Harald-highlights

SYND! at ikke flere af jer overværede min samtale med Harald Voetmann på Humanistisk Fakultetsbibliotek i går eftermiddags, tyst og intenst fortalte han SENSATIONELLE ting om sit forfatterskab, blandt andet. så vidt jeg husker (kun Erik Skyum skrev ned):

- Han kom som purung ind på Forfatterskolen med højtravende digte, som han meget straks blev flov over - men poesien spøger stadig, som højeste ambition og som skriveprocessuelt trick i de første gennemskrivninger af prosaen, hvor teksten opsættes og organiseres (gammeldags/systemisk) lyrisk

- Gennembruddet til at skrive debutromanen Vågen var en pågående livagtig drøm, han drømte i Italien efter at have gennemtravet alt for mange ruiner (manden elsker ruiner og fragmenter) og gennemlæst alt for meget sekundærlitteratur om Plinius, Petronius og co.: På en gade i Pompeji henvender en kvinde sig til ham, på turist-sproget græsk, og alt føltes frygteligt virkeligt og frygteligt fremmed

- Det var Hanne-Vibeke Holst, der fortale ham, at Vågen var en roman, til forfattermøde hos Det Danske Akademi, hvor han i baronessens havestue havde læst en bunke Plinius-tekster op, og samtlige tilstedeværende var uenige med hende, inklusive Harald, men et år senere opdagede han, at hun havde ret

- Syner og fristelser er skrevet i en vis fart under frivillig terror fra app'en Write or Die, der sletter vilkårlig tekst fra manuskriptet, når han ikke skriver hurtigt og effektivt nok

Jeg kom til at vække søvnen

I min Blæksprutte i dag i WA Bøger om realismer og deres realistiskhed optrådte denne passage apropos Claus Elholms Andersens debatindlæg i forrige fredags WA Bøger:

"
--> Jeg er lodret uenig i sortsynet: Vi lever i herlige tider og forkæles med det ene lysvågne værk efter det andet fra forfattere af alle aldre og alle køn, blandt andet, apropos vågenhed og flere køn, Rolf Sparre Johanssons Vågen og Madame Nielsens Den endeløse sommer. "
Men det er jo for fanden Harald Voetmanns roman, der hedder Vågen, Rolf Sparres digt/tekst-samling hedder Søvn, selvom og fordi den handler om ikke at kunne (få lov og fred til) at sove. Men de burde kunne købes i en dobbeltudgave, burde de da.

RRRRRRRRRRRRING!

Jeg har Jens' camouflagefarvede sommerfugle i maven

Jeg sidder og våger ved computeren, fordi Bombaygryde udkommer i morgen torsdag, som begynder om et øjeblik, og det kan jo være, at der bipper en anmeldelse på i fx Jyllands-Posten - eller Flensborg Avis; Berlingske, Information og selvfølgelig Weekendavise nventer med garanti til deres bogtillæg om fredagen og Politiken til deres bogtillæg lørdag, hvilket jo gør det ret kedeligt at sidde og våge, hvis det højeste man kan håbe på er JP - eller Flensborg Avis, det var ikke som dengang i 1994, da Jens debuterede med Mennesker i en mistbænk og sad hjemme i tv-stuen med Uff og Gerd, mens jeg jagede rundt på Rådhuspladsen efter anmeldelser og ringede til Risskov, hver gang jeg fandt én og hver gang jeg ikke fandt én, aldrig har telefonchikane været mere velmenende, og jeg tror kun, jeg i alt fandt 2: Pil Dahlerup - kan det passe? - i Information og Jens Kistrup i Berlingske, begge to med en vis undren mellemfornøjede, så vidt jeg husker. men i nat skal jeg nok holde mig i skindet, selv hvis jeg finder én, i JP - eller Flensborg Avis, og jeg må hellere lige tjekke, øjeblik ... nej, det er stadig Knausgaard og Thykier, der er øverst på JPs- anmeldelsesliste, mens Reimer Bo på selve forsiden er dybt rystet over at han med øjeblikkelig virkning er afsat som vært på 21-tv-avisen, med øjeblikkelig virkning er han dybt rystet, og jeg våger videre, kun halvvågen -

Darling Harald myrdet - og udstoppet her

Jeg har på bestilling skrevet en opgørelse over 10 oversete danske værker fra 00'erne til Passages kommende 00'er-nummer - det vil gå som en leg, tænkte jeg på forhånd, men selvfølgelig viste det sig gudshjammerligt svært - og ingen vej udenom at tilføje fyrretyve boblere. Da jeg så omsider var færdig og med dyb forsinkelse havde afsendt artiklen til Århus, opdagede jeg til min fortvivlelse, at Christian Dorphs digtsamling Popcorn, der var placeret og præsenteret som det primære, oversete værk 2001, i virkeligheden, og det vidste jeg for fanden godt, kom på gaden i år 2000, hvis primære, oversete værk var Haralds Voetmanns debutbog Kapricer. What to do? Brutalt degraderede jeg Kapricer til bobler i stedet for Rasmus Nikolajsens debut digte om lidt, mens til gengæld Nikolajsens anden bog, sølvKANIN, ud af intet forfremmedes til at blive det primære, oversete værk 2001. Voilá.

Her er den skrottede præsentation af Kapricer:

I buketten af offensivt charmerende 2000-debuter, Lars Frosts Og så af sted til Wien, Rasmus Nikolajsens digte om lidt, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, Lars Skinnebachs Det mindste paradis, var Harald Voetmann Christiansens Kapricer i besiddelse af den mest knortede charme, en charme på trods så at sige, på trods af nemlig blandingen af omstændelighed (syntaktisk og beskrivelsesmæsssig) og arrogant henkastethed og den idelige beskæftigelse med kropslig udskillelse og opløsning. Til gengæld forekom det kun alt for let at stemple bogens prosastykker og romanfragmenter som tilhørende den tids mode-hybrid-genre "kortprosa" (året før udkom antologien Kortprosa 1999 med et bidrag af den endnu ikke debuterede Voetmann).

Anmeldelsescitat (Erik Skyum-Nielsen i Information): Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter raskt. Måske skulle jeg have gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. Jeg mindes ikke længe at have studeret så overflødig en bog.

Nu i april 2010, hvor Harald Voetmanns foreløbige hovedværk, Vågen, en tæt, fordrømt roman om Plinisu den Ældre (hvis Historia Naturalis Voetmann i 2008 oversatte et udvlag af), netop er udkommet, efter fire bind med "kortprosa", burde det være muligt i Kapricer at få øje på den passionerede originalitet og den stærke (om end væmmelige og væmmede) kunstneriske vision - og for satan humoren.

Værkcitat: Nu var også lille Angelica begyndt at hoste, først tøvende, med hånden for munden, hun ønskede ikke at gøre det værre end det var; senere helhjertet, med blodigt snot og små rødbrune knortevækster, som far fortalte hende var skrigets små rødder, eller sygdommens. Mor, som selv havde været knortegivende længe, samlede familiens elendighed i en buket, som hun stillede i vinduet bag de astmahvide gardiner.

Reklamepladsen på Haralds højre kind

Fin nok, almindeligt uengageret anmedelse af Harald Voetmanns fremragende, herunder fremragende (på enhver led ) originale roman Vågen i Politiken i dag, men hvorfor kun 4 hjerter, ligesom Lykkelige Leif Davidsen og søskendeparret Hammerfedt (jf. blogposter nedenfor), når anmeldelsen hele vejen igennem er uforbeholdent rosende, kulminerende i denne konklusion:

Der er kort sagt masse af romersk dekadence i Harald Voetmanns 'Vågen', som får Plinius' videnskabelige projekt til at gå op i en dejlig mærkværdig enhed med satyrisk fantasi og moderne skriftbevidsthed.

?

Fordi på forhånd (pga. markedsføring og/eller branding) fiksede bestsellere aldrig kan få mindre end fire hjerter, mens mærkværdige enheder, være de nok så dejlige, med satyrisk fantasi og moderne skriftbevidsthed aldrig kan få mere end fire hjerter; sådan er reglerne.

Og hvis så bare Lasse Kjorne Hældgaard havde udnyttet den store, uudnyttede plads på Haralds højre kind til at uddybe sin læsning bare en smule ...

Hallucinatorisk mundsvejr/ Koldingkold

Der mangler naturligvis et "hallucinatorisk" - som åbenbart er et kritisk pseudoakademisk ord - i underrubrikken til min anmeldelse af Harald Voetmanns Vågen; i forvejen havde redaktøren tvunget mig til at udskifte "gedeblods-opløste" med "tilmudrede"; og for fanden trompeten skulle lyde "Den gamle Rom" - ha, ha! - og ikke "Det gamle Rom": Tredobbelt suk!. Her er originalen, print den ud, klip den til og klistr den ovenpå forfalskningen:

Den gamle Rom. Det er med hallucinatorisk akkuratesse, Harald Voetmann lever sig ind i idolet Plinius den Ældres liv og værk i sin nye, gedeblods-opløste diamant af en kortroman

Og så har jeg forbandet ikke tid til at kommentere i bund på Leonoras Skovs bastant smalhjernede kommentar på fucking forsiden af bogtillægget, fordi jeg lige om lidt skal til Kolding og holde foredrag om "Sug i sandkassen! Barnlige strategier i den unge avantgarde - og omvendt!" lige præcis - for Leonoras fordom er jo, at kun plot er "underholdende", og sikke dog et kedeligt underholdningskoncept!

Følgende blogpost havde jeg håbet at kunne nøjes med, før jeg gik ned til posklassen:

Kolding rimer ikke på
olding, men på
rolling, og burde følgelig staves
Kolling.

Det er så nu engang min slags genrelitteratur!