åge Madsen: Fremtidsspejl WA-NOMINERET
8.  Olga Ravn: Mit arbejde POLITIKEN-NOMINERET
9. Amalie Smith: Thread Ripper
10. Malte Tellerup: Hedeselskabet

Katastrofekortromanen

Første gang Katrine Marie Guldager skrev om sin far og hans forsvinding (han døde i togkatatstrofen i Sorø 1988) var - skjult -  debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994 (se gengivelsen f min anmeldelse af Lysgrænsen i blogpost nedenfor), anden gang var - direkte (men forblommet om tiden efter) - i "psykoanalysen"/"selvbiografien"Lysgrænsen, 2007, fjerde gang var - direkte om alt - i den nye "roman" Det samme og noget helt andet. Tredje gang var i en lille firkantsuite, "Efter katatrofen I-IV", der nu lader sig læse som synopsis til og opsummering af den store roman på ret meget en prik, i comeback-digtsamlingen Et sted i verden, 2014:

"EFTER KATASTROFEN I

Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette er vores smerte: SÅ mærkeligt at lsø om det: Resterne af en død mand. En død mand, hvis fortrolighed stadig gør dit øre rødt, en mand, der døde to gange. For var alting bedre før katastrofen? Er katastrofen ikke en konstruktion? De bøjer hovedet frem og siger, at de skan elskede din far.

EFTER KATASTROFEN II

Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop uden sit spind. Men du lærte ensomheden at kende, helt indkapslet, du blev fortrolig med mørket. Eller blev du bare mere bange? Bjerg massivets stilhed, hajens bløde bug, fjeren, der ligger på terrassen som et tegn. Men før katastrofen var alting ikke bedre, indvender jeg.

EFTER KATASTROFEN III

Efter katastrofen måtte du konstatere, at sorgen lngsomt tilintetgjorde dig, fordi du ikke kendte dens mange navne, dens besynderlige bid. Den nød faktisk t sætte tænderne i din uskyld, dit bløde kød, dine trapper. Og du skreg ikke engang, du forsvarede dig ikke, du tænkte bare: Jeg har det lidt varmt. Er jeg den eneste her, der har det lidt varmt?

EFTER KATASTROFEN IV

Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.

Giraffen ser giraffen

Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):

"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."