Ord er håndgribeligt rod

Tale ved tildelingen til af Kritikerprisen 2013 til Pia Juul for hendes samling af ”noveller og episoder” Af sted, til stede

Hvis jeg var dramatisk anlagt, ville jeg benytte denne lejlighed til at melde mig ud af Litteraturkritikernes Lav, fordi min ikke synderligt hemmelige ambition med medlemskabet omsider er realiseret: Pia Juul har fået Kritikerprisen, og jeg holder talen.

  Se selv! Jeg står her! Hun står dér! Hvor ultimativt rigtigt er det ikke!?

  Jeg har ikke talt op, hvor mange gange hun er blevet nomineret, og jeg vil ikke spørge, selvom hun sikkert ved det alt for godt. Men jeg tror roligt, jeg kan sige så meget som, at sjældent har en forfatter skrevet og fået nomineret så mange fremragende bøger, inden hun har fået Kritikerprisen. Eller mere præcist: Aldrig er så selvfølgeligt et valg blevet undgået så længe. Det er denne særlige selvfølgelighed og selvfølgelige særlighed, som lige fra starten af har kendetegnet Pia Juuls og hendes bøgers fremragendehed, der gør forsinkelsen så ekstraordinært pinlig. Undskyld for at prisen kommer så sent! Tak for at den ikke kommer for sent: At der er endnu en fremragende bog at særligt og selvfølgeligt præmiere, den der hedder Af sted, til stede og påstås at indeholde ”noveller og episoder”.

   Særligheden og selvfølgeligheden skyldes, tror jeg, at ikke bare har Pia Juul altid holdt af ord, ordene har altid holdt af Pia Juul. Og hvem kan argumentere imod ordenes egen præference? Det er simpelthen en af de helt store kærlighedshistorier i dansk litteratur, ordene og Pia Juul. På samme tid varsomt og håndfast holder de af hinanden, og holder de om hinanden, og holder de øje med hinanden. De er skabt for hinanden, som man siger, og forfatterskabet har altid fornøjet sig usigeligt med det, som man siger. 

  Min eneste ambition med denne tale er at citere to tekster fra den prisbelønnede bog in toto. Den første er titelteksten, der lumsk befinder sig på venstre omslagsflap; lumsk for mig i hvert fald, der først forleden, da jeg læste bogen for fjerde eller femte  gang, fik øje på den – med et chok jeg stadig ikke har forvundet, derfor er teksten uundgåelig som førsteeksempel:
  ”Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget.”

  Lige så meget som teksten handler om, hvad en dansklærer kunne mene, at den handlede om, eksistentiel balance og ubalance, modenhed og overmod, sathed og eventyrlyst, handler den om at nå frem til formuleringen af de jo helt konkret rammende to paradokser, ”medvindens kedsomhed” og ”Nonchalancen måtte indøves”, og ja, ja, det er også alt sammen poetik, Men lige så meget som eksistens, paradoks og poetik handler teksten bare om ord, erindringsord som ’foderstoffen’, skæve ord som neologismen ’vandlåge’ (Google kender kun vandlage og vandlås) udsøgte, selvnydende klenoideord som ’nonchalance’ og ’genistreg’, klare, samklingende ord som ’knæ’ og ’knappenål’ – i en sekvens, som ordene selv knopskydende og hinkestensspringende bestemmer, fra bløde ’blødende’ til ’asfalten’s hårdhed. Men mest handler teksten vel om at falde i staver over de to fine, fine ord eller næsten-ord i bogens og tekstens titel eller rettere om pauserne i dem: Af()sted, til()stede, hvor man kan tage afsæt eller ophold alt efter behag og nødvendighed.

   Den eneste forskel på Pia Juuls digte og korte prosatekster er, at digtene har stjerner, asterisker, *’er, mens prosateksterne har titler. De fleste titler i Af sted, til stede består af et enkelt ord fra teksten selv, hvor det ofte kun står nævnt en enkelt gang. Og det er ikke tematisk, at teksten handler om det ord; det er poetisk, at det ord handler med teksten, bringer teksten i bevægelse eller sætter den i oprør, anfægter eller forvirrer eller betager. Eller ordet sidder bare i et fjernt hjørne og blinker, henkastet, men uimodståeligt, som er teksten en leksikonartikel på hovedet:

  ”Hvedebrødsdage”, ”Feber”, ”Gift”, ”Excentrisk”, vigtigt ord, vigtig tekst (i den rækkefølge nemlig),  ”Katar”, ”Lately”, ”Prægtig”, ”Glas”, ”Mandolinfeber”, ”Viljesakt”, ”Brudevals”, ”Hængt”, ”Selvbeherskelse”, ”Rya”, ”Armbåndsur”, ”Brandfælde”, ”Smitsom” (der næsten lyder som et navn, Smithson), ”Glimt”, ”Pergament”.

