Vidunderlighed er vidunderligere end prunkløshed

Hvis det nu ikke var fordi, Erik Skyum-Nielsen i sin litterære forårsrevy i forrige uges litteraturtillæg i Information havde ligestillet Agnete Braads debutroman Som om hun bare lagde røret på og forsvandt med tredje bind af Christina Hesselholdts Camilla-serie (IKKE IKKE IKKE en trilogi!) Selskabet gør op, ville jeg nok ikke have snuppet en dublet af Braads bog på avisen og spildt et par timer på at læse de 166 sider med store bogstaver; før Skyums komparation og efter Kamilla Löfströms og Nanna Gouls uglade anmeldelser mente jeg velsagtens, det var rigeligt og alt nok, at jeg havde blog-polemiseret mod det vældige, privatiserende interview i Information, og at forfatteren havde svaret hårdt tilbage om at glæde mig til min fasters død, og at jeg havde citeret og svaret igen i en forfattertræt WA-kommentar, og at vi havde hilst venligt og insisterende på hinanden på Louisiana, forfatteren og jeg, hvor hun, forfatteren arbejder (da jeg havde walket og talket om hvilken fordring myldrende kunstværker stiller til romanen om at form-forny sig radikalt HALLO!), men nu kan jeg ikke lade være med atter at erklære ufred, dette er hvad Skyum skriver (sigende at han bruger lige så mange adjektiver på Braads virkelige mor som på romanen - og vi husker, at han tidligere i artiklen roste Hesselholdts bog for at beskæftige sig "med nok så smertefuldt materiale: sygdom (både fysisk og psykisk), smerte, skilsmisse og opbrud, men at gøre "det med et vidunderligt og voldsomt smittende sprogligt overskud"): 

Fuldstændig forskellig herfra (Stine Pilgaards Min mor siger) er formen i Agnete Braads debutbog Som om hun bare lagde røret på og forsvandt, fortalt af kvinden, der inden for lidt over et år møder en mand hun kan lide, bliver gravid, føder sin datter og ikke mindst mister sin mor, den bandende og besværlige og kontroversielle og karismatiske og højrøstede og herlige sognepræst ved Sankt Stefans Kirke Anne Braad. På titelblad og omslag står ’roman’, og der forekommer fiktionaliserende indslag, men det meste er nøgent dokumentarisk (eller i det mindste nøgternt realistisk) og holdes sammen af en prunkløs, velgørende ukunstlet, knap og konkret fremstillingsform. Moderens galopperende kræftsygdom og afklarede dødsforberedelse giver selvsagt anledning til tilbageskuende familieopgør, men den kritik, som fremsættes over svigt engang, overvindes suverænt af den kærlige forsoning, hvad der gør bogen til et ægte og værdigt stykke sorgarbejde. Kald det så autofiktion eller ej. Nået hertil kunne det måske være betimeligt at påminde om, at også den prunkløse og anti-ekspressive realisme er en form, og at også den som ’roman’ arrangerede dagbog er en genreblanding. I den til tider lovlig indspiste kysse-kramme-lefle-rose-klub, der med f.eks. Forfatterskolen, Testrup Højskole og den hensygnende blog Promenaden for tiden skal gøre det ud for avanceret dansk litterær debat, synes der at herske bred konsensus om at fremhæve Christina Hesselholdt som noget i særklasse specielt. Men hvad hun laver, er i mine øjne blot pludre-plapre-bøger på højt niveau.

Jeg ved ikke, hvorfor Skyum har så stort et behov for at rose Agnete Braads bog, måske pga. hende den adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv mor og præst (og det er helt rigtig (og insisterende meningen) at familieopgøret overvindes af kærlig forsoning, det er bare ikke en forsoning, der rækker til morens bitre eksmand, som totalt uforsonligt og vrængende (men uden sprogligt/karikerende overskud) udleveres). I mine øjne fremstår det, han kalder prunkløs, ukunstlet, knap, konkret, nøgent realistisk, nøgternt dokumentarisk fremstillingsform (stil er et mere prunkløst ord) for det meste som uinspireret, sjasket skrevet, vilkårligt/kedeligt detaljeret virkelighedsreferat, her et eksempel:

