Den pind jeg speedsynger på (skrrrrrøbelig)

Jeg skrevet det her inde på tråden under Anne Sophia Hermansens FB-link til sin egen aviskommentar (ubesvaret af hende):

Lars Bukdahl Ingen forsvarer kedsommelighed og mangel på engagement. Tværtimod for helvede! Men engagement er, hvad kritik angår, kun noget værd, når det er et fagligt engagement, dvs. funderet i og raketmotor-drevet af dybt kendskab til og flammende interesse for det, man taler om. Det har været sandt om alle stærke og vigtige kritikere altid, fra Heiberg og Brandes i det 19. århundrede over Borum og Hansgeorg Lenz i det 20. til Lone Nikolajsen og Katrine Hornstrup Yde lige nu. Det går vitterligt over min forstand, at en Berlingske-redaktør definerer dannelse som at ævle opkørt om hvad som helst, man ikke har forstand på, men har en mening om. For ja, der er noget, der hedder at have forstand på noget. Og ja, ja og atter ja, mennesker, der med talent og ildhu karakteriserer og vurderer sager, de har stor og rig forstand på, er det mest underholdende i hele verden – vi kunne også kalde det Per Arnoldi- og Ole Michelsen-reglen om kunstformidling. kh

Og her er alt det fornuftige og debatværdige, de to nutidige anmeldere, jeg nævner, Lone og Katrine (+ Lea Korsgaard og Marie Carsten Pedersen) skriver i tråden under mit opdatering om deadline-programmet):

"Lone Nikolajsen Her er min debatanmeldelse: Det var slapt af værten ikke at angribe Søren Hviids præmisser om, at det 1. var udtryk for åbning og mere pluralisme, når man vil give avisens velkendte ansigter mere plads på bekostning af de traditionelle anmeldere + 2. at sammensmeltningen af debatstof og kritik er et udtryk for demokrati, fordi det er udemokratisk at kræve særlige forudsætninger for at have en stemme. Dels udmærker de nye debattøranmeldere sig ved i høj grad at have en stemme og en platform, dels er der ret stor forskel på at have stemmeret og at få penge for at bedrive et fag.

Katrine Hornstrup Yde Flot fægtet, Lars! Undrer mig meget over at Søren Hviid er sendt i byen på vegne af Anne Sophia og skal forsvare hendes nye linje uden at have merviden om den, uden helt at kunne formulere hendes kritiksyn og helt sikkert uden at kunne argumentere som hun ville gøre. Deadlines kulturdebatter med bikarakterer i studiet er fesent. At sidestille demokratisk stemmeret med retten til at anmelde kultur i et stort dagblad uden at have viden er...jo ikke til at diskutere med. Og det ville være meget federe at få Lea og dig til at udfordre Anne Sophias egne argumenter såsom denne fascinerende følgerække: "Kan man kun forstå en film, hvis man har læst filmvidenskab? Kan kun kvinder anmelde kvinder etc.?" Det er trods alt en logisk kortslutning fra den magtfulde hests egen mund og derfor mere interessant at gå ned i. Og så undrer jeg mig over, at Lea ikke bliver spurgt om, hvorfor hun som chefredaktør for en avis af i morgen, Zetland, så vidt jeg ved helt har fravalgt kulturanmeldelser til fordel for få andre og mere (ofte sjove) vær-klædt-på-til-den-dannede-rødvinsmiddag-agtige kulturkritikgreb (a'la Leas egen "Her er ti grunde til at se X Factor" etc). Det er der sikkert gode grunde til - Zetland skal finde sin egen vej - men det er spøjst at det ikke i det mindste bliver italesat, når nu det er den fagligt funderede kulturanmeldelsesinstitution, der er under afvikling.

Lea Korsgaard Vi har rigtig nok på Zetland ingen klassiske anmeldelser Katrine, men bringer hjertens gerne kritik – det vi plejer at kalde "argument" på redaktionen. Ambitionen er imidlertid, at den kritik, eller de argumenter, altid skal rodfæstes i en substantiel viden og en selvstændig research. (Min egen X Factor-hyldest var eksempelvis ikke en holdning flået ud af ærmet til lejligheden, men en researchet ting, jeg skrev på baggrund af en årelang og i øvrigt helt overdrevent nørdet interesse for lige præcis det program. Om det fungerede efter hensigten eller ej, lader jeg andre om at vurdere). Mit ærinde i denne sammenhæng, altså Deadline-sammenhæng, er at slå til lyd for den publicistiske journalistik – anmeldelser så vel som alt andet i dén gryde – der bekender sig til nødvendigheden af viden, faglighed, indsigt, research og erfaring. Også i de tilfælde, hvor ærindet er at tilbyde en holdning.

