Elitebøsset

Matadorernes lyserøde strømper
som en hommage til
den blå tyr

Arenacirkel(gen)kridteren

og ikke tyren eller matadoren eller picadorerne
og hvad de ellers hedder, alle dem, der hedder
noget, kan jeg bruge i mit digt, kun arenacirkel-
(gen)kridteren, og heller ikke blodudviskerne,
kun arenacirkel(gen)kridteren, kun ham nu

Virkeligt butiksnavn i Madrid som det perfekte øgenavn til DK

SKINKEMUSEET

Parque del Retiro

to own a park
to park one's ark
that's a lark

- og det ville jeg gøre, hvis jeg var kunstner -

Hvis jeg var kunstner, et epigoneri, et til

Hvis jeg var kunstner, ville jeg tage konsekvensen af min umådelige glæde ved at finde vej rundt i storbyer, fra Beijing over New York til Madrid, ved hjælp af udfoldelige (helst plasticlaminerede) bykort, og fare vild og komme på sporet igen - og skrive et ikke flersporet men flerhusligt værk, en bybog, på et ark papir lige så omfangsrigt som fx Kolding med tekster udfyldende huse og havers grundplan og vejene - sporene! - mellem dem helt tomme, bare for at kunne tegne et bybogkort, som dermed ville være det primære værk, som bogbyen, trods sin monstrøsitet, ville være underordnet som den nødvendige forudsætning, og en dag, i Sahara eller en anden kortskyende ørken, ville jeg rulle bogbyen ud (jeg forestiller mig, at den er blevet rullet sammen og transponeret i et meget langt fly) og vente på en kamelridende læser, jeg kunne overrække bogbykortet til, og hvis han eller hun en dag virkelig dukkede op, ville jeg misunde ham eller hende grusomt for den finden rundt og faren vild og kommen på sporet igen, som jeg selv, som bybogens forfatter, ville være afskåret fra.

BONUS til monogramister

Hver fjortende dag dette forår en ny yndlingsbog, fra Pejk til Ursula og nu Martin Larsens roligt gnistrende Hvis jeg var kunstner, som jeg læste i på flyet i går og læste færdig tidligt i morges her i ferielejligheden i Madrid, og som jeg ikke ved om jeg kommer til at anmelde, for der var ikke nogen eksemplarer på avisen i fredags, men det var der heldigvis i min postkasse, da jeg kom hjem, med den på samme personlige og upersonlige dedikation "BONUS til Monogramister kh Martin", dvs. at jeg har modtaget bogen som medlem af den særdeles eksklusive klub af Monogrammer-ejere, og jo fordi ideen til Monogrammer - angiveligt, det kan godt være en fiktion, og det ville i så fald være helt i orden - fostres undervejs i nedskriblingen af Hvis jeg var kunstner:

Hvis jeg var kunstner ville jeg finde lister over alle de navne, den danske lovgivning giver forældre ret til at kalde deres børn, for- og efternavne, og få et simpelt computerprogram til at finde og udskrive alle de mulige kombinationer i tilfældig rækkefølge; værket kunne hedde Inidviduality.

Der står bare ikke noget om at udgive værket i 8 tykke, indbundne bind og tilføje 1 essayistisk one-line-føljeton pr. bind - det er måske her den reelle, blivende digter afløser den kontrafaktiske, momentvise kunstner og fuldender eller i det mindste realiserer værket som et litterært værk!?

Og så var det jo åbenbart meningen, at jeg skulle læse bogen på vej til og i Madrid, for se, hvordan et længere stykke starter side 108:

Hvis jeg var kunstner, ville jeg mødes med en af mine venner, der lige var kommet hjem fra Madrid og fortalte om en udstilling af et stort værk i flere etager, hvor intrikate former blev gentaget i mange forskellige variationer fra stor skala til de mindste diminutive dele ...