Juledagene var iskolde, der faldt så meget sne, at vi knap kunne køre ind og ud fra Frederiksberg Allé. Jeg begyndte at tage elevatoren op, når jeg kom hjem, selvom det var for tidligt at have det sådan, tre måneder før jeg skulle føde. Måske var det vinterstøvlerne, der gjorde det værre, tungere, og svømmehallen holdt lukket mellem jul og nytår. Vandet var ellers det eneste sted, hvor maveskindet ikke kløede. Vi tog til Louisiana med svigermor Susanne. Hun syntes, det var synd, jeg ikke havde været der, siden jeg var barn, og Jonas havde et kort, så jeg kunne komme gratis med som gæst.

Når jeg læser den slags, tænker jeg: Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? I små hjørner af teksten bestræber Braad sig pludselig på at få dynamisk, opfindsom gang i sproget og det er ikke altid ueffent, fx sådan her: "Vi trak mælken op af brønden, spandevis, fulde læs, pumpen knirkede metallisk, muldjord under sneen, bregner under bordet, vi kørte til møllen, malede mel, bagte brød, vaskede hvide lagner, vaskede mælken, vaskede melet, vaskede væggene ned." Men disse stilige undtagelser understreger jo blot, hvor græsseligt gråmeleret reglen er. 

Og nu vil jeg så slå tilfældigt op en to tredjedele henne i Selskabet gør op og demonstrere den himmelråbende kvalitative forskel på "prunkløs og anti-ekspressiv (hvad fanden betyder det ord? at sproget nægter at være udtryksfuldt?) realisme", der rigtignok også er en form, bare en kedelig én, og en pludre-plapre-bog på højt niveau. Og hvad så? Og hvad så? vs. Mer vil have mer associativt perlende - 4 punktummer:

Jeg husker at vi kort efter dette optrin tilfældigvis kom til at se en udsendelse om voldelige hustruer, alle sammen fra den engelsksprogede verden. Der var en kvinde som flere gange havde forsøgt at køre sin mand ned i indkørslen; det var en dramadokumentar, en (efter min mening) kun sjældent vellykket genre, fordi de illustrative scener der ledsager fortællingen som regel forsøger at dække den i et 1 til 1-forhold, de bliver afsnuppede og ufrivilligt komiske, fragmenter af fiktion stikker hovedet op af dramatisk musik, og man så en mand kaste sig til side for bilen med den rasende hustru og havne i hækken, og så en gang til for Prins Knud, i slowmotion (jeg skal lige sige noget vedrørende Prins Knud. For nogle år siden holdt jeg et foredrag om mit forfatterskab for danskstuderende i Gdansk, jeg gerådede i diskussion med dem om 'varme' og 'kolde' tekster, og jeg må på et tidspunkt (ophidset eller insisterende) have sagt 'en gang til for Prins Knud', for da jeg nogle måneder senere modtog et speciale fra en af de studerende som havde været til stede og taget noter under foredraget kunne jeg læse: 'Som Prins Knud engang har sagt, kan det godt brænde vældigt på under en teksts kølige overflade'. hendes specialevejleder var en dansk lektor, hun må have redet gennem specialet i galop), der var en en kvinde der altid stod på lur for at skubbe sin mand ned ad trappen, og så var der den allerværste kvinde, hende der en nat havde smeltet et utal af stearinlys på en stegepande, trukket dynen af sin mand og hældt den kogende stearin ned over hans skød. Man mødte den stakkels ægtemand mange operationer (ny hud, måske ligefrem splinternyt køn) senere. Jeg var glad for at jeg ikke tilhørte de voldeliges flok, at jeg kun havde stukket Kristian én eneste gang, at det var et uheld, brillerne knustes.

Quod erat demostrandum-dum-kugle gennem snemændenes flok!

Et interview der handler om LITTERATUR (og LITTERÆRT om mor)!