Katrine Hornstrup Yde Det synes jeg ville have været fedt at få med, det er en god afgrænsning af emnet og for Zetland en indgang til kritik, som der også kommer nogle fine tekster ud af. Hvad der sker, hvis man nedprioriterer/fjerner den anmeldende kritiker til fordel for lejlighedsvis, velresearchet opdatering om kulturfænomener synes jeg dog også er et stort tab af faglighed og fordybelse i det lange løb: Vi har ikke blot brug for fagjournalister med lejlighedsvise 'argumenter' om kultur - men kulturkritikere med et arbejdslivslangt overblik og indsigt og toptræning i velbegrundet at mene - de skal sætte alt fra værker og nye bevægelser til kulturpolitik i perspektiv og kan gøre det på et helt andet niveau end en neddykning i kultur fra tid til anden. Forudsat at man mener at kritikeren er og skal kunne noget andet, som Bukdahl var inde på i Deadline. Mao: Bukdahl ville fx ikke have nogen pind at sidde og speedsynge på, hvis fremtidens indstilling til kritik er som Zetlands. MEN. Jeg ved det godt. Det er en anden snak. Og alle aviser er ikke Zetland. Vi gør det forskelligt. Det er godt. Hvad tænker mon mit zetlandske kritikeridol Marie Carsten Pedersen?

Marie Carsten Pedersen ·

Jeg tænker først og fremmest, at jeg er meget enig i at kritik og kritikere er en genre, en metodik, en sindssygt vigtig stemme og et fagområde i sig selv, og at jeg mener at tendensen på ALLE dagblade til at 'alle kan være kritkere' er en udvanding af kritikken, som vil ende med at gøre den til et ligegyldigt nichefænomen.

Var i selv chok over at læse Mette Davidsen-Nielsens kommentar i avisen forleden, hvor hun begræd teaterkritikkens forsvinden - i selvsamme avis, som fyrede sin eneste, og en af landets bedste og mest respekterede, teaterkritiker for under et år siden, og valgte ikke at genbesætte stillingen, men sprede teaterkritikken ud over redaktionen med let hånd. (Det var ikke Mette D-N der traf valget om at afskedige Monna Dithmer, for the record, men det er ikke desto mindre avisens aktuelle situation).

Jeg tænker også, at jeg elskede at anmelde kulturhistoriske museer og udstillinger i Politiken, og at jeg er ked af, at det som samlet kritikfelt er opløst i enkelte nedslag. Især taget i betragtning hvor meget redaktionelt fokus, der fra aviserens side ligger på museernes drift, økonomi, popularitet og alt i det felt. At der ikke er (ret meget) æstetisk og formidlingsmæssigt orienteret kritikstof til at supplere det, er en ubalance i fforståelsne og fremstillingen af, hvad museer er for en slags institutioner i vores samfund - for den enkelte, for vidensproduktion, for forskning, for offentligheden, you name it.

Og så tænker jeg, at i forhold til Zetland, så er det set med mine øjne en god og rigtig prioritering og afgrænsning for os, med det opdrag, mission og de ressourcer, vi har, at vi ikke har en decideret kritikerstab og kritiksektion med stjerner og faste formater etc. Men altså, der er jo analyse og holdning i vores sådan 'a la kritik'-artikler, og ofte, i mine øjne, på en måde der ligger tættere op af hvad jeg opfatter som kritikkens klassiske form - et bidrag til en konstruktivt kritisk samtale mellem aktører i et æstetisk felt - versus anmeldelsens forbrugervejledning.

Det var det! Tak fordi du spurgte, Katrine!

Katrine Hornstrup Yde Marie Carsten Pedersen Booom! Tak fordi du svarede, Marie. Meget enig i alt.

