onsdag den 11. maj 2016

Første officielle læseaudiens

Min første Bo Reinholdt-anmeldelse, i Weekendavisen, maj1997, for 19 år siden:

At fotografere en engel 

Øjet. Frem i lyset med Bo Reinholdts bandsat egensindige, mærkværdige og alt for længe hemmeligholdte forfatterskab.
af LARS BUKDAHL
 
Bo Reinholdt Øjets purpur. 222 sider, 268 kr. Centrum. Bo Reinholdt: Salveren. 155 sider, 168 kr. 
Centrum. 

DET er let nok at være interessant, og koket aparte går det også udmærket med, kun den genuine, konsekvente mærkværdighed har stadig svære kår. Men når det nu så småt er ved at være alment accepteret, at Simon Grotrian faktisk er en meget betydelig digter, burde også den mindst lige så idiosynkratiske og mytologisk beduggede prosaist Bo Reinholdt få en chance. Igennem de sidste fjorten år har han i al stilfærdighed bygget et forfatterskab op, der med sidste års novellesamling Øjets purpur og den helt nye miniroman Salveren nu tæller seks umulige bind og ikke længere er til at komme udenom for hverken læsere, kritikere eller legatuddelere.
Hvor Grotrians væsentligste idiosynkrasi gælder bogstavet, er Bo Reinholdt besat af billedet i almindelighed og fotografiet i særdeleshed, men den magiske, næsten alkymistiske mening i galskaben er nøjagtig den samme. I Reinholdts anden bog, novellesamlingen Odinstårnet eller Blow-up 44 fra 1985, hvor billed/fotografi-motivet for første gang dominerer (debutnovellerne Akefalen vidnesbyrd, 1983, er den rene uordentlighed) og som danner par med Øjets purpur, møder man både en enøjet race, der fremstiller tredimensionalle kæmpefotografier af fortiden, og en halvreligiøs modstandsgruppe, der under krigen søger spor efter en hemmelig lysfremkaldende civilisation (men også Kristi ligklæde fra Emmaus som det første fotografi og Lewis Carrolls fiktive fotografiske eksperimenter ud i endnu mere tredimensionalitet). 
Reinholdts hovedværker er stadigvæk de to romaner Til sprogmesteren fra 1987 og Molter fra 1992, der foregår i samme ubestemte, let forskudte fantasy-univers, hvor følelser udtrykkes gennem kraftige farveskift i ansigtet og solen hedder Sol. Til Sprogmesteren følger en ung sprogforskers udvikling fra tro tjeneste under den billedhadende fyrste til medlemskab af en billeddyrkende modstandsbevægelse, der bl.a. giver sig af med at fremstille tredimensionale kæmpefotografier. Molter er endnu mere klassisk bygget op som en dannelsesroman, fotografen Dåt Molters liv følges fra vugge til alderdom, fra hans fangenskab som barn hos en professionel grimassist over hans gloriøse, følelsesforladte karriere som krigsfotograf til hans stille otium afbrudt af en enkelt optræden som solfotograf, inden han ligesom sprogforskeren vender hjem i et billede; bogstavkritik afløst af billedkritik (begge dele kvalificeret af noget så sjældent nu om dage som en magtkritik). Allegori opflammet til intens skrøne af fantastik og fikse ideer, jeg kender ikke noget lignende. 
DE to nye Reinholdt-bind er nok umiskendeligt til en side, men går ikke til samme utrolige yderligheder som romanværket, de filosofiske og visionære ambitioner er skruet en kende ned og forfatteren har på centrale punkter allieret sig med en forsonende kulørthed henad det kriminalistiske. 
Øjets purpur er for en stor dels vedkommende en genopførelse af projektet (og enkelte konkrete greb og motiver) i bog nr. to Odinstårnet: en løs novellekreds over fotografiet som magisk praksis (lidt for sig selv står samlingens tredie del, der er serier af mytologiske snapshots afbrudt af uelegant refleksion). Bogens hovedindsats udgøres af første dels tre barndomsnoveller og fjerde dels store titelhistorie. Barndomsnovellerne betragter gennem en drengs opspilede øjne en særlingeonkels eksperimentelle film af marker med indklippet pornografi, et afslørende fotografisk lys gennem en skursprække og, i den største novelle »Engleskåret«, hvordan endnu en fotograferende onkel til erstatning for en manglende engel i det glasmaleri, han skal affotografere, har indfanget en ægte engel dybt nede i sin kælder. Hvilket jo er vildt nok i sig selv, men det meget fornemme, Reinholdt formår i disse tekster, er ganske umærkeligt at lade traditionel fin og følsom barndomskildring sammensmelte med de samlede ubændige idiosynkrasier, således at »Engelskåret« i sidste ende mere kommer til at handle om drengens erotiske betagelse af englen (deraf skåret) end om onklens gale projekt. 
Titelhistorien er på samme måde en hybrid mellem udspekuleret Sherlock Holmeseri og reinholdtsk okularmystik, en fantastisk melodramatisk sag om endnu en sær fotograf, der via hornhinderne kan tage fotografiske aftryk af døde dyr og menneskers sidste synsaftryk, og pludselig står anklaget for mordet på en ung kvinde... og det er akkurat lige så langt ude, som det er upåklageligt logisk og labyrintisk konstrueret. 
I romanen Salveren får melodramaet det par takker mere, der kaster det lige ned i den poetiske malstrøm, den beslutsomt overstyrede gotik. Samtidig med at den generøse tysthed fra barndomsnovellerne i hvert fald to trediedele af vejen giver sit tydelige besyv med. Bogens udgangspunkt er et af Reinholdts absolutte yndlingsmotiver, restaureringen/affotograferingen af kirkekunst: en sær og halvkunstnerisk altmuligmand får i opdrag at restaurere den lokale landsbykirkes legendariske kalkmalerier. Under stort hemmelighedskræmmeri går han i gang, og teksten veksler raffineret mellem at skildre diverse landsbyboeres konfrontationer med salveren og hans projekt og aftrykke smagsprøver på salverens egne hysterisk højt kørende dagbogsvisioner og - refleksioner, en konstant springen frem og tilbage mellem tæt realisme og forskruet tungetale, indtil mysteriet og dets opklaring til sidst helt tager over. For sagen er jo den, at stadig flere personer, børn og voksne, sporløst forsvinder, og har det mon nogen forbindelse med salverens forkærlighed for blodrødt? 
Reinholdts sædvanlige skævt omstændelige, intenst vævende stil er i det realistiske spor afløst af en koncentreret enkelhed, der virker smukt tilbage på personskildringerne, som midt i den rasende høje galskab vibrerer på en klar og åben og netop realistisk måde. Man kan f.eks. nævne portrættet af den kærlighedshungrende gartnerfrue, der i høj forvirring indleder et forhold til salveren. Det er altså en roman, der har valgt at være i åbenlys strid med sig selv, og grunden til, at den slipper godt af sted med det, er, at forfatterens kunstneriske talent bærer samme janusansigt, og at han i denne omgang er sig sine styrker og svagheder fuldt bevidst, således at han med en ny spillende distance kan jonglere med sine grimasser. Bo Reinholdts forfatterskab kan på det varmeste anbefales; i denne tusindøjede og fjernsynsblinde tid er det en lise at møde en så kvalificeret lidenskabelig undersøgelse af synets og billedets flammende væsen og uvæsen. Vi må værne om vores visionære.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar