fredag den 22. juni 2012

Kandestedvejen er (ikke ligefrem) Mississipi

Vel er jeg ikke Huckleberry Finn, men lige nu er Kandestedvejen våd som en provinsiel og bedrøvelig parodi på Mississippi; det lømmelregner helt vildt, og jeg havde planlagt at cykle over til Hjorts Hotel og tjekke mail og blogge en smule, når jeg havde læst Huckleberry færdig, og det har jeg nu, og det er en fantastisk god roman, frit strømmende og energisk zigzaggende akkurat som den ægte Mississippi, og med en sindrig malstrøm af en slutning, der til allersidst sender Tom og Huck og Jim i vejret og tilbage på gyngende højkant, men i forhold til, hvad Huck og Jim udsætter sig for af livsfarlige eventyr på deres tømmeflåde-odyssé, er det jo ærligt talt noget sølle, at jeg ikke drage ud i regnen og gøre mig lidt våd, når jeg har den ædle mission at poste blogposter, klokken er nu halv fem, jeg tror lige, jeg venter en halv time og ser, om det ikke skulle klare op en smule, men hvis det ikke gør, lover jeg at  iklæde mig min mors gamle, lyseblå regnfrakke og trodse elementerne, og jeg som troede, at min store bedrift i dag var at cykle de 7 + 7 km. frem og tilbage til Aalbæk .- i melletiden afskriver jeg et pænt udødeligt afsnit om floden og natten og stjernerne fra Mark Twains store drengebog (Ole Storms gæve oversættelse):  

Sommetider havde vi hele den store flod for os selv det meste af natten. Langt ude var der bredder og øer, nu og da et lysglimt – der var et lys i et vindue og sommetider kunne man se et glimt eller to ude på vandet – det var fra en flåde eller en pram, og måske kunne man høre en violin eller sang ovre fra et af de andre fartøjer. Det er dejligt at leve på en flåde. Vi havde himlen over os, helt oversået med stjerner, og vi lå på ryggen og så op på dem og diskuterede om de var skabt eller bare var kommet af sig selv. Jim holdt på at de var skabt men jeg holdt på at de var kommet af sig selv. Jeg mente at det ville have taget for lang tid at have lavet så mange. Jim sagde at månen kunne have lagt dem og det lød jo meget rimeligt, så jeg sagde ikke noget imod det, for jeg havde set en frø lægge næsten lige så mange, så det kunne altså gøres. Vi så også på stjerneskuddene der fór som en streg over himlen. Jim holdt på at de havde været uartige og var blevet verfet ud af reden.

- klokken er nu halv seks, og det regner så ledt som nogensinde, og jeg vil jo for for fanden heller ikke søle hotellets dagligstue og blomstrede sofa til, jeg venter lidt endnu …

- klokken er nu halv ni - !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar