Fraklip til Pia

 - Pia Juuls 60 års fødselsdag i dag

"Juulerup Færby after dark - om En død mands nys, 4 topmøder", min artikel til dagens antologi om forfatterskabet, Forgorthedestilstanden blev ikke underligt alt for lang, her er noget af det, jeg måtte klippe ud:

Det var til en middag i Nyhavn i anledning af udgivelsen af erindringsantologien Museum midt på dagen i derfor 1991, og så mange gange havde jeg endnu ikke stødt på hende, om nogen vel egentlig, ansigt til ansigt, at Pia Juul sukkede, at hun var træt af ordspil på sit navn (det er jeg også, sukkede Pias ven Morti Vizki, der sad ved samme bord, men han havde jo selv fundet på det, navnet, og kunne derfor selv være ude om det), og jeg, som dengang, glad, havde anmeldt en enkelt Juul-bog, Forgjort, 1989, og jeg kan ikke huske, om jeg dér havde ordspillet, tænkte, at det vil jeg så aldrig holde op med, og det har jeg heller ikke gjort, og garanteret gjorde jeg det allerede (igen) to år senere i min overrumplede og fortumlede anmeldelse af En død mands nys i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan få fingre i og genlæse. 

Mellembemærkning A (genbrugt i kommentar i WA)

 Hvor er det dejligt at nærlæse skønlitterære tekster, også når man modsat professionelle akademiske litterater hverken har tid eller råd til det, fordi ingen, bortset fra akademia, betaler for det; det er også derfor, at forfattere, som ikke er dem, der er dårligst til at læse nært, så sjældent gør det og kun gør det, når de slet ikke kan lade være, jævnfør tekster og bøger af fx Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Jørgen Sonne, Poul Vad og alt for få tekster af Pia Juul, men heldigvis nåede hun at fuldende sin lille, perfekte bog om Agnes Henningsen (som hun også, som sit eneste portræt, portrætterede i Danske digtere i det 20. Århundrede).

Mellembemærkning B

Mon Pia Juul nogensinde fik hørt Lana del Rey, hørt hende ordentligt, det burde hun have gjort, for der er klart et slægtskab, tante-kusine ca., i den oprigtige ironi, i den stikkende sødme, i den legende, skamløse omgange med tradition og citat. Fra sangen ”Wildflower Wildfire” på den seneste plade Blue Bannisters, 2021:

  ”
Here's the deal
’Cause I know you wanna talk about it
Here's the deal
I promise you, like, a million tomorrows
Here's the deal
What I can promise is I’ll lie down
Like a bed of wildflowers
And I'll always make the sheets
Smell like gardenias wild at your feet
And I nourish you hazily

Baby, I, I, I, I've been runnin' on stardust
Alone for so long
I wouldn't know what hot fire was
Hot fire, hot weather, hot coffee
I'm better with you
It's strange, but it's true, darling

 

Og jeg nærer dig diset – eller hvordan det skal oversættes – det er da en genuin Juul-linje. Og Lana del Ray har jo sandsynligvis ikke læst Pia Juul, men det kan hun nå endnu!

Mellembemærkning C

Jeg ville også gerne have sammenlignet diget fra En død mands nys med digte af fx generationskammerater som Morti Vizki (især Morti), Simon Grotrian, Niels Frank, måske Juliane Preisler, der skrev meget parallelt med Juul i starten, med en digter ti år og tyve år yngre ,men jeg kan mærkeligt nok ikke komme i tanke om (bare lidt betydelige) digter, der er født hverken 1972 – der er prosaisten Peter Adolphsen, så må det blive ham – eller 1982, men en digter, der er 30 år yngre. er for syv søren Signe Gjessing, hende ville det være skønt at sammenligne med, og så kunne man gå bagud i tiden til Frank Jæger eller Jens August Schade eller Sophus Claussen eller Emil Aarestrup, oplagt er også den (nu heller ikke – ak!) nulevende digter, som Juul måske beundrede mest eller i hvert fald var hjerteligt gladest for, Eske K. Mathiesen. Og udenlandske! Selvfølgelig Sylvia Plath, men også Edith Södergran, Wallace Stevens, Dylan Thomas og måske faktisk nulevende Anne Carson?

Udgangsbemærkning (delvist genbrugt i anmeldelsen af Dorrit W's roman)

Nu skal jeg læse og anmelde Dorrit Willumsens nye roman Tjeneren og hans søster, og Pia Juul elskede Dorrit Willumsen, næsten lige så højt som Agnes Henningsen fornemmer jeg, hun forsømte aldrig nogen lejlighed til at fremhæve hende. Mærkeligt som man så konkret kan føle et læsersavn på en andens bogs vegne, men det er kosmisk uretfærdigt, at Pia Juul ikke skal læse den bog, og at den bog ikke skal læses af Pia Juul.  

Et Hvedekorn i hånden på EKM er bedre end noget

Klokken 13 i går inde at hente min bunke af Hvedekorn nr. 4, 2009, i Borgens nye domicil på en tredie sal på Mosdalvej i Valby, og det er ikke løgn, at det er lige over Scleroseforeningen, men der var slet ikke så downbeat eller deprimt, som jeg frygtede: gode, lyse rum og en stor, central reception, mest af alt lignede det faktisk Rosinante&Co på deres tredjesal i Købmagergade, og på Jens Christiansens skrivebord lå korrekturen til en ny, massiv Simon Grotrian-samling, og det gjorde mig så glad, at der ikke var trist, at jeg helt glemte, at være vemodig over, at det hermed var endeligt slut for parret Hvedekorn og Borgen, det huskede jeg først på, da jeg sled mig over Valby Bakke ad langgaden, og så var jeg det også, reelt og intest vemodig, hele vejen hjem til Frederiksberg.

Intet vemod på H. C. Andersens Boulevard hos Kunststyrelsen 2 timer senere, da Eske K. Mathiesen fik overrakt Kritikerprisen - E-e-e-e-e-e-e-ske! råbte vi - af Torben Brostrøm, der forinden havde holdt en elegant og pikant motivationstale, men før da havde jeg overrakt Eske et eksemplar af Hvedekorn 4, 2009, der jo indeholder sensationen "Mathiesens Kanon for Dansk Billedkunst" foruden al mulig anden billedskøn poesi, herriblandt hele 7 debuter og en interaktiv sektion med navneleg og tegne-instruktions-digt, og xtra mange poesiskønne billeder, nærmere bestemt eksperimentelle fotos knipset af Hvedekorns afdøde grafikredaktør 1961-65 Richard Winther, heriblandt nogle, der er ret frække. Fra nummeret hart jeg sakset denne énlinjer af Rolf Sparre Johansson, født 1985, der præcist opsummerer prisfest og prismodtager:

for enden af guleroden er der en trompet