fredag den 19. oktober 2012

NOGEN skriver skrapt om Muhammed - og akutte eksistentialer

Jeg lader være at røbe, hvad er det for for en bog, jeg læser følgende skeptiske bemærkninger om en vis profet i, og som jeg på forfatterens vegne bliver lettere forskrækket over, hvilket jeg synes er en træls forskrækkelse bag om min ryg at have fået automatiseret: profeter skal behandles med skepsis løbende, nej, konstant, derfor afskriver jeg linjerne her på mit eget redaktionelle blog-ansvar (jeg opdagede forleden, da jeg kiggede i i en gammel udklipsmappe, at Kurt Westergaard tilbage i 1987 illustrerede tre digte fra min debutbog i Jyllands-Posten; det er nogle rigtig grimme tegninger, men jeg vil til enhver tid forsvare hans ret til at have tegnet dem):

Og der var heller ingen kvinder på denne restaurant. Dette fravær af kvinder er som et enormt usynligt sår. Hvor har de dog gjort af dem? Hvad har de dog gjort af sig selv? Menneskesønnen døde som 33-årig martret på et kors uden at have muntret sig med en kvinde. Muslimernes profet Muhammed døde som en gammel mand med succes og damer. Brugte han dem op, stuvede dem af vejen, anbragte dem der, hvor han altid kunne finde dem, lige præcis den position han ønskede det? Eller var han bange for dem? Videregav han dermed en kollektiv angst for kvinden, der frøs sig igennem de århundreder, der skulle rulle sig ud efter ham.

Og så kan jeg smart nok også anonymisere spejleffekten i en tekst om et voldsomt opbrud i forfatterens privatliv: BLITZ sagde det op i hovedet på denne uprofet.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar