Det der offensivt keder mig

ved Søren Ulrik Thomsens digte, som han står og læser dem op som Søren Ulrik Thomsen glimrende akkompagneret af Glemt Kvarter og voldsomt publikumstiljublet i Jazzhouse i går aftes, er ganske simpelt, at de aldrig overrasker eller overrumpler, at de HELT BEVIDST aldrig overrasker eller overrumpler, at hver linje hver gang er og SKAL VÆRE den mest forudsigeligt middle-of-the-road-bon-mot-SUT'SKE, man kan forstille sig (i det omfang ens forestillingskraft overhovedet påtager den slags kedsommelige opgaver, det gør min ikke). og fx den her: "Hver år på den dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted i verden/ hvor du ikke er/ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen/ Og på vejen tilbage regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning."  Tænk hvis der (improviseret S+(11)7'sk) havde stået "må det være den største brandslange"! Ved siden af at være mere overraskende, havde det også været helt anderledes rammende og bevægende, vil jeg mene. Sammenlign med Theis Ørntoft, der parret med noget vel bastant fusion læste op af snart 3 år gamle Yeahsuiten og med nonchalant autoritet beviste, at disse bedragerisk letfærdige digte, sådan som vi i sin tid anede, vitterligt er nyklassikere, ikke mindst i kraft af deres agile og veloplagte spring mellem stemmespor og den HUMOR som diskurslegen oprømt-sirligt effektuerer; mit eksemplar af bogen gemmer sig et sted i bunkerne, og jeg kunne ikke lige net-finde et af de digte, Theis læste op i går, så her er et af de andre:
 "Fredspibe/ Sol på byens bygninger, en vildt god røv i løbebukser/ hej din lækre sæk! råber jeg/  fuck du er et svin! råber hun/ jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning/ selvom mange gerne vil anskue det geometrisk/ i den store forsimplings navn/ himlen er et herligt zigzag af flystriber/ det er sædceller der er uenige om/ hvad der skal befrugtes/ hvilket jeg også godt forstår, der er lidt uenighed omkring/ havde jeg indflydelse, blev der født langt færre idioter her på jorden/ min visdomstand bliver et faktum igen/ mit jeg trævles op så let som kødet på en kylling/ jeg hader at være uvenner med folk/ hvad enten jeg synes de er nogle idioter eller ej/ kom, vi ryger en fredspibe! får jeg lyst til at råbe til dem".  Og det er jo ikke bare fordi, Theis er ung og Søren Ulrik halvgammmel (men jo for fanden stadig ikke helgammel), alder er aldrig nogen undskyldning for at være kunstnerisk kedelig, ingenting er nogensinde en undskyldning for at være kunstnerisk kedelig.

Og Jens B og Girls at Airports eksploderede uimodståeligt taktfast funky - og tørrede gulvet af med den anden digter med skæg og alle dennes græsselige Dan T-platituder.

Og om eftermiddagen hørte jeg under noget ydmygere forhold, kunstspækket 2 værelses på Vesterbro, Kenneth Jensen og Rasmus Graff læse lovende op til reception for en anden levende 80'er legende, undergrunds- i stedet for overgrunds-, Vagn E. Olssons litterære comeback efter 22 års tavshed, Mysterier 1, som jeg desværre ikke nåede at høre ham selv læse malmfuldt op af, hvis han altså gjorde det; jeg er kun lige begyndt læse lystigt løs, men sådan her kan en 80'er-begyndelse også fortsætte:

GRÅDLABIL
GRØDHABIL