   Ord er ikke mindst navne hos Pia Juul, og navne nævner titlerne også, særlige og selvfølgelige, ”Pusjkin”, ”Hansen”, ”Vildbjerg”; projektet i teksten ”Hansen” er simpelthen at fortrylle navnet Hansen til at blive et navn for lykke, hvilket mirkauløst nok lykkes. Et selvfølgelig navn illuminerer og illumineres af et selvfølgelig ord.

  Ellers er metoden og måske handlingen i bogen, at de særlige ord konkretiserer de selvfølgelige ord, sætter dem i musik og i spil, og frem for alt ordet lykkelig (og dets antipode: u-lykkelig). Her er et citat apropos fra teksten med den dobbelttydige titel, mindst!,  ”Det røde hav”:

  ”I skuffen finder jeg affaldsposer og går alligevel ind i stuen, hvad vil det sige være lykkelig, det er jo bare et ord, men rod er håndgribeligt.”

  En Juul-person er virkelig i kulkælderen, hvis hun siger, noget ”bare” er et ord, selv ordet lykkelig. Snarere er ord et håndgribeligt rod - og et håndgribeligt og jonglerbart udtryk for livets rod, der jo i en god og ond cirkel tit forårsages af ord, af bedragerisk selvfølgelige ord, og frem for alt ordet lykkelig.

  Et par titler peger ikke bare et enkelt, men flere af tekstens ord ud – det er NB forbudt for alle undtagen Pia Juul at bruge kommaer i titler! – ligesom jeg gjorde i titelteksten lige før: ”Le Bonheur, idiot” og ”Kaffe, smugkro, hårlok”, som er den anden tekst, jeg vil citere. Fordi de tre ord bliver bogens mest slående og sugende, på samme tid særlige og selvfølgelige kodeord for lykke, eller længslen efter lykke, eller lykken ved længsel, den bogstavelige lykke og den lykkelige bogstavelighed; bortset fra at handlingen mest handler om ulykke:

  ”I Pouls barndomshjem var der altid kaffe på kanden. Folk elskede hans mor og kom tit forbi. Huset var lille og lå nærmest på en mark. De var to forældre, syv børn og en bedstemor i de små rum. De måtte hverken danse, spille kort eller drikke alkohol. Da han blev udlært tog han til Amerika. Sådan hed det. Det var i forbudstiden, og han smagte alkohol for første gang på en smugkro. Det var en stor oplevelse. ”Da vi kom ud var det som om gaden kom farende op i hovedet på mig,” sagde han. Det glemte han aldrig. Jeg var 21, da han fortalte det. Da havde jeg allerede selv oplevet gader og veje komme farende op i hovedet på mig. Der var for eksempel den nat jeg vaklede ud af minibussen fra kroen og gik op ad bakken med blikket bekymret fæstet på lyset i gavlen af vores hus. Min far var bestemt ikke vågen fordi jeg kom for sent hjem, men jeg gik derop. Han lå og læste. Poul var på besøg og var blevet syg om natten, nu var han på hospitalet. Der gik mange år endnu før han døde, men denne nat var vi bange. Her tænke vi at det kunne ske. Jeg havde frygtet det i hele min barndom. Nu troede jeg det skete. Det skete ikke. Men senere skete det. Som det jo bare må. Hans søster Agnes var den sidste af dem der døde. En dag sagde hun fortabt: ”Hvad skal jeg dog gøre af alle mine forældres ting. Der er en bibel og breve og en lok af Sigrids hår.” Den lok af den lille søsters hår. Hun døde to år gammel af den spanske syge. De nævnte hende tit. Den lok. Hvem ville have den? Jeg tænkte: Det vil jeg. Det vil jeg.”

  Vi kan desværre ikke give dig en lok af Agnes Henningsens hår, det havde ellers været noget særligt. Her er anderledes selvfølgeligt en klækkelig check.

