lørdag den 6. oktober 2012

Møntvaskæstetisk overdragelsesforretning

Sangersangskriver og digter og blogger Peter H.Olesen har blogget gentagne gange, 1, 2, 3 - og i dag for 4. gang med opfindelsen af den nødvendige neologisme "Møntvaskæstetik" - om sit livs møntvask(e = flertal?), og det glæder mig umådeligt, da, som PHO selv bemærker, møntvasken ikke længere leverer uvurderligt stof og dramatisk/anti-dramatisk scene til Blogdahl, her et klip fra 1. post:

På det seneste har jeg især benyttet mig af møntvaskeriet Aladdin på Christianshavn - i samme gade, som Nils Lassen boede i, dengang jeg overnattede hos ham i 83 og vist var inde og høre The Fall - og således også i dag. Iført mine Føtex-joggingbukser, min Solid-hættetrøje og gennemslidte sneakers, men også min nye morfar-sixpence, lignede jeg enten en lidt kikset hipster eller en wanna-be pusher, men når man går på møntvask, gælder det om at få stoppet så meget tøj som muligt. ind i maskinen. Også de jeans man ellers nødigt tager af. Den ligger vist i øvrigt stadig der på Vester Fælledvej, møntvasken med det fornemmeste skilt og navn, Vascomat. Jo, jeg holder meget af at gå på møntvask, alene ordet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar