2 århusianske velkomster

1. Dorthe Nors på Vild med ord-festivalen, som rapporteret på Litteratursiden af en vis Nina, programsat efter en samtale mellem Knud Romer og Christian Jungersen om hjerneskader:   

Sceneværten burde have strammet op på tidsstyringen og også indholdet i samtalen. De herrer - alfa-hanner - som Dorthe Nors med rette kaldte dem gik langt over tiden, men det er pinedød en sceneværts opgave at overholde en tidsplan. Dorthe Nors fik lov til at stå og vente i 20 minutter, inden hun kunne indtage scenen. Så kom hun på scenen. Dejligt klar og lidt bidsk og ærgerlig over forsinkelsen. Hun indledte med at læse op fra sin nye bog. Rigtig godt og sjovt. Da hun skulle til at gå videre med det egentlig programsatte emne - nemlig den til engelsk oversatte novelle, som hun netop har fået udgivet i USA, så forsøgte sceneværten at korte hendes tid på scenen ned. Hun var blevet bedt om at levere stof til 40 minutter, og pludselig så bliver hun desavoueret af en scenevært, som åbenbart synes det er sjovere og mere vigtigt at høre på Knud Romer igen igen. Heldigvis får Dorthe Nors brokket sig så meget at hun får tildelt 10 minutter mere, men det rokker ikke ved, at vi som publikum gik glip af det mest vigtige, nemlig at høre om hvordan det er at blive udgivet i Guds eget land med alle de forhindringer det kan indebære.

2. Martin Kongstad i Løves Café i Guldsmedegade, klip fra kostelig post på hans blog:

To kulturradikale bedstemødre med deres halvvoksne døtre går ind. Løseligt anslået er otte ud af de tolv tilstedeværende kommet for at høre mig. Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil læse kapitlet fra Århus; det med hende den unge onanist. Nu hænger den ene af de to ansatte et hvidt a4 op på ruden. ”Martin Kongstad læser op og signerer sin bog klokken 15.”
Klokken er kvart i tre, og tager en beslutning og går ind. Det er svært at fange de ansattes blikke derinde, men jeg insisterer.
”Du skal sidde i baren og læse op,” siger den ene.
Der er musik. Folk hyggesnakker.
”Nej, jeg læser kun op for de mennesker, som er kommet for at høre det,” siger jeg. ”Der er ingen grund til, at eventuelle andre skal have ødelagt deres eftermiddagshygge.”
Jeg peger på det lille baglokale.
”Nu synes jeg, at du spørger folk, om de er kommet for at høre mig, og de, der er, kan gå ind bagved, ok?”
Jeg beder om en øko ginger ale, og sætter den til munden på vej ud. Det føles som at få pumpet et skud kulsyre lige ned i brystkassen. Et eller andet er gået galt. Den er ikke gæret, men den består af lutter brus. Det vælter ned ad min skjorte, og jeg snapper efter vejret.
Jeg er nummer et hos Arnold Busck, og jeg sidder ti minutter på bænken foran. De to kulturradikale bedstemødre og deres halvvoksne døtre forlader Løves vin og bogcafé.
Jeg går til baren igen.
”Ok, hvor mange er der så?”
Han kigger ned i gulvet.
”Der er ingen.”
”Der er ikke kommet nogen?”
”Vi er meget kede af det,” siger han.
”Må jeg få nummeret til chefen,” siger jeg.
Han beklager meget. Det er festuge, der er meget at se til.
”Når man, som jeg, er kommet med toget fra København, så føler man sig uvelkommen, når der ikke hænger et skilt og intet står på jeres tavle. Hvorfor har I ikke pakket bøgerne op?”
”Jeg kan godt til en vis grad se det fra din side,” siger han.
”Du har forbehold. Hvad skyldes det?”
”Nej, jeg må nok tage det på min kappe, men det hele bimler og bamler i dag” siger han.
”Jo, men dine to ansatte kunne måske godt have fundet de fem minutter, det villa ha taget at hænge et a4 op i formiddags eller endnu bedre i går.”
Jeg går op i baren og siger farvel.
”Kan vi byde dig en kop kaffe,” siger han.
Jeg er nummer et og nummer tre, og jeg er den eneste i jakkesæt til festuge.
”Velkommen til Århus,” siger en fyr i Latinerkvarteret.
Det lyder ikke uvenligt, mere som en konstatering.

arhus

Der er så meget sne i Århus. at der kun er den afskaffede bolle over å'et tilbage som en virkelig knotten spøgelsesmåne, undskyld -maane.

Gu er jeg ej århusromanforfatter

For mange års siden gjorde jeg vældig grin med en akademisk antologi om københavnerromaner, og i dag modtager jeg så med posten en akademisk antologi, Århushistorier, fra Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet, hvor min håbløst gamle roman Guldhornene i en (som sådan glimrende) artikel af Rikke Andersen Kraglund, "Den fantastiske by", bliver klasssificeret som århusroman, hvilket så rent logisk gør mig til århusforfatter på lige linje med Jens Blendstrup (der snarere er risskovforfatter, men det er han så til gengæld frygteligt gerne), Peter Laugesen, Louis Jensen, Svend Åge Madsen og Mikkel Wallentin. Og netop som jeg skulle til at protestere kraftigt (ud i luften), læste jeg artiklens PS: "Blandt de kunstnere, der i denne artikel har været med til at tegne den litterære signatur i Århus, er der muligvis nogle, der vil påstå, at de slet ikke er århusianere, at de er fraflyttet byen for længe siden [15 år LB], at de kommer fra forstæderne [VEJLBY-Risskov LB], at de blot var på en kort fodreise [5 år på Trøjborg LB] eller lignende (...) Men på det punkt er Århus rent faktisk ikke en smålig by. Hvor byens grænser præcis går, hænger man sig ikke i." Og så er der en fodnote, der frækt lyder således: "I bogen Barndomsbyer fra 1998 nævner Lars Bukdahl for eksempel, at det værste man kan blive, er at "(...) blive slået til Århusianer med alt hvad den rolle indebærer (...) hen ad jævnhed, djærvhed, underspil, provinsstolthed, anti-københavneri." Men ak og ve, sådan kan det ske!" Flugten er mislykkedes, og jeg finder mig ikke i det!