Katrine Hornstrup Yde Er enig i at kulturkritik skal være mange forskellige ting og udforme sig på mange forskellige måder og selvfølgelig være meget, meget mere end forbrugervejledning, som kun den dårlige anmeldelse er - det arbejdede jeg og vi også aktivt på at gøre på Politiken med et utal af greb, og det kommer til at ske i højere grad på Information. Mit indtryk er absolut ikke, at Zetland er dækket nok ind når det kommer til kulturkritik (i alle dets former), og jeg synes fx at dine museumsanmeldelser ville passe smukt ind på avisen og ikke behøver folde sig ud i a'la kritik-artikler. Men at der skal prioriteres hårdt er en anden og ærlig sag.

Marie Carsten Pedersen · 52 mutual friends

Jeg er uenig i at mine anmeldelser som jeg skrev dem i Politiken ville passe ind i Zetland som Zetland er i dag. Men det er fino med mig. Der var også nogle grunde til at jeg gerne ville noget andet, jo ☺️

 

Lone Nikolajsen Det er nemlig meget underligt, at Deadline ikke prøver at placere debatten i den større overordnede diskussion af anmeldelsens rolle, som Politiken kører i disse uger. Det kommer til at lyde som en diskussion om, hvem der er inviteret med til hvilken fest, frem for hvad man egentlig vil med dagbladskritikken. Når Deadline fremlægger konflikterne som så personfikserede, virker det som om, de ikke rigtig har gidet danne sig et billede af, hvad diskussionen grundlæggende handler om. Det er ikke altid, men meget ofte sådan i Deadline. Er der andre stofområder, der bliver behandlet så dovent."

Et tu, Katrine, er hjerteoppumper

Det er åbenbart ikke muligt på Politiken at uddele hjerter til danske film forholdsmæssigt  - Katrine Hornstrup Yde, der pludselig har gjort Politikens filmtillæg uundværligt, giver Erik Clausens nye film Mennesker bliver spist 4 hjerter, selvom enhver, der kan læse, kan se, at anmeldelsen skarpt er formuleret frem til en dom på de 3 (til gengæld lyder hendes 5 stjerner til gentleman-voldsfilm The Kingsmen fuldstændig rimeligt - og inciterende) her er afslutningen:

når Gitte bliver ringet op af sin mor, sidder hun naturligvis på kanten af sin smarte sofa og læser i et designblad, som om hun selv var en statist i selvsamme katalog. For så stift lever folk, der er fine på den, jo nemlig. Not.
Derimod er der noget rammende i at se Gitte og hendes nye mand (Rasmus Botoft) sidde i lotusstilling og meditere på stuegulvet for at eskapere fra Gittes (begrundede) frygt for at være en dårlig mor, alt imens hendes søn, Patrick (fine Oliver Methling Søndergaard med dunskæg), har låst sig inde på værelset.
Men så er det også nærmest for nemme point at give sin egen politiske dagsorden, når Clausen får Herlufs bror (Steen Stig Lommer) til at reflektere over sin fortid som medlem af Dansk Folkeparti sådan her: »Det der politik, jeg var med i, var jo bare en stor ophobning af mindreværdskomplekser«. Clausen rammer således skiftevis sine parodier og revselser helt præcist og helt galt.Til gengæld er der altså varmen og inderligheden.
Det er i Bodil Jørgensens fantastisk fine balance mellem ægteskabstristesse og ømhed for den gamle Luffe, at filmen får ægte nærvær. Og det er i Clausens mentale plidderpludder, i den måde, som hjernen æder sig selv på, at der er noget eksistentielt skrøbeligt på spil.
Og så insisterer Clausen på at lade alle filmens karikerede karakterer afsløre sig som sårbare mennesker. Det bliver idylliseret og ganske sentimentalt, men det virker også rørende: at der hos Clausen er denne lyst til solidaritet. Og den er befriende at overgive sig til.
Filmens allersidste scene er i øvrigt hjerteskærende hård frem for naivt håbefuld.
Mennesker bliver spist. Uanset hvad vi gør for at forhindre det.

