Stort tillykke til uforlignelige og mageløse og utrolige Marianne Larsen, der fyldte 70 onsdag den 27. januar, med et digt fra den første bog jeg anmeldte, En skønne dag og et fra den seneste, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, der udkom i går og som jeg anmelder i morgen:
1989:
Hun kan ikke få øjnene fra sine hænder.
Der er noget ved menneskehænder. hen over tyndt
papir. Dataudskrifter i enkelt design. Der ligger de og er
ovenpå, hænderne. Hun tyder det selvfølgelige ved deres
vægt. Årstidernes mønstre på den ene side. Mysterierne
på den anden. Hen over tyndt papir. Der er noget ved
menneskehænder.. Nu flyver de op.
2021
LIGE FORAN I MORGENS FØRSTE HIMMEL
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
Når jeg ikke ville ses af nogen. Når jeg ikke kunne se nogen for mig,
heller ikke mig selv her mange år efter.
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
På hug på gulvet, før alle de unge eksaminer i at klare sig selv
og aldrig vide sig sikker.
Hænderne husker hvordan det var, at gnide ansigtet i håndfladernes
skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer uden at finde deres lige
i kindernes glatte fløjlsagtige varme.
- Kan du mærke det? spørger jeg og stryger dig over panden.
Lars Gundersens ML-portræt bag på Giv bare kærligheden skylden, også 1989, og gad vide om jeg ikke også (bunk)anmeldte den?
HUSET MED SKODDER
SvarSlettil Marianne på 70 års fødselsdagen
Alt for længe forstår jeg ikke,
at alt får en ende...
Det kan fejes hen.
Det kan sendes med vandet under broen.
Det kan lukkes inde
bag huset med skodder...
Pludselig er dit liv ikke dit eget,
og du går ufrivilligt
og med alle dine anstrengelser
ind
i det døende mørke.
Men så husker jeg pludselig,
da jeg hjælpeløst klaskede imod dig,
og forsøgte at rense mig
for dine magneter.
Eller var det dig
og din hjælpeløse,
magnetisk hud?
Vi sidder fast lang tid efter,
at tiden bestemte,
og vi må stadig se på,
og eksistere
som klæbende spøgelser
de steder som skodderne ikke
kunne skjule.