Åbenbart kommer det bag på såkaldte Gyldendal Group Agency, at kvalitet kan været et tungtvejende og afgørende argument for at udgive en dansk bog i udlandet; prøv at se her i Carsten Andersen Politiken-artikel, hvordan de både siger, at hvis de bare havde fået lov til at sælge Christinas Hesselholdt Selskabet-bøger som en tyk kvartet i stedet for én bog ad gangen x 3, så havde det været en anden sag OG at det kun er udvalgte forfatterskaber, de forsøger sig med, dvs. sandsynligvis har de ikke løftet ret meget af en lillefinger for CH
in the first place, men tillykke, alle I andre lande derude med, at I nu får lov til at læse hesselholdtsk på jeres eget sprog!:
"Forfatteren Christina Hesselholdt kan være på vej til et gennembrud i
udlandet. I løbet af et halvt år har det britiske agentur Rogers, Coleridge &
White (RCW) solgt forfatterens seneste roman, ’Selskabet’, til udgivelse i
fire lande, bl.a. til det store tyske Hanser Verlag.
»Jeg blev blæst fuldstændig bagover af kvaliteten og originaliteten af det,
hun skrev«, siger Laurence Laluyaux fra agenturet i London.
Salget af rettighederne kommer efter 10 år, der for Christina Hesselholdt har
føltes som noget af en ørkenvandring. Mens hun selv har drømt om at blive
læst uden for landets grænser, har hun kunnet se, at andre danske forfattere
blev solgt til udgivelse i andre lande.
»Jeg har været ærgerlig over det, og indimellem misundelig, fordi det ikke er
lykkedes for mig. I år er det 25 år siden, jeg udgav min første bog, og som
årene er gået og mine bøger er blevet bedre og mere tilgængelige, har jeg
været mere og mere optaget af at blive oversat og få en litterær
anerkendelse uden for Danmark«, siger hun.om vi fokuserer
I en årrække har hun presset på for at få Gyldendal Group Agency til at gøre
noget mere for at få hendes bøger solgt til oversættelse, uden at det er
lykkedes i større omfang. Derfor besluttede hun sig for at finde et nyt
agentur.
Hvad tror du er afgørende for, om bøger bliver solgt til udlandet?
»Der er flere parametre. Store salgstal er det ene, og det kan jeg ikke prale
af. Det andet er litterær kvalitet, hvad der ikke behøver at være i
modsætning til gode salgstal. Jeg har hele tiden tænkt, at mine bøger nok
ville have appel til mindre forlag i udlandet, og at det bare gjaldt for
agenten om at finde netop de forlag. Men det har jo vist sig ikke at være
tilfældet, eftersom jeg nu er solgt til tyske Hanser, som er et stort
forlag«, siger Christina Hesselholdt.
(...)
Christina Hesselholdts bog ’Selskabet’ er en samlet udgave af fire bøger, som
er udkommet i årene 2008 til 2014, og hvis man spørger Jenny Thor, lederen
af Gyldendal Group Agency, er dette hovedforklaringen på, at det britiske
agentur har haft succes, mens det ikke lykkedes for Gyldendal.
»Vi kunne arbejde med de tre første titler som enkeltstående værker, mens RCW
sælger den komplette kvartet. Det gør en stor forskel for de forlag, der
køber. Naturligvis er det også sådan, at nogle gange går det godt og andre
gange mindre godt med at sælge en forfatters rettigheder. Vi har haft succes
med Kim Leine, Helle Helle og Kristian Bang Foss med flere, og så findes der
andre lige så spændende og interessante forfatterskaber, som vi ikke har
fået ud i verden«, siger Jenny Thor.
(...)
Christina Hesselholdt har det indtryk, at I udvælger et lille antal af
forlagets forfattere, og at det så er dem, I gør noget for at sælge. Hvad
siger du til det?
»Det er helt rigtigt. Sådan har vi arbejdet de seneste 5 år. Ligesom alle
andre agenturer vælger vi nogen ud, som vi fokuserer på«, siger Jenny Thor.
Den oplysning kommer bag på Christina Hesselholdt.
»Det har hun i hvert fald aldrig sagt til mig«, siger forfatteren."