Kausalitets-massage 1

Det er jo ikke fordi, man ikke har lov til at anmelde/omtale folk, der har anmeldt/omtalt en selv negativt, negativt, men når jeg læser Henrik Palle skrive i en tv-anmeldelse i Politiken:

"Som eksperter udi poesiens blåblomstrede flora optrådte forfatteren og debattøren Dy Plambeck og kritikeren, Hvedekorn-redaktøren og forfatteren Lars Bukdahl. Og de delte ikke helt den internationale begejstring. Dy Plambeck kunne da se en masse godt og positivt og kom med tolkninger af, hvordan digteren via sin performance og gule Prada-frakke blev sine ord og trådte i karakter som lyset. Men hun havde det også lidt stramt med kategoriseringen af poemet, som mere havde karakter af tale - poetry slam - end af egentlig poesi. Bukdahl var langt mere lunken, hvilket ret beset næppe bør komme som et chok for nogen. Han var på pletten som det ledige standpunkts mand: Ikke noget rigtig godt digt, men et dydigt og dygtigt stykke arbejde fra forfatterskolen på Harvard University. Forudsigeligt som syltede rødbeder på leverpostej, og han argumenterede for synspunktet med en klarhed, der får T. S. Eliots ' Ødemarken' til at fremstå pædagogisk som instruktionen til et vaffeljern."

gør det godt at genlæse min anmeldelse af Palles Dan Turèll-bog:

For meget mark og for lidt Dan

22. november 2013 Weekendavisen

Palle Løshale. Henrik Palle splejser loneren Dan Turèll med danmarkshistorien. Hvor gennemsigtig har man lov at gøre en digter?

Henrik Palle: DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid. 336 sider. Vejl. pris 300 kr. Gyldendal.

Sjældent har jeg læst en bog, der kedede mig så massivt, om et emne, som interesserer mig så meget, som Henrik Palles DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid.

Det bedste i den er billedet side 239, hentet i BT; det viser Fede-Arne, som ser højst downbeat ud, mens hans gamle mor ved siden af læser i Vangede Billeder, at hun er pillemisbruger. Hvilket førte til, at Fede-Arne og Fede-Arnes mor i 2. oplag fik deres navnet ændret til Fede-Asger og Fede-Asgers mor.

Det billede har jeg ikke set før.

I forordet gør Palle rede for, hvad det er for en bog, han har skrevet, og hvad for nogle bøger, han ikke har skrevet: »Det er en krønike. Ikke en biografi. Ikke en litterær monografi, ikke en tekstvidenskabelig undersøgelse af krinkelkrogene og irgangene i Dan Turèlls litterære univers. Og først og fremmest er den ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden og finde den ' ægte og sande Dan Turèll'.« Det er jo ærlig snak, ikke den monografi om værkerne, vi smerteligt savner, ikke den biografi om personen, som Peder Bundgaard gav et godt bud på med sin Superdan, men en krønike, som er hvad? Det er vistnok en særlig Politikensk form, udviklet af Paul Hammerich i hans krønike om Poul Henningsen, der sammensplejser journalistisk overflyvende damarkshistorie, som i Hammerichs Danmarkskrønike, med et gennemløb af en kulturel kändis' liv og værk.

Og det er en aldeles håbløs, på samme tid luftig og skrumlet form, fordi den er overfladiskhed x 2, overfladisk Danmark + overfladisk Dan.

Også fordi han sgu aldrig var »Hele Danmarks Dan«, som sidste kapitel er betitlet: Turèll forblev en sky skrift-Frankenstein og et manisk mixed media-monster af helt egen intrikate tilvirkning, uanset hvor folkekendt og måske endda folkekær han end nåede frem til at blive via det Lørdagshjørne på monopol-DR, som Palle med god grund forsøger at kickstarte sin krønike med.

Og der er ikke meget spark i at parafrasere en digter, der i den grad havde ordet i sin magt, og alligevel gør Palle det igen og igen - når han altså ikke i stedet parafraserer danmarkshistorien og kulturhistorien og biografernes repertoire.

Bevidst eller ubevidst er bogen helt uforholdsmæssigt skævt komponeret: 60 sider om 40erne og 50erne, 70 sider om 60erne, 100 sider om 70erne og sølle 40 sider om 80erne og 90erne, selvom Turèll ikke trådte i karakter som digter før 1969-70. Til gengæld skrev han heftigt løs lige til sin død i 1993.

De første genuint stærke digtlinjer citeres på side 181 ud af i alt 320 sider, og lad os i det mindste lige konfronteres med dem: »Det er ingenting./Det er intet som helst./Det er det du ser når du sover det er det der kører/bag ryggen/Det er det omvendte/det er ikke det modsatte/Det er ikke noget alternativ/Det er ikke noget som helst det er slet ingenting/og/Det er simpelthen det eneste der findes.« Ah, det var rart og rensende og to the point! Det er det, det handler om: Kulørt intethed, eller med hans amerikanske »fætter«, nyligt afdøde Lou Reeds ord, »sweet nothing« ; ikke at være et spejl for sin tid, men at time sit eget tomme spejlbillede; ikke for ingenting skrev Turèll en bog om vampyrer.

Tilbage til Palles tilmudring, der hverken er ondartet eller ondsindet, men bare professionelt og aldeles uengageret forævlet.

Få store digtere har haft så farlig en stilistisk indflydelse som Dan Turèll, poetisk på alskens sejpinende poetry slammere, klummistisk på diverse knirkende kulturskribenter, blandt andre Henrik Palle, der skriver i en slags friskfyragtig kancellistil, håbløst haletung af bisætningers infobokse.

Her er fx kong Frederik død: »Landesorg blev der selvfølgelig deklareret, da kongen forlod jordplanet. Men der blev også jublet, da hans datter, den kun 31 år gamle Margrethe II, blev Danmarks nye kransekagefigur - og den første kvindelige monark siden sin navnesøster Margrethe I, der stod i spidsen for riget i perioden fra 1387 til 1412, hvor hun døde af pest på sit skib i Flensborg, 59 år gammel«. Op i røven med det pestskib i Flensborg, som den unge digter ville have sagt, for hvad rager det poesien? Og hvad fanden rager os andet end poesien, som digteren personificerede så forbandet stiligt?.