Svensk fodbolds Yahya

Vi skal huske ikke at glemme, at den betydelige danske digter Yahya Hassan sidder i fængsel - og læser og skriver, javel og forhåbentligt, men først og fremmest sidder han i fængsel.

Jeg har anmeldt en dokumentarfilm om den svenske fodboldspiller Zlatana Ibrahimovic i det nye nummer af Ekko; dette er den første Yahya Hassan-centrerede udgave af anmeldelsen, i bladet figurerer han mindre omfangsrigt:

-->

Den unge Zlatan

**** (4 stjerner)

Instr. og manus: Frederik Gertten, Magnus Gertten

Jeg er ikke den første til sammenligne den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic, født 1981, og den danske digter Yahya Hassan, født 1995, men i dokumentaren Den unge Zlatan fremstod lighederne så slående, at de blev tvingende, og jeg kan derfor blive nødt til at opregne dem her:

  Begge er nationale stjerner med fremmedklingende navne og (til en start) eksemplariske mønsterbrydere. Zlatans far er bosnier, moren kroat, Yahyas forældre er palæstinensiske flygtninge, begge forældrepar blev skilt, da børnene var små. Zlatan voksede op i betonghettoen Rosengaard i Malmø, Yahya i betonghettoen Trillegården i Aarhus. Begge blev eksplosivt berømte (under deres fornavn) som 17-18-årige, Zlatan, da han kom på Malmö IF’s førstehold i 1999, Yahya, da han i 2013 udgav sin debutsamling, der bare hedder hans fulde havn, Yahya Hassan, og i ugerne forud blev interviewet i Politiken og Deadline.

  Begge er charmerende enspændere med autoritetsproblemer og voldsomt temperament: Yahya en hel del mere ekstrovert end grundlæggende generte Zlatan. Begge er født med et helt vildt kunstnerisk talent for henholdsvis at spille fodbold og skrive digte (med den spøgelsesskrevne selvbiografi Jeg er Zlatan Ibrahimovic, 2011, blev Zlatan også bestsellerforfatter).
  Da Zlatan var 20 år boede han i Amsterdam og spillede for den store, hollandske klub Ajax. Yahya fyldte 20 år i marts og sidder, mens disse linjer skrives, varetægtsfængslet i Aarhus anklaget for at have skudt en ung mand i foden, og måske er han stadig i sultestrejke for at få opereret sit læderede, højre håndled.

  Jeg spekulerer, mens jeg ser filmen, om det ville have gjort en forskel, hvis litteraturens talentpleje havde været lige så trygt og autoritært mandsopdækkende som sportens, hvis Forfatterskolen, hvor Yahya aldrig rigtig nåede at sætte sine ben, havde været en fodboldklub, for slet ikke at tale om Gyldendal …
  Nå, tilbage eller rettere frem til den meget glimrende og professionelt sammenskruede film, der krydsklipper mellem tiden i Malmö IF, 1999-2001 og tiden i Ajax, 2001-2004 (især de første år), og slutter med, at Zlatan bliver solgt til den spanske klub Juventus for endnu et absurd millionbeløb. Materialet er meget traditionelt tv-transmissioner og -reportager, eksklusive optagelser udenfor banen og nyoptagede talking heads-interviews med spillere og trænere.
  Det er samme drama i i Malmö IF-sporet og Ajax-sporet: Zlatan har svært ved at leve op til de høje forventninger, holdet og tilhængerne frustreres over ham, og han frustreres over sig selv og acter sin frustration ud på banen, i begge omgange nedlægger han en modstander med sin albue. Og så kommer han pludselig tilbage, insisterer viljestærkt på sit overlegne talent og scorer den ene blærede mål efter det andet.

  Der er en fantastisk Ajax-kamp, hvor det hollandske publikum starter med at huje og buhe, fordi han i en venskabskamp mellem Sverige og Holland nogle uger før har været oppe at toppes med en anden Ajax-spiller, men så scorer han først et mål og så et til, og buhningen forstummer langsomt, og så scorer han efter en veritabel balletdans, ind og ud mellem modspillere, et tredje mål. og publikum går helt amok af begejstring. Så offensiv og - bogstaveligt talt - målrettet en afvæbning!

  I medgang lyser Zlatan glad og trodsigt op med sit store, skæve smil, i modgang sortner han irriteret helt bort og væk, men det er ikke som om, vi lærer ham rigtig at kende, det er som om ingen lærer ham rigtigt at kende – heller ikke alle de ældre fader- og storbrorfigurer fra fodboldens verden, der selvfedt stiller sig an som afgørende rådgivere i skarnsknægtens modningsproces, hvilket de måske nok også har været, men næppe så meget, som de bilder sig ind. Den centrale faderfigur, Zlatans faktisk far, får vi kun et par korte glimt af, men så meget mere virker han som et afgørende isbjerg på godt og ondt.

  Jeg glæder mig til om femten år at Ekko-anmelde en dokumentar om, hvordan Yahya Hassan under og efter sit fængselsophold skrev det ene blærede digt efter det andet, indtil han som kun 25-årig helt fortjent fik Det Danske Akademis Store Pris …