Katrine har fået stjernemagt

og hun bruger den uden takt, nøjagtigt som hun har agt - min yndlingsfilmanmelder Katrine Hornstrup Yde er blevet ansat på Politiken (hvor hun jo altså også MEGET, MEGET GERNE må anmelde bøger, Jes Stein!) og i dag anmelder hun til nøjagtigt 2 HJERTER (hvornår får danske film, der ikke er børnefilm produceret af Ragner Grasten eller komedier starring Mick Øgendahl, nogensinde under tre?) noget så nationalt fornemt som den nye Susanne Bier-film, og sikke veloplagt og omhyggeligt hun radbrækker den, her er mit yndlingsafsnit:

Nikolaj Lie Kaas er i rollen som den psykopatbrutale heroinjunkie Tristan et genuint røvhul med røvhul på. Han tvinger en heroinkanyle i sin kærestes lår for at forhindre hende i at give deres søn mælkeerstatning. Og når det ser ud, som om hans barn ligger livløs på lokumsgulvet, så beholder han smøgen i kæften. Der er aldrig en sprække ind til Tristan, intet, der afslører andet end sociopatisk følelsesafstumpning. Og Lie Kaas kan tydeligvis hverken lide eller forstå den taberskurk, han spiller. Portrættet bliver uempatisk og dermed ligegyldigt.
Over for denne brøleabe med hanekam står Lykke May Andersen som Tristans kæreste, Sanne. Hendes eksistens er skrabet ned til sit absolutte minimum under Tristans hjemlige voldsregime, hvor hvert tiltag til livsvilje pandes ned med kampesten. Men med det lidt, rollen Sanne så har, giver Lykke May, især når hun er alene på lærredet, filmens mest rørende, fordi papirtyndt skrøbelige, præstation.
Filmens øvrige casting er som en syret drøm, man får efter at have bingewatchet danske film; sådan en drøm, hvor hver eneste dagligdansker pludselig har transmogriffet sig om til en meget kendt dansk skuespiller. Så er det Thomas Bo Larsen, der er bartender på den stripjoint, hvor Simon fulder sig. Så er det sgu da Charlotte Sachs Bostrup, der pludselig sidder i landsretten og slår med sin dommerhammer. Og er det ikke Søs Egelind i alvorlig mine som Andreas' kriminalkommissær? Jo, og Bodil Jørgensen i den hvide kittel på hospitalets obduktionsafdeling? Jo. »Hej Bodil Jørgensen! Hvordan døde barnet?«. Selv før man er vågnet fra den slags drøm, ved man, at den ikke er rigtig. Men det ved Susanne Bier bare ikke.

Anerkendelsessygens paradoks 1 & 2

Når Katrine Hornstrup Yde - der sørme har fødselsdag i dag, tillykke dér, filmkritiker i luften og litteraturkritiker på spring - i en klumme i Information skarpt skriver om Ak 24syv-vært René Fredensborg(s optræden i P1):

’Sommergæsten’ er feel good ’kløen på ryggen’-journalistik, der repræsenterer alt det, som Fredensborg siger, at han kritiserer, når han langer ud efter kolleger, der er spændt for eliteinstitutionernes ’PR-vogn’ og som er underlagt den gode smag, som ’Bermuda-firkanten’ – Louisiana, Zentropa, Politiken og Gyldendal – repræsenterer. Imens charmerer han ukritisk vært og publikum med sin jyske no bullshit-facon og lapper anerkendelsen i sig. Krogsgaard udfordrer ikke Fredensborgs (anti)heltefortælling – bortset fra hyggelig prikken til det tilsyneladende paradoks, at han kritiserer selvfedmen og rygklapperiet i den medieby på Roskilde Festival, som han selv står og drikker i. Men det paradoks indrømmer Fredensborg, hvilket er hans strategi og logik: Man skal kritisere indefra. Have magt for at kritisere magten.
Men når Radio24syvs elitekritiske kulturjournalist således bliver hyggepromoveret på elitære P1, så udstiller det begges udfordringer. Fredensborgs handler om anerkendelsessygens paradoks. Når han siger, at han er en antihelt, som vover at gøre andre vrede, så siger han det til en elite af værter, publikum og lyttere, som han snarere håber vil elske ham. Men det tager stadig brodden af hans kritiske, antielitære projekt.

Passer det så ikke på en prik på Athena Farrokhzads optræden i svensk og dansk (HVID) offentlighed, sådan som hun med vanlig revolutionær selvfedme beskriver sin praksis i interviewet i WA Bøger:

Jeg er meget synlig lige nu, men det har jeg ikke tænkt mig at blive ved med at være. Lige nu arbejder jeg inde i magtens hjerte, jeg udkommer på etablerede forlag, jeg skriver for landsdækkende aviser, jeg underviser på Biskop-Arnös forfatterskole og medvirker i programmer på Sveriges Radio. Jeg forsøger dermed at rive magtstrukturerne ned indefra. Det er en strategi, som har sine fordele og sine ulemper. Jeg har ikke noget behov for at blive elsket, og jeg forsøger at agere på en måde, som forhindrer den samtaleform, som er almindelig i offentligheden i dag.

?

Ret perfekt vrede-anprisning

Jeg sagde det i farten, da jeg passerede Katrine Hornstrup Yde på Lê Lê ved Palads i går aftes, at den var GOD, hendes anmeldelse i Information af Maja Lee Langvads Hun er vred og appendix, men den er er MILDEST TALT god, misundelsesværdig god, i sit begejstrede og imponerede/imponerende TJEK på stort og småt i form og indhold, i sin KATALOGISERING af vredes-niveauer og -scener og -toner; jeg nøjedes i min WA-anmeldelse med over én bank at rose Hun er vred-anaforens inklusive energi; Katrine går tættere på og differentierer præcist:

Nogle afsnit løber rytmisk og smukt, andre som smerteligt morsomme stykker tekst i sig selv: »Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de gav hende et navn, der lyder meget gammeldags, og som får hendes koreanske venner til at le. Det kan være, tænker hun, at det ville svare til, at hun hed Valdemar Sejr i Danmark.« Andre ’vredesudgydelser’ i HUN ER VRED, især de, der forhandler hendes komplekse stillingtagen til transnational adoption, kan virke nærmest klodsede, de skal lige have det hele med, forbehold, tilføjelser. Bogen er således ikke bare en skønt litterær, sjov, rørende strøm af vrede, men også fyldt med bøvl og besvær. Til tider føles den tung og lang at hægte sig på. Og det føles meningsfuldt.

- Klodsetheds fedhed nemlig!

Nu synes jeg som BEKENDT IKKE, at forfatterens selvforståelse skal diktere, hvad kritikeren skriver om hans og hendes bog. Men selvfølgelig er det lyksaligt, når (ikke intentionerne men) værket bliver genkendt for fuld skarpsindig kraft, i hvert fald skriver Langvad på Facebook:

Tak til Katrine Hornstrup Yde for den fineste læsning af mine bøger. Det var netop det, jeg ville med den vrede. 

- det vreden vil er (også) at blive læst finest.

Motorcross-kritisk crossover - drive on!

Informations - og sgu da Danmarks - bedste, fordi skarpest og personligst seende, filmanmelder Katrine Hornstrup Yde anmelder pludselig en skøn, litterær BOG, Hassan Preislers  Brun mands byrde og gør det selvfølgelig skarpt og personligt læsende, og det siger jeg ikke bare fordi, hun mener det samme om bogen som mig, bare skarpere og mere personligt; jeg vil gerne bede om, at hun bliver ved med at anmelde (vigtige) bøger, samtidig med at hun naturligvis skal overtage posten som hovedfilmanmelder (i stedet for helt igennem matte og intetsigende Christian Monggaard) og ikke holder op med at anmelde tv og skrive klummer, dvs. at hun skal KRITIKERFASTANSÆTTES som det kritikernaturtalent, det tydeligste (ved siden af Olga Ravn, som altså snart må komme over sine moralske kvababbelser over at agere kritikerautoritett (andre steder end i Femina)) i sin generation, hun neonlysende er og bliver:

Og hans forestilling om racisme er både reel og beviselig og forkert og paranoid. Og han kritiserer sit eget hykleri som del af et minoritetsfolk, der lever af at gå på ukritisk automatpilot til fondsfinansierede frokoster og evige konferencer: » jeg har lyst til at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræftede og fastlåste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.« Han skriver »og« og »og« og »og« og »og« i endeløse sætninger, der varierer mellem forrygende prosa, hvor de indre modsætninger gnistrer, og så et sprogligt overlæs, hvor klichéerne sniger sig ind i det hastige sprog ( »som lyn fra en klar himmel« ). Man skiftevis henføres og kværnes af forfatterens identitetskværn, der aldrig standser, vi må hænge på, vi bliver ved med at følge hans påstande og hans selvmodsigelser. I dele om familiens historie og om rejser bliver det punktumløse sprogflow irriterende automatisk. Andre steder er der en pointe i sådan at blive kørt død af konklusions-undvigelserne. Her får de nemme svar ikke lov at gemme sig bag et punktum.

