Postkort fra Litterær Hypnose, april 2016

-->

Korsør 28.4.2016

Kære Bukdahl

Det er ikke meget vi ser til hinanden.  Takket være din tøjkollektion Buggi Wuggi Nose Collection er du i dag en leder af et verdensomspændende tøfirma, The Wrangler Bukdahl Connection. Sådan går det. Ting sker og indlandsisen smelter.  Hvad vi i ungdom ville, bliver i alderdom vor bitre pille.  Mindes du vor unge år hvor vi lavede Litterær Hypnose for stuvende fulde huse? Folk kom rejsende fra Japan for at opleve os. De var til gengæld også de eneste der forstod os.  De kaldte det Uziku Hai Hai Kamikaze Poetzi! Og begik harakiki efter hver forestilling. Jeg glemmer aldrig dengang, hvor vi havde hypnotiseret publikum til at købe vores bøger. Det var i Mejlgade, hvor Gruppe 38 holdt til. Mine forældre var der. Af pligt. Dine venner var der af pligt. Vi havde røde sparkedragter  med hale på, som en der hed Vibeke, eller Vibse, havde lavet.  Vi havde øvet os i dagevis. Du skulle forsvare en cola-dåse i en retssag. I 15 minutter fortalte du publikum om coladåsens uskyld. Mens jeg hele tiden skiftede batterier på cola dåsen, så den kunne danse og krølle sammen.  Det var dengang den litterære hypnose varede 2 og en halv time. Det gik godt. Det gik så godt, at der var en 3 meter høj ishockeyspiller, der var faldet i søvn undervejs. Glædestrålende gik du op til ham med din digtsamling Mestertyvenes tid. Så vågnede han og ville kvæle dig. Men men du er jo hypnotiseret, hr.. Gu er jeg ej. jeg har tømmermænd og er gået forkert for fanden. Og så så han på dig med blodskudte øje og hvæsede: Er du slagterens dreng? Nej, nej, jeg er såmænd dadaisten og lyrikeren Lars Bukdahl. Jeg solgte ingen bøger den aften. Og den dag i dag har jeg stadig kun solgt 34 eksemplarer af min første bog.  Men den litterære hypnose lever endnu. Med en belægningsprocent på 1 dag om året kommer vi stadig ud.  Og for nylig blev jeg kontaktet af selveste Thomas Eje, der gerne ville være med hvis han samtidig måtte hypnotisere publikum. Til at købe hans malerier af farvestrålende klovne med saxofoner. Men kære ven, jeg tror, måske vi snart skal mødes og arbejde med konceptet.  Det har jo strengt taget ikke udviklet sig siden Aarhus Katedralskole i 1987.

Din ven Blendstrup

-->

Sahara, stuen, th., torsdag 27. februar, 2016

Kære Blendstrup

Long time, no situationskomik. Det er mig lidt uklart om det er gået 45 eller 450 år. Det gør ikke den store forskel her i ørkenen, hvor jeg har slået mig ned som fatamorgana-kritiker. Det er pisse besværligt at anmelde fatamorganaer, da de jo ikke er synlige for andre end ophavsmanden, mens de er på. Så jeg må stole på referaterne, after the fact,. Det er meget sjældent jeg får chancen for at opleve en live-reportage, og så er det som regel kun fordi jeg selv har vovet mig alt, alt for langt ud, og så er det ikke umuligt, at den live-fatamorgana-reportage, jeg tror at stå og påhøre, faktisk bare er mit fatamorgana, som jeg jo ikke bare – den lektion HAR jeg lært – er for inhabil til at anmelde, men som jeg også ville være nødt til at anmelde dårligt, fordi det simpelthen er for plat og tom en meta-konstrukltion. Det er i det hele taget problemet med fatamorganaerne, at det store flertal af dem så gudsjammerligt forudsigelige og karakterløse. En oase! Hvordan nærmere bestemt, siv, frøer? Bare en oase? En by! Hvad for en by? London? Skanderborg? Bare en by! Bare en pige! Bare en bar! Det er så røvsygt, en daglig, bogstavelig ørkenvandring, og jeg er fuldstændig ved at sande til. Jeg har brug for luftforandring, mindre klichéfulde syner. Jeg blaffer mig om bord på en kamel-dobbeltdækker og er af sted.  

Hilsen Bukdahl

-->

I et tog d.29.4. 2016.

Kære Bukdahl.

I dag var jeg i haven. Jeg klargjorde drivhuset ved at flytte en flamingokasse og slå på nogen døde bregner med en økse i 10 minutter. Kattene hjalp ved at skide på tomatplanterne.  Nu sidder jeg i et tog på vej til Herning Skeetskydningsklub hvor jeg skal holde tale for lerdue-eksperter. Det er så mærkeligt med det liv. Allerhelst havde jeg siddet hjemme og arbejdet på min roman, Slagterkoner og bagerenker. Men den er afleveret efter 48 år, så jeg har ingen undskyldninger for at udeblive fra Herning Skeetskydningsklub. Kære ven, hvor ville jeg ønske jeg var på vej til den literære hypnose. Min krop trænger så voldsomt til at stå på en stol og falde ned og slå sig.  Den trænger til mærkelige sketches uden hoved og hale. Men ak, jeg sidder i et IC4-tog og der er ingen betjening. Kun en grønlandsk dame der uddeler minder fra Amagsalik til sin øl. Det er et mærkeligt tog.  Lokummet fylder hele kupeen.

Din ven Blendstrup.

-->

Secret Spy Shop, Las Vegas, fredag 28. Februar

Kære Blendstrup

Det er en meget hemmelig spionbutik nedenunder kæmpecasinoet Attila After Hours, som jeg fik nys om gennem en tidligere KGB-agent, nu prominent Star Wars-statists sjældent specifikke fatamorgana. Og selvfølgelig står jeg i skægafdelingen, fordi alle disse års omgang med dig og dit skæg har lært mig, at det er og bliver den mest effektive og grundige og alt- og-intet-overskyggende og –formørkende forklædning. Nogen gange ved jeg ikke om det er dig, der har skæg, eller skægget, der har dig, om dit skæg er sådan en flyvende, kompleks, i-sig-selv-indviklet edderkop, der sl-selvindviklet edderkop, der sløedderkop, der sløber dit ansigt og hoved opg krop med sig som en besværlig, men nødvendig forklææber dit ansigt og hoved og krop med sig som en besværlig , men nødvendig undskyldning. Jeg kigger på udvalget, og der er mistænkeligt mange fascistoidt perfekte fletninge- og rottehaleskæg, som kun de mest fanatiske Trump-tilhængere, selve vikinge-bikerne, har tid og færdigheder til at kultivere. Og det giver jo god mening, når man fx er illegal indvandrer at rulle sig ind i sådan et par meterlange, hvinende blonde skægrottehaler. Jeg ser også mange Hitlerskæg, men i fuld ansigtsstørrelse, så man helt forsvinder bag Hitlerskægget, som er man et omkringvandrende, fjendtligsindet Malevitj-maleri. Og så er der alle marguerittemoustacherne, der jo er en slags poetiske, men ikke rigtig til at stole på. Hvad sker der EGENTLIG for margueritemoustacherne? Ikke at forveksle med Magritte-moustacherne, der har et stor skilt på, hvor der står, at det ikke er et moustache, hvilket jo ret meget ødelægger effekten. Jeg vælger et mountainbike-cykelstyr, der afslører sig som en 1- Verdenskrig-Nuser-propel, da jeg kommer ud af butikken. UP AND AWAY!

Hilsen Bukdahl

-->

Et rum med dæmpet belysning. Dvs. d. 30.4 2016

Kære Bukdahl.

Hvis jeg havde vidst, at Herning havde været så fed en by, var jeg flyttet herover for længst.  Her er åbne åer og mærkelige isbjerge af cement midt ude i vandet.  Det er utroligt som det ligner Gellerup Parken. Det havde jeg aldrig troet om Herning. Herning forekommer mig at være en nøjagtig kopi af Aarhus.  Jeg befinder mig i et brunligt lokale der minder mig om en fransk cafe fra 1940erne.  Kære ven, hvis dette er en skeetskydningsklub, må du kalde mig Mads. Foran mig kan jeg skimte en masse feststemte, vindrikkende mennesker. De ligner ganske vist nogen fra Herning, men jeg har mine tvivl. Det forekom mig også at IC4-toget slog et mærkeligt sving efter Fredericia. Ved min side sidder der en mand med en gigantisk næse.  Det var dog utroligt. Sjældent har jeg set et mere veludviklet snydeskaft.  Han har også rødligt hentehårsskæg. Tøjet er smart og helt klart fra the Buggi Wuggi Nose Connection. Men hvad er det, han knuger i sine 50-årige, blege hænder. En mikrofon? Åh gud, det er jo dig, Frøken Putte! Det er jo dig, Lars, gamle ven, så er jeg jo i Aarhus. Min gamle stad. Mit lykkeland.  Farvel skeetskydningskonkurrence. Goddag poesi og prosa. Jeg rejser mig og rækker dig min hånd og føler trang til litterær hypnose.

-->

Løve’s foran sædvanligt 1000talligt århusiansk publikum, som, fedte, fedte, fedte, er Danmarks bedste publikum, lørdag 29. februar

Kære Blendstrup

Jeg dalede ned over Aarhus for et øjeblik siden, og vores fælles Vejlby-Risskov-ungdom kørte i hurtig hastighed forbi mit indre blik imens, men det eneste der kunne fastholdes med nogen tydelighed var lagkage og øl, det var åbnebart det faste anker i vores tilværelse dengang, og jeg kan godt høre, at det lyder som en dårlig parodi på Caspar Eric, når han har bestemt sig for at copypaste i præcis en halv time, men det er jo det eneste, vi fallerede, midaldrende digtere kan håbe på: I DET MINDSTE at lyde som en dårlig parodi på unge digtere, når de lyder som en OK parodi på sig selv, så here goes, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, , lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, lagkage og øl, og da jeg kommer ud af min epigoniske coma får jeg øje på dig, gamle ven, og dit kosmiske skæg, jeg rækker dig min hånd og føler trang til litterær hypnose