Tekstens jeg suser straks til Madrid og forsøger forgæves at aftegne udstillingen, som vel ikke er her mere - som om den nogensinde ... I stedet har jeg i dag på Baron Thyssen-museet set udstillingen Monet & abstraktionen, hvor Monets næsten-abstrakte åkander blev jævnført med amerikanske dryppere og klattere som Mark Rothko og Jackson Pollock, heldigvis var der også et par hårdt kantede skilderier af Barnett Newman og Elsworth Kelly, men jeg indrømmer, at jeg livede alvorligt op, da vi nåede frem til den permanente samlings solide udvalg af kubisme, futurisme, russisk avantgarde og dadaisme, heriblandt nogle vildt gode Schwitters-assemblager, så friske som var de født på losspladsen i går. Hvis jeg var kunstner, ville jeg købe et kolonihavehus og lave et omvendt merzbau: klistre alt muligt personligt og upersonligt skrammel, inkl. mit forhåbentlige anmeldelsereksemplar af Hvis jeg var kunstner, UDENPÅ huset, indtil jeg nåede hækken ind til mine naboer, og så ville jeg til ublu pris købe deres kolonihavehuse, og klistre videre, og når jeg ikke klistrede, ville jeg i mit sirligt ordnede arbejdsværelse i kolonihavehuset surfe nettet efter nyt og gammelt skrammel, for det ville jo for længst ikke være mig, der klistrede, men et korps af assistenter, for jeg ville naturnødvendigt være helt klistret inde i mit kolonihavehus - og aldrig kunne ville komme til Madrid igen.

Og så afsted til Madrid

to get RID of all the
MADness -

Jeg elsker Mikkel Bruun Zangenberg -

kun i dag og kun kun fordi han giver Bombaygryde 5 hjerter i Politikens bogtillæg - og for en gang skyld har jeg ingen problemer med nogen af Zangenbergs skødesynder, fx at sammenligne alt og alle med (de samme) verdenslitterære titaner: "Hvor Rilke lod sin melankolske forfinede Malte gå rundt i Paris, og Proust lod sin Marcel gå gennem salonerne, før han indså, at han var kunstner, er det Blendstrups fortjeneste som en ny, genopstanden og nyrenoveret Gustav Wied [den sammenligning er andeledes på sin plads; Jens skrev i sin tid speciale om Wied, Scherfig, Ørnsbo] at lade den vege, følsomme og dog sært robuste skriverkarl Leif gennemgå skærsilden på bornholmerfærgen ..." Og jeg nægter at himle over, at Zangenberg totalt fejllæser romanen som tegnende en positiv "episk cirkelbue", der følger hovedpersonens "transformation fra veg, behagesyg, kraftesløs, sød, umoden, jomfruelig og lidt forkælet dreng til en slags selvberoende mandfolk" - det er stik modsat og kunstnerisk modigere en ikke-udviklingsroman, hvor det går fra galt - militær følgagtighed - til værre - dødsulykke og psykisk sammenbrud og desertering, ikke meget mandfolkeagtigt ved det! Men no matter, no matter, 5 stjerner er 5 stjerner, og jeg elsker dig, Mikkel, i dag!

Om at blive og være myrdet

At blive myrdet (fiktivt tvangsindskrevet i rollen som købmanden i Venedig af den hævngerrige skuespiller Jens Zacho Boye - ved at et lispund trevlet "kød" af uvist materiale, fastgjort til min hvide t-shirt med sikkerhedsnåle, blev "skåret" ud min krop, alt imens jeg overstænkedes med teaterblod): Sært ekstatisk.

At være myrdet (smidt i en dynge bagerst på Store Scene, hvor jeg lå i mindst en halv time, overstænket med klistret, koldt teaterblod, mens mine tre kolleger, Adrian Hughes, Jacob Steen Olsen og Anne Middelboe, blev myrdet i hver deres Shakespeare-scene): Pinefuldt og klamt, men også dejligt uforpligtende (ud over forpligtelsen til ikke at røre sig ud af stedet).

Mai in toto

Positiv, men lettere uengageret anmeldelse af Bombaygryde ved kollega Rothstein i WA: Mai Misfeldts meget glade 5 stjerners-anmeldelse i Berlingske kan forekomme noget abrupt og springende, hvis man ikke ved, at den er blevet klippet ned til sokkeholderne af avisen; Mai har været så sød at stille et critic's cut til rådighed ekskusivt for Blogdahls læsere - det kommer her:

Portræt af kunstneren som ung rekrut

5 stjerner

Litteraturkritikken diskuterer grænserne mellem fiktion og virkelighed, og folk på Nykøbing Falster blev vrede. Jens Blendstrup digter bare videre - på virkelighedens fiktioner, så det er en sand fryd

Af Mai Misfeldt

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman ”Bombaygryde” er skrevet over hans egne oplevelser som soldat. I alle fald figurerer hans forældre, som vi hørte om i romanen ”Gud taler ud” fra 2004, den alkoholiserede og totalt uregerlige psykolog Uff og den svensktalende Gerd-Lillian med ”fatamorgana-hyggesmilet”, også i ”Bombaygryde”. Men det gode er, at læseren (i forhold til hele diskussionen om romaners brug af virkelighed) er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om det var sådan i virkeligheden eller ej. Og det må alle indskrevne soldaterkammerater for den sags skyld også være! For Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Der må, nej, der skal digtes, på virkeligheden, synes at være et Blendstrupsk diktum, som han efter romanen at læse har temmelig meget med hjemmefra, fra den rimeligt rablende far-skikkelse, som gerne optræder i gammel sprængfærdig militæruniform, hvis han synes sønnike skal supportes. At der fortælles i tredje person giver Blendstrup mulighed for en lidt ironisk distance og indskudte forfatterkommentarer: Vi er tæt på, men også i et sikkert fortællergreb.
Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador – Uff ved godt, hvordan han vil have det!) står i Kongens klæder, som ”frivillig” på Bornholm! Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til, og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfruen Leif så meget at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før ”sjælens snestorm har lagt sig”, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.
Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, foranstaltet af far Uff, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp. Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren.
”En dag vil jeg skrive en roman om det her” siger Leif på en af romanens sidste sider. Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: ”Kattemenneske”, svarer Leif, ”Det skal helst være enkelt”. Og sådan bliver det, rekrut Dahn er et kattemenneske! Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.

Dobbelte tømmermænd

Et helt hold i mit hoved
og 1 enkelt i mit arbejdsværelse, der til gengæld saver helt vildt!

Fredag aften bliver jeg myrdet på Store Scene - kom og se!

BLODETS TEATER

- efter idé fra filmen Theatre of Blood fra 1973

Skuespilhuset, Store Scene

Spilledato 28. maj.
Pris 80 kr.
Varighed 60 minutter uden pause fra kl 20:00

Om forestillingen
Jul-på-slottet-skuespilleren Jens Zacho Boye synes selv han er et stort og lysende talent. Problemet er bare, at han er alene om den opfattelse. Han har altid fået dårlige anmeldelser og nu er han oven i købet blevet overset ved uddelingen af årets Æres Reumert. Men nu må det høre op, nu skal han vise sine kritikere, at den der ler sidst, ler bedst. Han inviterer derfor fire af landets mest øretæveindbydende kritikere ind for at se en verdenspremiere på et hidtil uopdaget Shakespeare stykke. Teater, der skærer ind til benet. Når anmelderne ankommer én efter én får de et manuskript stukket i hånden og en kniv for struben. Jens Zacho Boye tvinger dem til at spille med i dødsscener fra Shakespeare, hvor han som hovedrolleindehaver slår dem ihjel. Rigtigt ihjel altså. Hvad synes anmelderne mon nu om hans præstation?

Eventministeriet i Skuespilhuset står bag en række forestillinger med ultrakort prøvetid. Gennemsnitsprøvetiden på produktionerne er fire dage, og lys, lyd, rekvisitter og kostumer er markeringer, mens der spilles i de scenografier, der i forvejen befinder sig på scenen. Man kan kalde forestillingerne for iscenesatte readings eller et stadie i et prøveforløb. Fælles for forestillinger er, at de er langt mere improviserede og ufærdige end Det Kongelige Teaters ordinære forestillinger. Billetprisen og spilleperioden afspejler disse produktionsvilkår.

Medvirkende
Kom og oplev Jens Zacho Boye i hovedrollen som sig selv, Joen Højerslev og Morten Burian som hans fordrukne og bindegale ensemble og Adrian Hughes, Jakob Steen Olsen, Anne Middelboe Christensen og Lars Bukdahl som kritikerne. Instruktion: Anders Lundorph Kostumer: Anne Sofie Bruun Special effects konsulent: Per Kapper/Kapper Creations Lysdesign: Malte Haugaard og Morten Kongsted Instruktørassistent: Astrid Gravsholt Originalt filmmanuskript: Anthony Greville-Bell, Stanley Mann, John Kohn og William Shakespeare Produceret af Eventministeriet i Skuespilhuset v/ Rikke Hedeager Matthiesen

Og så den dumme!