Hassan piber over, hvem han er, og over hvem andre tror at han er, og over hvem han tror, at andre tror, at han er. I lufthavnskontrollen i New York, på white pride-værtshuset i Aarhus, til minoritetskonferencen. Og selvom han forsøger at flygte ud af alle de positioner, og selvom han kritiserer sit eget Hay-shoppende, modefriserede Østerbro-liv, og selvom han på bogens bagpamflet er gledet ud af sit Sorte Sambo-kostume på flugt fra stigma, så efterlader han stadig indtrykket af at være præmieperker, af at være sofistikeret kulturelite, af at være ham, som vi giver ret - også og især når han siger, at han ikke selv har ret. Han sætter problemet under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han afsted til et federe sted, til fiktionen, der ikke skal mene noget på den måde. Og vi er imponerende. Nu er han også præmie-forfatter. Og i romanen ser Hassan til sin skræk (eller drømmer han det?), at man kan købe Lille Sorte Sambo i Hay. Og nu kan man ude i virkeligheden købe Hassan i Sambo-tøj på postkort og putte ham i lommen i 350S. At individet Hassan og romanen ender i sådant et mildt paradoks, og at romanen kommer til at blive læst og promoveret som debatbog, er uundgåeligt. Og den slags paradokser kan man ikke slippe udenom, lige meget hvor vildt og konklusionsløst, man skriver. Punktum.



det meget sjældne: et kritikeridolbillede -

Le mot juste er en flyvende buste (der er busted for blufærdighedskrænkelse)

Med 1 forfærdeligt præcist (= præcist forfærdeligt) ord nailer (ikke helt = negler) min yndlingsfilmanmelder, Informations Katrine Hornstrup Yde, den amerikanske komedie Tømmermænd i Thailand, som jeg derfor (pga. nailingen - også for at få bekræftet, hvilket jeg er fuldstændig sikker på, at den er i plet) får endnu mere lyst til at se (og helst i selskab med Line Knutzon (husk at hun oplæser Måvens & Peder på mandag, klokken 20.00, Kultorvet 11, det er hver gang DK's bedste komedie), inkarneret Zack Galifianakis-fan (der er en glimrende profil af ham på time.com, og tjek endelig også hans anti-interviews, Between Two Ferns, på funnyordie.com)), velmotiveret tankestreg indeed:

Det er plat, oftest underholdende og rapt eksekveret - som en helikopterpik.

2 sproglige fund i dagens Information

1.
dumpikket
Adjektiv i Infs nye kritikerfund Katrine Hornstrup Ydes anmeldelse af Peter Gantzlers film Dreng:
Den smørlækre guldlok Sebastian Jessen balancerer som i Smukke mennesker (2010) sin rene skønhed (tænk på Luchino Viscontis ung Tadzio i Døden i Venedig) med veltimet, dumpikket teenageakavethed, og forførelsen fungerer fint og forårsforfjamsket - tilsat ølbøvsende viceværts-humor ved Peter Gantzler.

2
Regensens Klokkere
Stillingsbetegnelse i læserbrev vendt mod Jan Sonnergaards (med hans eget ord) "diffamering" af Erik Skyum-Nielsen (fordi - usagt af Sonnergaard - Skyum engang har anmeldt Sonnergaard dårligt: Herregud!) i en restaurantanmeldelse (!) i lørdagens Information - som jeg først læser nu og sgufandeme også er langt ude: ren, ondsindet tilsvining (via anonyme kilder) af Skyum som regensprovst og universitetslektor; godt jeg ikke arbejder på en avis, hvor man (Moderne Tider-redaktionschef Rune Lykkeberg?) trykker sådant smuds om en af sine egne kritikere (eller hvem som helst anden i og for sig) - som ikke engang et debatindlæg, men redaktionelt stof.