Nemlig Karen Sybergs interview med Christina Hesselholdt i Informations litteraturtillæg - vs. interviewet med Anette Braad om hendes mor-roman for et par uge siden i samme tillæg - op og ned ad spalter taler Hesselholdt levende og UNDERHOLDENDE om, HVORDAN hun skriver, eksempel til efterfølgelse så sandelig, og hun taler også om, vs. Braad, om hvordan hun skriver om sin mor, om hvordan den kunstneriske hensynsløshed frisætter og ikke forsoner, men måske så (ved netop ikke at belyve) med åbne øjne forsøder (for forfatteren, men frem for alt læseren!) fortiden:

Christina Hesselholdt er ikke nervøs over det, hun har skrevet, siger hun. »Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke kan være anderledes. Men jeg har været nervøs for portrættet af min mor. Kunne jeg tillade mig at skrive, at hun havde været psykisk syg? Det var ikke ret længe ad gangen, hun var indlagt, men det var en stor ting i min barndom. Jeg håber ikke, jeg har krænket hende, jeg har taget tilløb flere gange, hvor det ikke lykkedes,« tilføjer hun. Nu er det lykkedes, det første store afsnit i Selskabet gør op handler om moren. »Jeg har tiltaget mig ret til at anlægge mit perspektiv, og det giver en fornemmelse af at blive mig selv.« »Noget af mor-teksten er skrevet i nutid, og når jeg havde skrevet det, havde jeg det helt fantastisk godt,« fortæller hun og fortsætter smilende: »Tænk at man kan narre sig selv på den måde!« »Da jeg var færdig med teksten, var det tilsvarende vemodigt. Jeg har jo også sagt farvel til Charles, jeg havde svært ved at se i øjnene at være færdig. Det er et anker at skrive en bog. Man kan hele tiden gå hen til den, og alt det diffuse i bevidstheden, som man ikke ved, hvor man skal gøre af, finder en plads. Og man får lov at have det en gang til.« »Som Julius fra I familiens skød, der meget ligner mig selv, siger, så bliver livet meget langt bagud, når man erindrer. Det er en gave, at man kan have lov til at have tingene så mange gange. På den måde er ’huskningen’,« kalder Christina Hesselholdt det, »et endeløst projekt. Man kan hele tiden huske sig ind i nye områder – i og med, at man formulerer noget, dukker noget nyt op. Og i bogen kommer tingene til at stå der, hvor jeg er ved at skrive, når jeg husker dem, man kan vel kalde det en organisk skrivemåde."

Virkelighed med lidt roman drysset ovenpå

Bare lige en dobbelt irritation, jeg skal have luft for, inden jeg begynder at anmelde de skønne, nye bøger, jeg skal anmelde i dag;, først så jeg i TV2 Lorry-programmet Brunch et interview med kollega og romandebutant Nanna Goul, hvor intervieweren hele tiden ville høre, hvordan NANNA havde haft det ude i den skov, hun engang boede i, og Nanna igen og igen forsøgte at bringe samtalen tilbage til at handle om den ROMAN, Privat skov kaldet, hun har skrevet, hvor hovedpersonen flytter ud i en skov, hvilket viser, hvad der sker, når man rækker autofiktiviteten en lillefinger, den sluger hele mikrofonen!

Så læste jeg i Information et stort interview med en anden romandebutant, Agnete Braad, der lige om lidt udkommer med en roman, hvis titel journalisten sigende nok glemmer at nævne, og hun har sandelig ingen autofiktive hæmninger, hun taler derudad om alt muligt privat ang. sin kendte præste-mor Anne Braads sygdom og død, sin egen parallelle graviditet og fødsel og den efterfølgende arve-retssag, men er også imponerende ærlig omkring, at den primære bevæggrund til at skrive roman ikke har været kunstnerisk ambition:

»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«

En selvisk lækkerficering af virkeligheden! Hvis man er utilfreds med, hvordan noget i sit liv har udspillet sig og erindres, så skriver man det ordentligere, mere afsluttet og vedkommende i en roman, som så oven i købet giver den fede identitet: forfatter og muligheden for at tale ud i avisen om det rod af hang-ups (med identificerbar skurk, morens eksmand), som bogen udglatter. Smarty smart! Jeg ved jo ikke, om Agnete Braads roman er en god roman, det kan sagtens være, men sikke en træls måde at tale om den på.