Det må være OK både at levere blurb og anmelde begejstret når det drejer sig om genudgivelsen af (80'er-)drømmedebuten over dem alle. I 2006 skrev jeg bag på Henrik S. Holcks egen genudgivelse af Vi må være som alt, 1978:
Og i WA skrev jeg:
Fra mit strubehoveds livskokon
Henrik S. Holck: Vi må være som alt. 62 sider. 100 kr. Edition Holck.
DER er bøger, der er gode og glimrende og frem-
ragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig
sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet »Hvorfor«, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:
»hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke
døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.«
Bogen tåler kun sammenligning med en anden vidunderbarnsdebut, 17-årige Karen Marie Edelfeldts anderledes fremvæltende og mindst lige så renfærdige tysh fra 1989 (og måske også 17-årige Mikkel Thykiers
anderledes sirlige og mindst lige så renfærdige Skyggerne er kun flygtige, 1978). Jeg kan se, at jeg købte mit eget eksemplar af Vi må være som alt til udsalgsprisen 20,00 kr. i marts 1986, da jeg selv var 17 år, og jeg kan huske, jeg fandt den dybt inde i Clausens kælder i
Århus; prisen for et brugt eksemplar er ifølge antikvariat.net dags dato 450-500 kr.
Det er en meget smuk og prunkløs bog: på en blå himmel med hvide skyer (»næsten udviskede/ skyers/ blottede drømeksistenser«), fotograferet af Kirsten Klein, står forfatternavnet med hvidt, ud i et, og titlen med rødt, et ord ad gangen, undtagen de sidste to, som er adskilt med et stort mellemrum: »VI/ MÅ/ VÆRE/ SOM ALT«. Hørt, råber man altid.
Bogen udkom samtidig med Michael Strunges debutbog Livets hastighed og F.P. Jacs (officielle) debutbog Munden brænder på huden (begge med kunstfærdige covers ved henholdsvis Freddie og Bjørn Nørgaard) på Borgens Forlag, og tilsammen, men uopdaget af alle andre end mentoren Poul Borum, markerede denne debuttrio 80er-generationens magtfulde tyvstart; de øvrige 80erdigtere, Bo Green, Tafdrup, Thomsen og co. snøvlede sig først frem til at debutere 1981-82. På grund af denne dobbelte tidlighed, og fordi Holck modsat de storproducerende Jac og Strunge ret straks tav stille, fik han rollen som generationens lost smertensbarn. Jeg fik første gang nys om hans eksistens fra Søren Ulrik Thomsen, som har et helt afsnit om Holck i poetikken Mit lys brænder , 1985, der begynder sådan her:
»Henrik S. Holck er ubetinget en af landets bedste lyrikere. Det er der ikke så mange, der ved, for kort efter sin debut i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt indtog han det som Ole Sarvig i en helt anden forbindelse har kaldt ’anti-kunstens triste attitude’. Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt.«
Hvilket i Thomsens optik klart nok er en kedelig pointe og trist attitude, men egentlig slemt var snarere det faktum, at der kom mindre og mindre litterært produkt af nogen art fra Holcks hånd. Først i 1988 blev debuten fulgt op med den sært flagrende kitsch-øvelse Kærlighed på 3 uger, og i 1990 kom så Fortæl mig alt,
Suzi, en solid opsamling af de bedste satirisk-kokette tekster fra 80erne (midt-80er-føljetonen om Miljø-Willy savnes stadig i bogform), Borum i EB: »Robert Storm Petersen møder William S. Burroughs. How do you om jeg så må sige do?«.
Og længere er forfatterskabet altså ikke. Enkelte tekster er siden dukket op i tidsskrifter, og jeg husker tydeligt et stramt crazy show på Kalejdoskop, med blandt andet et Sherlock Holmes-indslag!, desuden har et par kukkede manus’er cirkuleret i diverse undergrunde, blandt andet min, uden at se dagens lys. Det er det, eller rettere det var det:
FOR nu er Holck’en omsider tilbage! I første omgang med en loyal og nydelig genudgivelse af Vi må være som alt på eget-forlaget Edition Holck (net-adresse: freewebs.com/vonholck), som skal følges op med genudgivelser (og engelske oversættelser) af Kærlighed på 3 uger og Fortæl mig alt, Suzi og en eventyrsamling og en H.C. Andersen-roman (= de ovennævnte kukkede manus’er) og som det vildeste en splinterny digtsamling eller to med arbejdstitlerne Testament, Before Any Words of Whisper/ Silent Music! Vi kan næsten ikke vente.
I mellemtiden kan vi på livet løs genlæse Vi må være som alt og forære den til familie og venner: men pas lige på med teenage-nevøer og -kusiner, de risikerer at blive smittet og på stedet tro sig unge digterkonger, og det er de sandsynligvis (og heldigvis) ikke.
Holcks digtunivers er klassisk renset, der er ingen spor af generationskollegernes neonnat, det er fugle og skyer og bjerge og hav og regn og sne og helst i dagslys. Igen og igen besynges en på samme tid forfinet – »løvfin« er Holcks ord – og nøgen – »nøgenfuld« er Holcks ord – følelse af og for liv. Poesien flimrer på en suveræn prik for læsernes øjne. Og så vil jeg ikke spilde flere ord på det perfekte, jeg vil bare citere titeldigtet, for hold kæft, hvor er det lykkeligt og hjerteskærende smukt:
»vi må være som himlen/ og lyset gennem den/ sivende med åbne kærtegn/ over de skiftende/ landskaber// vi må være som alt/ som solen og den faldende regn/ som bjergtoppenes isblå vinde/ og skyernes skygger over græssets groen// vi må være som jorden/ og træerne skydende op/ i højere luftlag uden grænser/ for iltoptagelsens/ varighed// eller som havet/ vi må være som havet/ og de søgende fugle/ mest som fuglene måske/ eller som de mægtige skove/ som cumulusskyerne og det blå// vi må være som sandet/ der forløber ud og ind/ vi må være som planter fra intet/ og nattehimlens evige tegn// vi må være som oplevelser og lysår/ over havets uendelige tilstrækkelighed/ som græs sten og luft/ i livsdrift.«
Vi må være som Holck som ung!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar