rive den af på hinanden med et rivejern
(fortsættes, jeg skal til generalforsamling i Kritikerlavet ....)
- men sjovt nok er det lige præcis i tråden under Rolfs opdatering, at de to værste kamphøner Caspar Eric og Søren K. Villemoes taler om ikke pænest så ordenligst og i hvert fald mest meningsfuldt til hinanden, kunne de ikke være startet dér?:
Søren K. Villemoes Bare rolig: Jeg hader ikke forfattere. Jeg har bare ikke behov for at gøre mig venner med forfattermiljøet. Det, synes jeg, man skal holde sig fra, hvis man fra tid til anden redigerer et bogtillæg. Og min respekt for dig, Caspar, er iøvrigt væsentligt forøget, efter du faktisk skrev dit iøvrigt redelige og hæderlige modsvar til Elholm. Tonen var hård i den tråd. Men nogle gange savner jeg også bare en smule forståelse for polemikeren. Vi polemikere bliver ofte automatisk kategoriseret som nogle, der kun skaber splid, ikke er nysgerrige og ikke gør folk klogere. Det er den klassiske højskoledanske Hal Koch-tradition, der taler her, hvor den lyttende samtale er vejen mod demokratiske løsninger og erkendelser. Det sidder dybt i den danske folkeånd at hylde det lyttende og samtalende og se ned på det kæmpende og konfliktprægede. Ting skal løses over en kop kaffe. Sådan er det herhjemme. Men der er jo brug for begge dele. Vi kan ikke alle sidde og dialoge den og samtale den hele tiden. Der skal også være et vist niveau af krig, kamp og konflikt for at markere uenigheder og positioner. Ellers bliver det for blodfattigt.
Caspar Eric men
i forhold til polemik Søren, så er grunden til at jeg bliver så sur på
dig, ikke at jeg synes du ikke må være polemisk, men: Jeg ER og vil
gerne offentligt være meget kritisk over for ny dansk litteratur og
institutioner, også dem jeg selv får penge
af (kunstfonden, gyldendal), men når polemikken altid tager
udgangspunkt i overfladiske fordomme, så føler jeg faktisk at det
bremser min mulighed for at være polemisk på en saglig måde, fordi det
hele bliver et spørgsmål om et OS/DEM som jeg ikke selv er med til at
definere, men hele tiden får skudt i skoene. Jeg synes bare man skal
kigge på de forskellige digtsamlinger/romaner i det nuværende litterære
miljø for at se at nogle af os jo åbenlyst MÅ være GRUNDLÆGGENDE uenige
om hvad kunst skal, og hvordan den skal være. Jeg er ret sikker på at
hvis du spørger Signe Gjessing eller Theis Ørntoft, jamen så vil de
synes at det jeg laver er noget lort. Ørntoft var både ude efter mig og
Gjessing i et interview i Politiken ifbm. Digte 2014. Omvendt, som jeg
sagtens kan skrive, fordi jeg flere gange har diskuteret det med
Gjessing er jeg totalt uenig med hvad hun laver. Og det er et nemt og
lille eksempel. Men disse ting findes. De bliver også diskuteret og er
en del af en kamp. Dén kamp giver mig lyst til at lave bedre og bedre
bøger, at gøre mit kunstsyn og mine bøger skarpere på hvad der er
vigtigt at tale om. Det har jeg selv en fornemmelse af jeg bliver bedre
til. Men det har ikke noget at gøre med dagbladskritik. (Begge mine
digtsamlinger har i øvrigt fået 4 debutantagtige hjerter i Politiken)