  Lykke til, ord og Pia!

Den gennemhullede fysiks Tao

I Politikens krimi-monopoliserede bogtillæg fra i fredags har medlem af bestyrelsen for Kritikerlavet, brillante og kloge Bo Tao Michaëlis syv (7!) anmeldelser af thrillers og spændings- og kriminalromaner med (+ 1 anmeldelse af en Raymond Chandler-biografi), det er frygteligt synd for ham og os, så gerne ville jeg se ham skrive en Pia Juul-anmeldelse, han har stilen til det!, så her er som plastre på skudsårene, i hans hånd og vores øjne, 1 afslutningssætning fra 1 tekst i Pia Juuls Kritikerprisvindende Af sted, til stede for hver af de 7 anmeldelser:

Lis Jensen: De udbudne - Jeg ved ikke, om jeg talte med nogen den dag, det gjorde jeg vel, det må jeg have gjort, men ikke én replik er tilbage i mit hoved, kun det som et femtenårigt pigebarn oplever når hun tror livet er litteratur, og ikke har lært at spørge ordentligt.

Søren Jacobsen: Trofæ - Han har smittet hende, jeg vil kvæle ham, nu han ikke længere har den fletning, jeg kan klippe af.

Bille & Bille: Nattens gerning - Nu sidder jeg her selv på en bænk; jeg græder også, det kan man her, og hvis nogen skulle se det, tror de jo kun at nogen er død.

Ian Rankin: I en anden mands grav - Hendes stemme var skinger og hun kunne bestemt ikke leve med forskellige gulve.

Richard Birkefeld og Göran Hachmeister: Tysk mesterskab - Og jeg nævnte ikke biskoppens bøger, vi talte kun om døden.

Morten Hesseldahl: En tid til at dø - "Idiot!" sagde hun.

Jakob Melander: Øjesten - Det flimrer og kaster lys og skygge over mit eget liv, blander sig med det jeg muligvis helt af mig selv kunne opleve og tænke, men det kan godt være lidt usikkert somme tider, lidt uklart hvis følelser det egentlig er jeg har.

- så nu har vi det meget bedre, ikke også?

SÅ BLEV DET ENDELIG JUUL!

Kritikerprisen (på 60.000 danske kroner) for 2012 tildeles: Pia Juul for novellesamlingen: Af sted, til stede (Tiderne Skifter).

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Kristian Bang Foss for romanen: Døden kører Audi (Gyldendal) og Harald Voetmann for romanen: Kødet letter (Gyldendal). Sidste års modtager af Kritikerprisen var Lars Frost for romanen Skønvirke (Gyldendal).

Pia Juul har som få - som måske kun hendes egne, store idoler, Herman Bang, Gustav Wied, Agnes Henningsen - sin egen tone i dansk litteratur, ironisk og henført, drilsk og direkte, vittig og melankolsk. Alt det, Pia Juul har fået os til at elske som det særligt Pia Juulske, findes i Af sted, til stede, der formelt spænder fra regelrette noveller til bittesmå aforismer og episoder: Gamle ord og salmer, en sær og skøn blanding af tøven og krystalklare øjeblikke. Det gådefulde ikke mindst.  Mennesket hos Pia Juul er en noget komisk størrelse, excentrisk og med en uophørlig trang til beruselse. Glæde og grumhed vandrer hånd i hånd.  Lykken handler novellerne og episoderne ikke om (de handler faktisk meget om døden), men de kredser om en slags lykkefølelse. 

Prisuddelingen foregår torsdag den 4. april kl. 16.00 hos Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.

Alle er velkomne

(iflg. Google har Duborg Skolen tidligere anvendt overskriften, men jeg er sikker på, at jeg har gjort det endnu tidligere, jeg har bare ikke beviser)

(og Pia Juul har jo som bekendt skrevet en fremragende, atypisk og eksperimenterende krimi, som derfor ikke er en krimi, Mordet på Halland, der ligesom ALLE hendes andre bøger, også den om fotografen og ungdomsbøgerne, burde have fået Kritikerprisen)

Note til Juul

(snak ud fra til det velbesøgte Kritikerpris-arrangement i går, hold kæft, hvor var og er de lige åndssvagt gode, Harald V,  Pia J og KB Foss, og hvor har vi været åndssvagt gode til at vælge 3)

Jeg var ude hos min ven Johnnie, der ikke var hjemme, for hente Af sted til stede, og menes jeg var der, hev jeg lige et par andre bøger i tasken, jeg vidste, jeg skulle bruge, og der stod også en halv whisky og og en tom lommelærke, og jeg fyldte whisky i lommelærken og spildte en del, fordi jeg ikke havde nogen tragt, og tog også den med og gik ned på gaden og kom i tanke om, at jeg havde glemt selve Af sted og følte mig frygtelig dum og gik tilbage og blev utrolig glad over, at den stadig lå på bordet, selvom jeg jo havde set den lige før, da jeg glemte den, så det havde først været underligt, hvis den IKKE var der, og gik ned på gaden igen og gik mod Amagerbro Metrostation, mens jeg læste i bogen, en særdeles farlig ting jo, og læste linjen :

Jeg aner ikke hvor sent man kan tage metroen

og som jeg læste videre, tænkte jeg tilbage på min ekskursion som meget Pia Juulsk eller rettere tænkte på den som fortalt af Pia Juul eller rettere som læst op af Pia Juul fra en novelle af Pia Juul, hvilket løftede den og gav den værdi - Pia Juulsk som ubetydelig og betydningsfuld, henkastet og katastrofal, fjollet og forfinet. Jeg har også haft det meget Pia Juulsk med Pia Juuls seneste bøger, fordi jeg ikke har fået lov til at anmelde dem, hvilket har gjort mig (formuleret) patetisk forbandet og vred, men når jeg så satte mig eller GIK og læste dem, blev jeg lettet over, at jeg ikke skulle sætte ord på min fornøjelse, endnu en gang forsøge at finde den umulige Pia Juul-formel, hvilket jeg er tvunget til i dag - og jeg vælger formlen: extremistisk humørsyge eller bare sygt extremt humør, lykkeligt og/eller lykkeligt, helt enkelt noteret i teksten "Lately" - eksemplarisk også for digterens nye, vilde og radikale ligefremhed:

Det var noget med en hest. En slags natskjorte og bare ben og ud i mørket over gården og klappe en hest hun var bange for. Hun ville meget gerne være lykkelig og blev det somme tider pludselig og det blev hun hér. Men den følelse fulgte: det skal nok gå. Og fem minutter senere lå hun under dynen tæt ind til hans krop og græd fordi de spillede Lately i radioen. Så var det pludselig sådan i stedet.

Perfekt formel for bog og forfatter:
Så var det pludselig sådan i stedet.

Meget anti-novelle-agtig figur - med disse blandinger (megen død + glæde fx ) og pludseligheder og extremismer, vs. psykologisk udvikling og kompleksitet - spring og punkter af humør, godt og skidt

Novelleafvikling gennem bogen, stadig kortere og hårdere og lettere og klarere tekster

Endnu en tekst, de første 3 sætninger kan/bør læses i 3 tonarter, fx fortvivlet, ironisk, lattermildt, "Armbåndsur":

Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse. Hvad skal man med et "rigtig godt skelet", når alle bløddelene er i forrådnelse.
  Måske tror jeg, jeg stadig har det jeg havde. Måske har jeg bare ikke fattet det endnu. En krop. Et lyst sind med momentane dyk. Klokken er mange. Jeg savner min barndoms armbåndsur, som jeg omhyggeligt trak op hver aften før jeg sov. Jeg tog det ikke af om natten.

Ny formel:
Et lyst sind med momnetane dyk.
Og omvendt.

Lyden af en Pia Juul- tekst og hel -bog:
Nynnen afbrudt af suk
men NB nynnen kan godt være truende og foruroligende - og suk kan også være lyksalige

Endnu en episode fra min Pia-Juul-dag:
Vi var to, der ledte efter en pung, der var blevet væk i en så godt som tom lejlighed- jeg væltede et glas, der stod på en papkasse, jeg kiggede under, og det knustes mod gulvet, hvilket var en langt mindre ulykke (end pungen, der var væk), som derfor momentant forløste og glædede mig i og med sin splendide splintren -

