Hun er brun eller i det mindste ikke-hvid, når Mette Moestrup foretager en optælling af, hvad vi må formode er ikke-hvide (eller ikke-pæredanske (jeg er kvart norsk!)) forfattere (hvorfor nævnes ingen rappere; dem har jeg, som litteraturmiljømedlem, da altid regnet som true poets, Outlandish, Zaki, Marwan, U$0 m.fl.), i en
klumme i Information:
Hvidhedsdebatten florerer fortsat, forsinket, i det danske
litteraturmiljø. Det er en debat, der ikke kun handler om hvidhed, men
også om, hvem der sidder med om hvilke borde, og hvem der har ordet.
Nogen synes måske, at når blandt andet Lone Aburas, Shadi Angelina
Bazeghi, Maja Lee Langvad, Hassan Preisler og Yahya Hassan får taletid,
så viser det, at det danske litteraturmiljø er vældig inklusivt og
antiracistisk. Men for det første er der stadig forholdsvis få
forfattere i Danmark, som ikke er pæredanske i flere generationer –
hvilket forekommer oldnordisk forsinket. Og for det andet viser et
panorama over Statens Kunstfonds legatudvalg, Det Danske Akademi,
litteraturredaktioner på aviser og tidsskrifter samt litteraturkritikere
og anmeldere, at landskabet er tæt på hundrede procent
all-white. Det er umærkeligheden, hvormed dette er tilfældet, som kan betegnes
strukturel racisme, det er altså ikke en enkeltpersons skyld.
(jeg ved ikke om det danske litteraturmiljø er VÆLDIGT inklusivt og antiracistisk; jeg ved ikke, om det i sig selv skal være anti-noget, men pænt inklusivt er det da, se bare kvinders ret cirka ligelige (i 90'er-generationen decideret dominerende) repræsentation og kanonisering i forhold til næsten alle andre kunstarter (og se bare på homoseksuelle forfatteres pænt synlige repræsentation og kanonisering (i det omfang vi ved hvem de er ...)); og selvfølgelig kunne/burde der være flere ikke-hvide eller ikke-pæredanske forfattere, men det kommer der garentrisset også, og ingen af de nævnte har haft unødigt svært ved at komme til orde og blive udgivet, og hvis de har, da i hvert fald ikke på grund af deres hudfarve - og hvad angår det institutionelle, så er rektor for Forfatterskolen en forholdsvis mørklødet mand, der er halvt argentiner og hedder noget så eksotisk som Pablo Llambías; nå ja, han er også prisbelønnet forfatter)
Forfatterbillederne på Lone Aburas' bøger afslører hende ikke som brun; på den første bog er der slet ikke noget billede, på nr. 2 er der en tegning, på nr. 3 et (pseudo?)linoleumssnit (ved Leo Scherfig):
- men hendes navn gør måske nok, eller
antyder brunhed i det mindste.
Fortælleren Lene, som det er svært ikke at mistænke for en vis autofiktivitiet (jf. bare navnet), i Aburas' debutroman
Føtexsøen afslører sig allerede på bogens anden side som brun:
Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. helst bare personligt. Ligesom Bo hr. Hansen gerne vil skrive
sært almindeligt, så vil jeg helst skrive personligt. Ikke
privat personligt, for det er noget vrøvl.
På næste side skriver hun, apropos barndoms-pinlighed (og Bo hr's pinlighedsæstetik):
Faktisk var alting pinligt dengang. Min far har haft både en grillbar og været pølsemand. Så han var måske den den første muslim, der ejede en pølsevogn. Og nu er det ikke meningen, at jeg vil gå Dan Turèll i bedene her. Jeg vil bare gentage, at min måske var den første, der var pølsemand og muslim på en og samme tid. Og her mener jeg ikke halalkød, men pølser af svin, og det var mærkeligt og
haram, men ikke pinligt.
Og hvad angik pølsevognen, så blev den solgt. Og det havde ikke noget at gøre med, at den halte pakistaner, som huserede på den den parkeringsplads, der hørte til vores blok, en dag pudsede Det Muslimske Broderskab på min far. I hvert fald sad der tre alvorligt mænd i vores stue. Og hvis jeg ikke husker meget forkert, så havde de taget koranen med og lod den ligge opslået på vores klunsede kakkelbord. Jeg var ikke til stede andet end et øjeblik, men jeg forestiller mig, at min far blev hørt i Den Hellige Skrift på samme måde, som min mor i sine salmevers, dengang i 50'erne. Om hun bagefter sad med samme mærkelige blik, ved jeg ikke. Men min far kunne i dagene efter se på mig, som om de havde overbevist ham om et eller andet.
Det er en mere underfundig Islam-satire end Yahya Hassans "Rullestolen", men jo stadigvæk en Islam-satire eller -humoreske i det mindste, som Athena Farrokzhad efter hendes Sorte Pantere-logik burde finde mindst lige så betænkeligt usolidarisk med Aburas' (halv)søstre (herunder Farrokzhad) og (halv)brødre - og anti-racistisk ukonstruktiv.
Lene og hendes families brunhed og ægyptiskhed og muslimskhed er slet ikke i centrum i romanen, det er snarere Lenes ikke synderligt etnisk prægede coming-of-age problemer: Fofatterkarriere eller Føtexjob. Aburas' to næste romaner er helt foruden autofiktivitet (bortset fra det meta-knævrende forfatterjeg (der opdigter fiktionspersonernes skæbne) i
Den svære toer);
Politisk roman er endda jegfortalt af en HVID, nogen-og tredive-årig VUC-lærer. Rebecca. Der er én væsentlig, brun biperson i den roman, en illegal flygtning Amir, som Rebeccas mand, Robert, beslutter sig for at skjule i deres hus, og som vantrives betydeligt.
Hvad betyder (forfatterens) brunhed for læsningen af Aburas' bøger, især de markeret fuldt fiktive? Forhåbentlig ingenting! Man kan forstille sig (eller det kan man sgu ikke) en hvid læsning der bruger forfatterens brunhed imod
En politisk roman Sikke et racistisk portræt af en hvid dansker! Man kan efter Farrokzhads YH-anmeldelse forestille sig en brun læsning af samme roman (parallelt med pølsevogn-eksemplet), der kritiserer forfatteren for, at hendes brunhed ikke forpligter hende til at portrættere en brun person, Amir, med større empati og stærkere (og mere positivt skildret (han påvirker (måske) Rebeccas søn, i terroristisk retning)) kritisk/revolutionær bevidsthed og (ikke helt det samme) bevidstgørende effekt.
Det er hele problemet med en racialiserende læsninger (og typologier og optællinger, som MM's). Hvis en brun forfatter ikke skriver om (sine) raciale erfaringer, er det meningsløst (hvis ikke faktisk racistisk - men vi lader være at bruge det grimme ord) at insistere på eller bare identificere ham eller hende som brun. Hvis en brun forfatter skriver om (sine) raciale erfaringer, siger de jo sig selv, som i Hassans, Preislers og Langvads tilfælde; jeg har ikke set nogen læsninger, der har ignoreret, at de skriver om (deres) ikke-hvidhed (også).
Lone Aburas er en forfatter, der skriver på dansk.
En GOD forfatter, der skriver på dansk.