I Ekstra Bladet, der engang var Poul Borums avis, for helvede! Anmelderen hedder Frank Sebastian Hansen og det er så helt præcist formlen for usensitivest mulige automatreaktion: Soldaterkammerater & ikke-Gud, og så er dén overstået, må vi håbe (og jeg mener: sarkastisk, kan man finde et dårligere adjektiv til at beskrive bogens kukkede inderlighed?); af en eller grund er der byttet om på små og store begyndelsesbogstaver i den udgave, jeg har copy-pastet fra, men det gør ikke anmeldelsen ret meget bedre:

***
året Er 1988. Verden Befinder Sig Midt I Den Kolde Krigs Sidste Krampetrækninger. En Aften Taber 18-årige Leif Til sin Far I Matador, Hvorefter Faderen Bestemmer, At Leif skal En Tur I Militæret. før Leif Kan se sig Om, Er Han En Del Af Marineinfanteriet På Bornholm, og som Faderen siger: 'enten Vokser Man, Eller Også Knækker Man'. Leif Gør Begge Dele. kåde sergentdrømme bliver Afløst Af et Psykisk sammenbrud, Og Lige Før Rekruttiden er Ovre, er Leif Tæt På At Desertere. 'bombaygryde' kan læses som Jens blendstrups litterære 'homage' Til Det Danske lystspil 'soldaterkammerater'. men Her er bare Ingen dirch Passer. kun leif Og de andre Tabere, som Henslæber tiden På klippeøen med at lege med Våben, onanere og Ryge Fede. bogen er en opvisning I Veloplagt sarkasme, og man er Godt Underholdt. alligevel savner man de sænkede Parader og den sårbare alvor, som Virkede så stærkt I Forfatterens lille, selvbiografiske mesterværk 'gud taler Ud' fra 2004.

Den er ikke bare sårbar, Bombaygryde, den er fuldstændig gennemhullet, men støt står den, mens det blæser igennem -

Glimrende anmeldelse, Jon, men 4 stjerner? Come on!

Så nu er jeg her igen, helvågen og totaltvågende, og i mellemtiden, klokken 03:01 helt præcist, poppede Jon Helt Haarders anmeldelse af Bombaygryde op på Jyllands-Postens hjemmeside, og den er sgu i orden, bortset fra at han kun giver 4 stjerner, og det er mindst 1 for lidt, men det skyldes vel lykkeslagets forbandelse = slagskyggen fra Gud taler ud, men den er da uden videre til 6 stjerner, og så burde det ikke have været et problem med 5 til gryden - men ellers er det en forbilledlig klog og skarp og glad anmeldelse, som jeg selvfølgelig gerne vil tro, at jeg kunne gøre bedre, men jeg er ikke sikker; jeg vil særligt fremhæve den spørgende eftertænksomhed ("jeg er ikke helt sikker på, hvor JB er henne ...), det er vi nogen, der godt kunne lære en helk del af - her er anmeldelsens anden halvdel:

I navneforskydningen fra Uffe i ”Gud taler ud” til Uff i ”Bombaygryde” ligger således andre forskydninger: I retning af det kun semi-selvbiografiske, i retning af mørkere toner i billedet af far og søn. Såmænd også i retning af en mere mainstream romanform. Jeg ved ikke, om det er derfor, at en vis Lars (Bukdahl, må vi gætte på) takkes foran i bogen »for at mumle fornærmet i baggrunden. «”Bombaygryde” bærer Blendstrup-brandet: En svært festlig blanding af galskab og gammelmodighed i prosaen. Har den ikke det sproglige og eksistentielle format, der lå pakket ned i de små tekstbokse i ”Gud taler ud”, så er den stadig en både sjov og lidt uhyggelig historie om en ung mand, der i den grad er under indflydelse./ Det 20 århundrede var vel bl.a. faderopgørets århundrede.Først lavede man larm over de strenge fædre - Karl Ove Knausgård kører i øjeblikket et succesfuldt re-run i mange bind, hvis man ikke var med, da det skete dengang. Så lavede og laver man larm over, at de (vi) ikke var strenge nok. Se bare, hvor undervisningsministeren tordner over blødsødenhed og mangel på såkaldt klassiske dyder. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Blendstrup er henne med sine faderbilleder, et andet sted i hvert fald. Og et særligt sted, hvor vi gerne vil med, et sted hvor det nænsomme og det barokke græsser på fædrenes gravhøje. Måske kommer vi engang til at høre, hvordan det så går, når sønner af Uff kommer ned fra højen og selv skal være fædre for nogen.

- grunden til, at jeg mumler fornærmet i baggrunden er såmænd bare, at jeg ikke er mere med i romanen end som så, ja, OK, at jeg er brutalt klippet ud som eneste, enerverende ven i mili-nøden, så ved I det, jeg håber at kunne stjæle og publicere fraklippene snarest!