sådan er det at læse Af sted, til stede -

Blindes Juul

Åh, men hvorfor skulle Af sted, til stede være SÅ god? Når jeg nu ikke skal WA-anmelde! Jeg håber, hvem der end skal WA-anmelde er fucking taknemlig! Ja, havde jo nok gennemskuet, på de tekster jeg havde hørt læst op, at det ikke udelukkende var en novellesamling (genrebetegnelsen er på titelbladet "noveller, episoder"), men det er sgu da primært en kortprosasamling, ligesom notesbog-afsnittet i Helt i skoven, selv mange af de tekster, der på overfladen og volumenmæssigt ligner noveller, er i virkeligheden kortprosaer, og ikke fordi kortprosaer uden videre er bedre end noveller, jo, hvis de er skrevet af en fremragende forfatter er de, fordi noveller, der er noveller, bliver nødt til at forholde sig positivt dynamisk til en eller anden novelleskabelon, mens kortprosaer hver gang frigjort, frisat skaber deres egen anti-skabelon, den fremragende forfatters kortprosa er et stykke tekst på oprømt jagt efter sit eget radikalt unikke, individuelle udtryk, kvintessens af juulhed (ja, Elisabeth, det ved jeg godt, jeg ikke må operere med, juulsk og juulskhed, jeg gør det alligevel, fordi det findes hinsides alle de forgæves formelforsøg, også jeg gerne arbejder videre på, sådan her fx), vittig-desperat, excentrisk-henrevet, pjanket-grum, og ligesom i Hans Otto Jørgensens fremragende kortprosaer er grænsen flydende, men ofte grelt og pludselig tydelig, mellem lyrisk digterjegbekendelse og prosaisk fiktionsfabuleren, og hvad skal jeg sige, inden jeg citerer jer lige så forelskede, jo, jeg vil sige, at der er noget meget smukt og retfærdigt i, at Pia Juuls (fremragende, fuck de middelmådige og dilettantiske) digterkolleger og -VENINDER også (i forhold til Facebook-lunheden) helt ærligt synes, hun er den BEDSTE i flokken, og jeg vil sige, at, da jeg læste bogen sen eftermiddag, sen nat og tidlig morgen, forsonede den mig SÅ GODT SOM med den skrækkelige fejl allerallerførst i det nye Hvedekornsnummer ("SIGNE GJESSING født 1993, i Hvedekorn siden 1993", hvis hun bare var født i 1993, men hun er født i 1992, idiot, Lars!), jeg også fik i hånden i går:

DEN LATTER

Jeg forestillede mig tidligt hvordan jeg en dag ville komme ind i et rum og se dig stå nede bagved og hvordan det ville være. Det blev som jeg havde tænkt og alligevel ikke, virkeligheden overgår  heldigvis fantasien, jeg havde, selv med min livlige fantasi ikke drømt om at sådan noget kunne ske, at man kunne føle noget så stærkt og træffe en så dramatisk beslutning på et øjeblik og ikke komme til at fortryde det. For eksempel havde jeg heller ikke fantasi til at forestille mig den latter jeg kan høre i det fjerne, nu hvor jeg er på vej ned ad gaden i mørket, alting fryser og ophedes i mig ved lyden af den og fordi jeg genkender den og bliver utålmodig efter at nå frem og lægge armen om den.

Den eneste nyhed i Weekendavisen i dag

- i Klaus Rothsteins Blæksprutte om det nye års bøger, i næstsidste afsnit:

(...) men allermest ser jeg frem til Pia Juuls Af sted, til stede, der udkommer i maj side om side med hendes samlede digte.

*! *! *! *! *! *!

EN NY BOG AF PIA JUUL ER ALTID EN SENSATION, OG HVORFOR SKAL JEG ALTID FÅ NYS PÅ PÅ DE HER SIDELÆNS FORSKRÆKKENDE MÅDER, HVORFOR SENDER FORLAG OG DIGTER MIG IKKE ET TELGRAM PRÆCIS 6 MÅNEDER FØR? OG HVORFOR OPLYSER KR IKKE, HVAD GENRE BOGEN ER? JEG FORMODER DET ER EN ROMAN, NEJ, VENT, TYDER TITLEN IKKE SNARERE PÅ, AT DET ER EN DIGTSAMLING? MEN DET KAN OGSÅ VÆRE EN NOVELLESAMLING ELLER EN HYBRID, JEG VED DET JO GROFT NOK VIRKELIG IKKE, MEN DET VIGTIGSTE ER OGSÅ, AT DET ER EN BOG AF PIA JUUL, OG AT DEN UDKOMMER LIGE OM LIGE OM LIDT! DET BLIVER NØDVENDIGVIS ET GODT NYTÅR!