Bedste (jule)falset

Peter Frödin hen mod slutningen af Jesus og Josefine-sangen "Krystaller" (hvis omkvæd og tekst jeg altså også godt kan lide - sue me!)

Presenning med mormor - hedder et kapitel!

Der var kamp mellem lyslæsninger i går og i dag, Lone Aburas' Politisk roman vs. en pdf med Line Knutzons og Peter Frödins andet bind om Lille Allan, Lille Allan og dobbeltgængerskolen (som forlaget tilskikkede mig, fordi jeg skal interviewe forfatterparret på Bogmessen; jeg ved slet ikke hvornår, der er udgivelsesdato) jeg sprang frem og tilbage mellem dem, lastefuldt læsende løs, og nu er jeg færdig med dem begge to og har helt vilde abstinenser efter Piratossort humor, og Lille Allan-bindet er forresten mindst lige så politisk en roman som Politisk roman, Aburas er så bare Buster Keaton-politisk og Knutzon/Frödin Gøg og Gokke-politiske; her er vi til fest hos den rige, italienske familie Gasolini ved Gardasøen:

Festen var i gang, og gæsterne ankom. De var flot klædt og hilste venligt på hinanden og spurgte, hvad hinandens tøj havde kostet, mens de hyggede sig med et pølsehorn og et glas rosé. En svensk kvinde, hvis oldefar havde opfundet ela­stikken, gik rundt i haven med sine to små børn, en dreng og en pige. Drengen var forkølet, og da hans næse begyndte at løbe, hev moren en hundredkroneseddel op af tasken, tørrede drengens næse, krøllede den sammen og smed den på græsset.
“Vi er meget rige,” sagde hun og smilede til de andre gæster.
En høj, krølhåret nigeriansk mand kom slentrende over plænen med sin rundryggede kone i en trækvogn. Han ejede Nigerias største diamantmine, og konens smykker var så tun­ge, at hendes arme hang slapt ned på hver side af vognen og lavede dybe furer i græsplænen.

Haven summede simpelthen af glade, magtfulde men­nesker og deres velopdragne børn.
Til allersidst ankom den rigeste kvinde i Europa. Hen­des familie havde været rig så langt tilbage i tiden, at hverken hun selv eller andre længere kunne huske, hvor pengene kom fra. Hun var så rig, at hun havde besluttet sig for at få fjernet begge hænder.
“Jeg rører alligevel aldrig en finger,” havde hun sagt. “Jeg har jo tjenere til alt.”
Mange af de andre gæster kiggede med respekt og ær­bødighed over på hende, og flere af kvinderne nejede, da hun gik forbi.

Sommersensation: Lille Allan er The Greatest!

Jeg fulgte et link til Politiken Forlags august- og septemberkatalog, som var dybt nedtynget af alskens kedsommeligt kulørt krimi og thriller og biografi, og fuldstændig uforberedt stødte jeg på denne her ultimativt forjættende sag! - Line har som rapporteret nedenfor også et kgl. skuespil på vej, hele det næste halve år kommer til at gå med at vente på Knutzon-værker, latterlængselsfuldt, hvilket er helt i orden, her forventer jeg Kafkask lavkomik og Poesk pruttehumor:

Lille Allan er alene hjemme, og det er uhyggeligt. Når han står og kigger ud af vinduet, er det som om, at der er en, der ligger bag busken og stirrer på ham. På torvet holder der også en nyvasket og temmelig lang og sort bil af den slags, der ellers aldrig ville parkere i Urbanplanen. Senere er Lille Allan på grillen for at hente en bakke pomfritter."Skal du ha' salt på de pomser - " spørger en mand med lange, tyndehænder."Ja, tak," siger Lille Allan og snupper en, som han dypper i remo. Også sortner alt. Da han slår øjnene op, sidder der fire drenge og kigger på ham. De ligner ham, alle fire. Lille Allan befinder sig på Dobbeltgængerskolen i Næstved.

Al nødvendig, inspirerende research til Lille Allan 2

er dette faktum:

I Blekingegade (Blekingegade!)
ligger
en UFO-kiosk (UFO-Kiosk!)

- så skriver I bare videre derfra, Line og Peter, det burde ikke være svært,
og så anmelder jeg på bloggen (som de alligevel læser meget mere på Mars end WA) 

Hørte I mig le manisk på Kgs. Nytorv

sent i går eftermiddag, da jeg var nået til side 7 i Line Knutzons og Peter Frödins umiddelbare børnebogsklassiker Lille Allan - Den menneskelige antenne, som jeg til min umådeholdne begejstring lige havde udgravet og fået tilladelse til at anmelde ovre i Pilestræde, og jeg simplethen ikke længere kunne holde mig; jeg begyndte allerede at sprutte på side 6, da Lille Allans mor "havde rejst sig op og sagt: "Nu flytter jeg," midt under aftensmaden for to år siden. Hun havde fået tilbudt en stilling i en butikskæde, der hed Kop & Kande i Hørsholm. Det var en chance, hun ikke kunne lade gå fra sig./ "IT'S ONCE IN A LIFETIME!" havde hun råbt på engelsk", men på side 7 er der omsider ingen nåde:

Lille Allans far fik vand i øjnene, og hans ansigt så helt underligt ud. Lille Allan var sikker på, at hans far var på nippet til at græde, og han skulle lige til at tage ham i hånden, da hans far udstødte et kæmpe nys, der rungede i hele Urbanplanen. Det var så højt, at et ældre menneske åbnede et vindue og råbte vredt, om man lige kunne få noget ro.
  Det var den sommer, Lille Allans far blev allergiker. Han havde altid været meget hvid i huden, men efter at Lille Allans mor var flyttet, var det ligesom om Lille Allans far var blevet ekstra hvid i hovedet. Der var dage, hvor han var lige så hvid som væggene i deres lejlighed, og Lille Allan var flere gange gået forbi sin far uden at hilse. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for Lille Allans far at blive overset på den måde, men så hjalp det lidt med allergien, for han nøs nogle gigantiske nys, så Lille Allan kunne altid gå efter lyden, og på den måde var han aldrig i tvivl om, at han far var i rummet.

- Det er ikke løgn, at Line hedder Hilarius til mellemnavn!