Bedste debatmetafor ever

(fra opdatering af Rolf Sparre J (se den m.fl. i kommentaren)

rive den af på hinanden med et rivejern 

(fortsættes, jeg skal til generalforsamling i Kritikerlavet ....) 

 - men sjovt nok er det lige præcis i tråden under Rolfs opdatering, at de to værste kamphøner Caspar Eric og Søren K. Villemoes taler om ikke pænest så ordenligst og i hvert fald mest meningsfuldt til hinanden, kunne de ikke være startet dér?: 

Søren K. Villemoes Bare rolig: Jeg hader ikke forfattere. Jeg har bare ikke behov for at gøre mig venner med forfattermiljøet. Det, synes jeg, man skal holde sig fra, hvis man fra tid til anden redigerer et bogtillæg. Og min respekt for dig, Caspar, er iøvrigt væsentligt forøget, efter du faktisk skrev dit iøvrigt redelige og hæderlige modsvar til Elholm. Tonen var hård i den tråd. Men nogle gange savner jeg også bare en smule forståelse for polemikeren. Vi polemikere bliver ofte automatisk kategoriseret som nogle, der kun skaber splid, ikke er nysgerrige og ikke gør folk klogere. Det er den klassiske højskoledanske Hal Koch-tradition, der taler her, hvor den lyttende samtale er vejen mod demokratiske løsninger og erkendelser. Det sidder dybt i den danske folkeånd at hylde det lyttende og samtalende og se ned på det kæmpende og konfliktprægede. Ting skal løses over en kop kaffe. Sådan er det herhjemme. Men der er jo brug for begge dele. Vi kan ikke alle sidde og dialoge den og samtale den hele tiden. Der skal også være et vist niveau af krig, kamp og konflikt for at markere uenigheder og positioner. Ellers bliver det for blodfattigt.

Caspar Eric men i forhold til polemik Søren, så er grunden til at jeg bliver så sur på dig, ikke at jeg synes du ikke må være polemisk, men: Jeg ER og vil gerne offentligt være meget kritisk over for ny dansk litteratur og institutioner, også dem jeg selv får penge af (kunstfonden, gyldendal), men når polemikken altid tager udgangspunkt i overfladiske fordomme, så føler jeg faktisk at det bremser min mulighed for at være polemisk på en saglig måde, fordi det hele bliver et spørgsmål om et OS/DEM som jeg ikke selv er med til at definere, men hele tiden får skudt i skoene. Jeg synes bare man skal kigge på de forskellige digtsamlinger/romaner i det nuværende litterære miljø for at se at nogle af os jo åbenlyst MÅ være GRUNDLÆGGENDE uenige om hvad kunst skal, og hvordan den skal være. Jeg er ret sikker på at hvis du spørger Signe Gjessing eller Theis Ørntoft, jamen så vil de synes at det jeg laver er noget lort. Ørntoft var både ude efter mig og Gjessing i et interview i Politiken ifbm. Digte 2014. Omvendt, som jeg sagtens kan skrive, fordi jeg flere gange har diskuteret det med Gjessing er jeg totalt uenig med hvad hun laver. Og det er et nemt og lille eksempel. Men disse ting findes. De bliver også diskuteret og er en del af en kamp. Dén kamp giver mig lyst til at lave bedre og bedre bøger, at gøre mit kunstsyn og mine bøger skarpere på hvad der er vigtigt at tale om. Det har jeg selv en fornemmelse af jeg bliver bedre til. Men det har ikke noget at gøre med dagbladskritik. (Begge mine digtsamlinger har i øvrigt fået 4 debutantagtige hjerter i Politiken)

At komme sig over sin sprechstallmeisteritis

Da jeg torsdag tiltalte de studerende i Roland Bar "Mine damer og herrer" mærkede jeg akut, at jeg ikke kunne klare mere mikrofonrytteri, og hvor dejligt i i dag/ i går i selvsamme bar at være blot og bart publikumsmedlem under OVBIDAT-oplæsning med Cecilie Lind oplæsende sig selv, sølverne hvirvlende, og forlagsudøver (man må ikke sige -ejer og slet ikke -leder) Rolf Sparre afløsende og oplæsende Glenn Christian (hvis bog Fabriksnoter jeg omsider fik i hænde - den er så fint rå!)) og en vis Mikkel, ven af Rolf, afløsende og oplæsende Rasmus Halling og Rolf besværgende bestræbelsen på og besværet med forlagsmæssig renfærdighed, som jeg så ikke kunne lade være med at stikke til (rimelig slem magtudøvelse er det jo at afvise manuskripter, hvilket fx det tidlige Jorinde og Joringel og Arena subpub ikke gjorde), men kun ford Rolf spurgte, om der ikke var nogen, der ville spørge, og fordi jeg sad med ingen mikrofon på ingen scene omsider. 

Skrift blev digtet

i forgårs til tonerne af Bryan Ferrys Olympia, som I ikke får at se foreløbig, hvis overhovedet nogensinde, og heller ikke at høre, hvis I ikke tilhørte det purunge og fantastisk tolerante publikum i Folkets Hus torsdag aften til Under Oplæsning, hvor jeg var oppe imod ligeledes purunge Jacob Slebsager, Rolf Sparre Johansson og Lea Løppenthin, i heldigvis ikke noget battle, for de var skræmmende gode og proffe og excentriske (og purunge) alle tre, og jeg var sindssvagt nervøs, fordi det var helt nøgen og hudløs (system)skrift, jeg stod med i hænderne, og jeg startede med at besværge og undskylde, at jeg var sindssvagt nervøs, hvilket man aldrig skal gøre, og jeg har ingen anelse om, hvordan det reelt gik, men det purnge og fantastisk tolerante publikum var heldigvis jo fantastisk tolerant og hørte efter, hvad jeg læste op, og klappede bagefter, og det var alt nok.

Et Hvedekorn i hånden på EKM er bedre end noget

Klokken 13 i går inde at hente min bunke af Hvedekorn nr. 4, 2009, i Borgens nye domicil på en tredie sal på Mosdalvej i Valby, og det er ikke løgn, at det er lige over Scleroseforeningen, men der var slet ikke så downbeat eller deprimt, som jeg frygtede: gode, lyse rum og en stor, central reception, mest af alt lignede det faktisk Rosinante&Co på deres tredjesal i Købmagergade, og på Jens Christiansens skrivebord lå korrekturen til en ny, massiv Simon Grotrian-samling, og det gjorde mig så glad, at der ikke var trist, at jeg helt glemte, at være vemodig over, at det hermed var endeligt slut for parret Hvedekorn og Borgen, det huskede jeg først på, da jeg sled mig over Valby Bakke ad langgaden, og så var jeg det også, reelt og intest vemodig, hele vejen hjem til Frederiksberg.

Intet vemod på H. C. Andersens Boulevard hos Kunststyrelsen 2 timer senere, da Eske K. Mathiesen fik overrakt Kritikerprisen - E-e-e-e-e-e-e-ske! råbte vi - af Torben Brostrøm, der forinden havde holdt en elegant og pikant motivationstale, men før da havde jeg overrakt Eske et eksemplar af Hvedekorn 4, 2009, der jo indeholder sensationen "Mathiesens Kanon for Dansk Billedkunst" foruden al mulig anden billedskøn poesi, herriblandt hele 7 debuter og en interaktiv sektion med navneleg og tegne-instruktions-digt, og xtra mange poesiskønne billeder, nærmere bestemt eksperimentelle fotos knipset af Hvedekorns afdøde grafikredaktør 1961-65 Richard Winther, heriblandt nogle, der er ret frække. Fra nummeret hart jeg sakset denne énlinjer af Rolf Sparre Johansson, født 1985, der præcist opsummerer prisfest og prismodtager:

for enden af guleroden er der en trompet