Viser opslag med etiketten Aarhus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aarhus. Vis alle opslag

tirsdag den 6. februar 2018

Svend Åge-sus

-->
Svend Åge Madsen har de sidste godt 50 år ladet hovedparten af sine bøger foregå i et genkendeligt, men let forskudt Aarhus. Efterhånden er det snarere Aarhus, der henviser til og reklamerer for forfatterskabet end omvendt, men verdenslitterære Madsen, bosiddende lidt udenfor byen, i Risskov, har altid være en god sportsmand, når lokale kræfter har bedt om at få et ord eller en optræden med på vejen. Eller begge dele på én gang, som tilfældet er i podcasten Scener fra Aarhus (produceret af podcastvirksomheden Akkurator – kan downloades gratis på akkurator.dk).
  Scenerne afslører sig som elleve Madsen-oplæsninger af 3-5 minutters varighed tilsat stemningsfuld (men heldigvis ikke alt for overdøvende) reallyd fra de århusianske locations, hvor de oplæste tekster udspiller sig. De syv af teksterne er uddrag fra romaner og noveller, flertallet, fire, fra Tugt og utugt i mellemtiden, den til alle tider mægtigste Aarhus-roman.
  Fire tekster er – sensation! – nyskrevne, og hvis man som gymnasieelev fra Vejlby-Risskov fulgtes med sin ven, den senere succesforfatter, langs vandet ind til Katedralskolen hver morgen, er fablen om Den Permanente den perfekteste ørehænger. Sådan begynder mysteriet:
  ”I isvinteren 1944 forsvandt Den Permanente Badeanstalt. Nærmere bestemt skete det natten mellem 26. og 27. februar. Det var ingen vidner til hændelsen. Mange mente, at hele bygningsværket var blevet hugget op, parteret og kørt væk i nattens mulm og mørke, sandsynligvis for at ende i private pejse og kakkelovne i denne brændselsfattige tid. Men ikke en knast eller lidt savsmuld blev efterladt.”

torsdag den 9. februar 2017

Jacques og mig og Aa og Å

- fra den skønne, dobbeltsprogede digtbog På .../ En ...  af OULIPO'medlemmet og Metrodigt-opfinderen Jacques Jouet med digte skrevet i og og om Århus under et ugelangt ophold og til og tilsendt (rimelig) tilfældige aarhusianere:

"D. 21. april, 2015, Århus, digt tilegnet Karin V. Christiansen

50 - Paa vej ud. Sammen med Jette og Mikkel overraskes jeg over, a Aa fortrænger Å

det "diakritisk justerede" bogstav, jeg læser, "med ring på toppen"
skulle udstødes, forstår jeg
på grund af ret antiobskure grunde ved det moderne
forsimplende
angelsaksificerende, saboterende marked

det er dog tilgængeligt selv på
min Mac's tastatur, på telefonens
må¨ske på grund af
Ångström'en, selvom nanometret
ordener spørgsmålet (viden fra Wikipedia)"

- begyndelsen på min "intro" til Aarhus Universitetsforlags Aarhus-guide i serien Vide Verden:

" Å!

Jeg vil gerne helt forgæves og totalt reaktionært protestere mod to nyere, Å-relaterede facts om Aarhus:
  1. At byen nu staves med to a’er i stedet for bolle-å, Aarhus i stedet for Århus. Det ser helt forkert ud, som om Den gamle By har bredt sig til hele byen, selvom meningen vistnok er den modsatte: At å er et lidet internationalt bogstav, så i stedet for at udlændinge lærer den rette udtale, Orhhus, kan de helt frit gjalde AAAAAArhus.
  2.  At Aarhus Å (i det mindste staves det ikke Aarhus Aa) er blevet gravet fri og nu løber spektakulært og helt åbenlyst hele vejen gennem midtbyen til glæde for alle  og enhver undtagen mig, der synes, det ser helt forkert ud, som et overdimensioneret gadekær nærmest. "

Billedresultat for Århus

tirsdag den 15. juli 2014

Hvem mine digtes far er

nåede jeg lige at høre Hans Hauge fortælle i det sidste kvarter af hans foredrag på Tag og læs på Testrup Højskole - det er dér, jeg er, og jeg havde været inde i Aarhus og købe en iPhone til dig, der skulle videre til Hellerup, ubærligt nok! - om "Angsten for indflydelse":

Lars Bukdahls digte er små bidder af Dickens-romaner, for selvfølgelig kan han ikke skrive sådan en hel, tyk roman

SO TRUE! TRUE BLUE!

torsdag den 29. december 2011

Obligatorisk lokaliseringsbesværgelse

Det er ikke længere Å/Aarhus ude i mørket -

Det er Frederiksberg, som er et beskyttet indianerreservat midt i

KØBENHAVN, hvor jeg har og hører hjemme

forlængst og stadigvæk -

for længst er og bliver jeg stadig væk lige her i centrum

onsdag den 14. december 2011

TAG MED AARHUSTOGET 14:50!

I aften klokken 19:00 er der sgu da Hvedekornsoplæsning i Løves' Bogcafé i Aarhus under titlen HVEDEKORN GØR AARHUS med hele 7 jyske, men først og fremmest talentfulde Hvedekornsdigtere:

Mette Østgaard Henriksen, debut i Hvedekorn 2010, lige nu aktuel med den skægt syngelige smahsup-sangsamling-debut Stikkersvin jeg fucker dig

Signe Lodahl Gjessing, debut i Hvedekorn 4, 2011 (links til fyndige interviews og braget af en Forumoplæsning på hvedekorn.dk)

Mette Reinhardt Jakobsen, medarrangør og debut i Hvedekorn 2009, to optrædener siden

Kim Karmark, debut i nr. 3, 2011

Ingrid Nymo, debut i nr. 2, 2011

Louise Haugaard Jørgensen, debut i nr. 4, 2011

Flemming Lund, debut i Hvedekorn 2002, en masse optrædener siden, aktuel med drønet af en debutdigtsuite, Udbrud & efterspørsel

Jeg synes også alle I blaserte københavnere skal tage med derover, jeg springer på et tog her 14:50 og kan påstødes i den store bladkiosk et kvarter inden, henne ved musikmagasinerne (håber på et nyt Rolling Stone), er det en aftale!?

lørdag den 20. marts 2010

Ergo Å

Det skal hedde Århus,




fordi han hedder Svend Åge Madsen.