Opfinderen af metro-digtet, OULIPO-medlemmet Jacques Jouet var for nylig i Aarhus, der stadig skarpere konkurrer med København om at være Poesiens Hovedstad, og skrive en masse regelrette digte og blive
interviewet af Søren Rosenberg Petersen (Hvedekornsdebutant for et par numre siden):
"Jeg møder Jouet en lettere skyet eftermiddag på Godsbanen i Aarhus,
hvor han nu har boet i en uge. Det er Aarhus Litteraturcenter, som har
inviteret den franske digter, og besøget er en del af 2017-projektet
FRESH EYES,
der er et samarbejde med Galleri Image i Aarhus. Her skal en række
digtere og fotokunstnere skildre Aarhus gennem deres håndværk, som i
sidste ende skal munde ud en stor coffee-table-book om Aarhus med
udgivelse i 2017.
Målet er, at Jouet over en uge skal skildre sine sansninger af byen
gennem de 101 digte, som netop er sendt ud. Der skal skrives
gennemsnitligt elleve digte om dagen, og dette kræver regler og
strukturer for digtenes opbygning. Allervigtigst kræver det
forstyrrelser.
Hvordan har din arbejdsproces været hen over ugen?
”Jeg prøver faktisk på ikke at arbejde!,” udbryder Jouet, mens han griner tørt.
Hvad har du så lavet?
”Ingenting faktisk! At arbejde er noget kedeligt noget. Så det vigtigste er, når man er digter, at undgå at arbejde. Voilà!”
Jouet lader sin kommentar hænge lidt i luften og forklarer så, at et
digt dog ikke bare kan dukke op ud af den blå luft. Derfor er der også
noget, af det han laver, som kan minde om arbejde, men han understreger
vigtigheden af, at hans profession ikke er et job.
”Jeg bryder mig for eksempel ikke om at arbejde på mit kontor. Jeg
skal forstyrres for at skrive noget. Jeg kan ikke lide isolationen og
den dybe koncentration i stilhed. Vi har selvfølgeligt alle brug for at
koncentrere os, men jeg har brug for det midt i en verden, som er både
forfærdelig, larmende og blæsende. Jeg finder min inspiration i
forstyrrelser.”
Det er strategien: ikke arbejde men sanse. Jouet finder sit stof, i
det han ser, gennemlever, observerer og læser. Opholdet i Aarhus har
derfor primært stået på cykel- og gåture i byens rum.
”Når noget interessant nærmer sig et digt, må jeg springe! Hvis ikke
jeg springer, så sker der ikke noget. Momentet eller springet er nok den
vigtigste del af arbejdet, hvis vi nu skal kalde det det. Jeg skriver
så noget ned i mine noter, og så gør jeg ellers ingenting i et stykke
tid. Bagefter er det intet problem at skrive, hvis begivenheden fanges.
Sansningen og springet er det altafgørende!”
At producere elleve digte om dagen virker som meget. Kan det ikke gå ud over kvaliteten?
”Når digtet er færdigt, skal det være godt. Er det ikke godt, så er
det ikke færdigt. Så er der mere, der skal gøres. Og til disse digte fra
Aarhus har jeg nogle begrænsninger i min skrivning. Hver strofe består
af fem verselinjer. Verselinjerne har forskellige længder efter antallet
af stavelser, som kan være på 12, 9, 14, 10 og 5. Så mine sansninger
skal altså passe ind i disse begrænsninger.”
Dette er dog kun det ene system, som Jouet arbejder efter, når han
skal skrive sine digte fra Aarhus. Det andet omhandler titlen, for alle
hans titler begynder på fransk med præpositionen
en, som i den danske oversættelse er ordet
på.
Ovenover titlen skal navnet på den person, som digtet skal sendes til,
være skrevet med datering og direkte henvendelse. Det er på en gang et
digt og et brev; det skal være noget personligt."
Joeuts digt til (Aarhus-)digteren Mads Mygind (stoit fremvist af samme på Facebook):
