28.5.16
Jeg forsøger at skrive en roman. Hvilket slidsomt og udmarvende vanvid. Men i dag når jeg en slags lille milepæl; jeg passerer 25.000 ord, dvs. manuskriftet er nu målt i sådan råt skrevent materiale længere end HJVK og dermed det længste, jeg nogen sinde har skrevet (jeg ville ønske, jeg kunne sige det længste sammenhængende, jeg nogen sinde har skrevet, men ... nej).Her er i dagens anledning et første lille afsnit sendt ud alene på det store teksthav. Vi ses, når jeg når 50...
(Mikroskopisten)
På den tid boede der en ung franskmand, en jøde tror jeg, på etagen over mig. Han kom af og til forbi og vi snakkede sammen om kvinder og beklædningsgenstande og af til købte jeg også nogle af de småting, han solgte, han havde altid rariteter, han havde opsnuset, et miniaturemaleri i en halskæde, en lille elefant udskåret i elfenben, et sæt pistoler, som havde tilhørt en eller anden legendarisk revolvermand ude vestpå, en hjelm fra en mexikansk caballero … den slags. Den dag jeg flyttede ind, kom han og hilste, og det endte med, at jeg ejede en antik lampe af sølv, som han insisterede på at kalde en Cellini. Han handlede med de ting for sjov, for han havde masser af penge og kendte folk fra de bedste kredse og også nogen fra mindre pæne.
Så kommer han en dag forbi og begynder at tale om Madame Vulpes, Madame Renard kaldte han hende, fordi han var franskmand, om hvordan han havde besøgt hende, og hvordan han havde skrevet en række spørgsmål ned på en lap papir, hemmelige spørgsmål af den slags man gemmer i sit hjerte og end ikke antyder for sin bedste ven og Sacrebleu! og Je vous dit merde! osv. denne djævlekvinde kunne svare helt præcist på dem alle sammen, på ting jeg aldrig har nævnt for nogen … han blev fjern i blikket. –Men lad os ikke tale mere om det, det er altsammen biologi, og det er ikke fordi jeg tror på det der … kom, jeg har en ny vase oppe ovenpå du skal se, det er en Palissy …
Så kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne Madame, som var en spiritist i New York, som på den tid var meget omtalt. Jeg tænkte på mig selv som videnskabsmand, men ikke en af den slags, der udelukker, at noget eksisterer, bare fordi vi endnu ikke har en rationel forklaring på det. Der er mange ting, vi ikke ved, og kun de mest forstokkede og arrogante professorer benægter, at der er utallige kræfter i naturen, vi ikke forstår og nogle af dem synes under særlige omstændigheder at kunne virke direkte i harmoni med det menneskelige sind, som vi heller ikke forstår særlig godt. Hvorfor skulle man som videnskabsmand uden videre udelukke, at det er muligt at kommunikere med organismer af en anderledes beskaffenhed, åndelige væsener måske, og at de ligefrem kan hjælpe os i vores videnskabelige stræben? Vi ved meget lidt om det åndelige liv. Finder det fx sted i tiden eller uden for den? Hvis mennesket en dag gennem sin fortsatte evolution når et stade, hvor vi ikke længere bindes til materien, vil dette astrale menneske da kunne færdes i universet uden alle de begrænsninger kroppen er underlagt? Vil det kunne rejse frit i tiden og vil det kunne kommunikere med fortidens mennesker og dele sin viden med dem? Disse spiritister, man ofte hører om, forsøger som regel at få kontakt til de afdødes ånder og give deres efterladte en smule virkelig eller falsk trøst. Men er det ikke muligt, at der er andre og mere frugtbare former for spirituel kontakt?
