Jeg kan lide, at folk mener noget om et digt, hvillket de lige nu gør

Også Yahya Hassan mener bare noget mere eller mindre dumt og viist - og vel akkurat noget både dumt OG viist i en skøn og uskøn blanding - når han bliver interviewet i Politiken. Inkluderet i net-udgaven er en video, hvor YH oplæser sit nye alenlange langdigt, Og ved siden af at mene noget om meningerne, mener folk rundt om på sociale medier også noget om digtet, og det synes jeg til og som en afveksling er meget forfriskende, Min mening om digtet er, at det er fedt, at det er så monotont monstrøst, monstrøsitet er altid et plus, men at det til gengæld også når at blive ret kedeligt i sin opremsning af ting, Yahya-jeget ikke stoler på, fordi effekten og effekterne (enslydende ord / modsætninger, konkreter vs. abstrakter), på trods af mange lækre og sjove enkelt-ryk, i længden bliver for gråmeleret ens og uoverraskende, og fordi det grundlæggende format, opremsningsdigtet a la Dan Turèll, ikke opleves som egentlig originalt og personligt, som action-digtene og frem for alt det helt vildt energisk komplekse "Langdigt" i debutbogen stadig gør det; hvis det var en Digterdyst om at skrive den bedste Turèlske raga-rutine, så ville Yahya helt sikkert vinde suverænt, og det er det så bare ikke. Men lad os, fordi vi tror på talentet, tro på, at langdigtet er en motorvej af en genvej frem mod ny, genuin egenskrift. Jeg kan godt lide, hvad han selv mener om det, digtet nægter at mene noget om:

Så hvad stoler han på?
»Jamen, nok alt det, der er imellem tingene. Hvis jeg ikke stoler på formanden og bagmanden, må jeg jo stole på det imellem. Jeg stoler vel på det hele, samtidig med at jeg ikke stoler på en skid«.
Han læner sig tilbage i stolen.
»Det er fandeme svært at svare på«, siger han. »Hvad stoler jeg på?
Din egen fornemmelse måske?
»Nej!«, griner han.
»Den stoler jeg overhovedet ikke på! Det skriver jeg også til sidst i digtet«.
Så slår han over i versaler:
»JEG STOOLER IKKE PÅ SELVTILLIDEN. JEG STOOLER IKKE PÅ LIGESINDEDE«

Langdigteslags

1. Lyngdigt - der ligesom lyng bare umærkeligt spreder sig i alle retninger

2. Lungedigt - der taler og taler på den helt store lunge, indtil der ikke er mere vejr og så taler videre

3. Længedigt - der bygger sig op længe for længe som en gård, der hele tiden lige kan udvide sig en længe mere, solidt og systematisk og endeløst

4. Lingeridigt - også kaldet de 117 slørs digt, der lokkende hele tiden smider endnu et stykke knitrende silkeundertøj

5. Longodigt (efter den amerikanske kunstner Robert Longo) - formfuldendt, foruroligende, ikonografisk serialitet