Den slags tanker gik jeg med i lang tid, og selvfølgelig endte det med, at jeg opsøgte Madame Vulpes. Jeg korresponderede først med hende og aftalte et honorar af en størrelse, der ikke var ubetydelig for en mand med mine midler, men jeg var stadig i besiddelse af en del af min arv, og jeg mente, at jeg nok kunne klare mig. Så en aften mødte jeg op i hendes hus, som var stort og mørkt, og som hun tilsyneladende boede helt alene i. Hun var en mørklødet kvinde med ravnsort hår og et ubevægeligt blik der tog en skarpt i øjesyn. Hun havde en spids hage og en lille rund næse. Hun åbnede selv og lukkede mig ind uden et ord. Vi gik gennem en stor forstue og ind i et mindre værelse, der var sparsomt møbleret med et rundt mahognibord og et par stole. – De ønsker at få nogen i tale? spurgte hun, og jeg forsøgte at forklare mit ærinde, som ikke syntes at vække nogen interesse hos hende. Hun bad mig sætte mig ved bordet og lægge begge hænder på det med håndfladen nedad. Vi sad i stilhed et stykke tid, et minut vel, før bankelyde begyndte at komme først fra bordet, som om nogen sad og hamrede en fyldepen eller mundstykket på en pibe mod bordpladen. Snart kom der også lyde fra ryglænet på min stol, fra trægulvet under bordet, fra væggene og endda fra de to store vinduer ud mod nattemørket. – De har heldet med dem, sagde hun, de er til stede i stort tal i aften. – Er der nogen, der vil tale med denne unge mand? spurgte hun, nærmest spottende, men jeg var alt for anspændt til at tage mig af det; en voldsom sværm af ånder syntes at banke løs på alt, hvad de kunne. Er den ånd, han søger, til stede i rummet, spurgte hun så, og efter et øjebliks stilhed lød der en mere forsigtig banken fra forskellige steder. På hver side af bordet, hendes og min, lå der papir og en pen. – Skriv Deres spørgsmål ned, sagde hun, De behøver ikke vise mig det. Jeg tog pennen og skrev med små bogstaver: – Hvem er du? Efter et nyt øjebliks stilhed kom der bankelyde fra rundt omkring. Madame havde grebet sin pen og hendes hånd begyndte nu at bevæge sig med stive krampagtige bevægelser, mens hun selv stirrede den modsatte vej uden at fortrække en mine. Da hånden slappede af, skubbede hun papiret over til mig, så jeg kunne læse det – Mit navn er Omegar, stod der. Madame gjorde med et næsten umærkeligt nik mod papiret tegn til, at vores samtale skulle fortsætte på denne måde. – Er du en af de døde? spurgte jeg. – Ikke endnu, svarede han. – Hvor er du da henne? Madames svar tog lang tid. – På Jorden. Jeg ved ikke, hvad du ville kalde dette sted. Jeg er i en by af krystal på havets bund. Jeg mener, der hvor havet var. Vores Jord er anderledes. Det er vinter her. Nætterne er længere; også dagene, men selv dagene er mørke. Solen er ikke så kraftig mere. Jeg ville gerne spørge ham om mange andre ting, men tiden var kort; uden tvivl ville Madame snart ryste på hovedet og afbryde seancen. – Ved du hvem jeg er? Efter kort tids pause: – Du er mikroskopisten. – Ved du, hvad det er, jeg gerne vil vide? – Jeg kan ikke læse dine tanker, min ven. Ikke på denne måde i hvert fald. – Jeg vil bygge et mikroskop, der er kraftigere end alle andre, så kraftigt som det kan blive. I min iver udtalte jeg disse ord højt i stedet for at skrive dem ned. Madame stirrede formanende på mig. Jeg skrev: – Er det min skæbne at bygge dette apparat? Svaret kom prompte: – Javist. – Hvordan? Hvad skal jeg gøre? Nu fulgte en lang periode, hvor Madames hånd kradsede bogstaver, tegn og skitser ned på flere papirark. Da hun omsider var færdig og skubbede arkene over til mig, forekom det mig, at hun så træt ud. Jeg kiggede febrilsk på instruktionerne, de forekom mig forståelige, skønt jeg havde svært ved at fokusere mine tanker. – Hvad vil dette instrument vise mig? skrev jeg. – Ting, ingen har set tidligere, svarede Omegar. Ved dette svar blev jeg så ophidset, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Madame Vulpes greb lejligheden til at lægge sin pen fra sig, rejse sig og sige, at hun håbede, jeg havde fået alt det at høre, jeg havde håbet. Da hun fulgte mig ud blev hendes ansigt mildere end det havde været før; hun virkede pludselig som en skrøbelig gammel dame. Mens vi gik gennem forstuen fulgte lyden af en banken mod trægulvet os hele vejen til yderdøren. Jeg efterlod Madame i hendes store hus alene med ånderne. ...
feeling som en Bountybar i et lunt pissoir.
