Fødselsdagsgave 3: Debutant + eks-debutant

Jeg åbnede et brev til Hvedekorn med eklatant talentfulde digte fra Yasmin, født 2000, en linje:

kastanjedyrene jager dig

som desværre først kan få sin debut i nr. 4, 2020, til december, fordi nr. 3 er jubilæumsnummer med særligt inviterede eks-debutanter, og jeg modtog på mail et langt, forrygende digt af selveste Laus Strandby Nielsen, en linje, den første:

Mine ben er en slags støvler

Men for helvede, digitaliteten

Chefred. Martin har tydeligvis fået i opdrag at gøre WA mere digitalt nærværende, hvilket vi mildest talt ikke er, og det snakker han sympatisk henholdende om:

 "Vi er skam allerede digitale. Men vi skal stille og roligt udvikle os på de sociale medier og de øvrige digitale platforme, men med det indhold, folk kender fra den Weeekendavis, der udkommer om fredagen. Vi skal ikke ændre os for at være digitale. Vi skal fortsat være Weekendavisen. Der kommer ikke til at være store armbevægelser med pludselige relanceringer, hvor vi bombastisk farer ud med nye versioner,«siger Martin Krasnik.

»Weekendavisen skal selvfølgelig også være til stede digitalt, og det er vi allerede. Man kan læse os digitalt, og man kan høre os på vores lydavis, som er meget populær. En del af vores journalister er også meget aktive på sociale medier. Men det er klart, at vi ikke har begået den fejl, som andre har begået: Nemlig at man først tænker digitalt og derefter tænker journalistik. Det har været vigtigt for Weekendavisen, at man har stået fast på, at man skal betale for at få lov at læse avisen. Det koster penge at få den kvalitet,«siger han.

I har en e-avis og en lydavis, men hvilke nye ting vil I arbejde med digitalt?

»Det har jeg ikke nået at tænke over endnu. Men jeg skal være med til at videreudvikle de ting, vi laver digitalt, og selvfølgelig også finde på nye ting.«"

- se nu bare i dag, hvor digterne Louise Juhl Dalsgaard og Sternberg på Facebook (hvor Krasnik proklamerede sin forfremmelse) gerne ville linke til min årsrevy i nytårsavisen, og det kan de ikke engang gennem en betalingsvæg, så derfor måtte de knipse hvert deres patetiske foto (Louise ville highlighte Laus Strandby-ros, Sternberg Sternberg-ros): 

Den rigtige Laus

er digteren Laus Strandby Nielsen, ligeså suveræn som overset, der var en rigtig helt i søndags, fordi jeg havde to hjemmeblivende, syge Hvedekornsdigtere (ud af 4) til første set klokken 11 på Bogfourms Spotscene, og så jagede jeg hen til Gyldendals backstage-lokale, hvor Laus sad og ventede på gå på til Lyrik-morgen 10:45 og tryglede aggressivt og fik et spontant ja og jagede tilbage til min scene, hvor først Sebastian Nathan og så Molly Balsby brillerede, og så, så var der endnu ingen Laus, så jeg lod publikum vælge sidenumre til to digte fra årgang 1976 - af henholdsvis Louis Jensen og Flemming Røgilds, viste det sig, begge af Laus' store 70'er-generation - og så kom han omsider, Laus, som en frelsende ærkeengel og læste op fra sin nye, fantastiske bog Når det er mørkt, bliver det lyst, og blandet andet dette skandinaviske bekendelsesdigt, der også er med i nr. 2 af det lumsk blærede litteraturtidsskrift Udkant, TAK, ÆGTE LAUS:

MEN

Jo, vi er fra Skandinavien, ja,
vi har det godt, ja,

vi har måske ikke fortjent det,
men vi ser på verden

gennem skandinaviske briller.
Vi har et stort og langvarigt mørke

som vi har vænnet os til, derfor
er lyset så skarpt

når vi ser på verden, måske
har den ikke fortjent det, men

vi tror på fortvivlelsen
med et menneskeligt ansigt,

vi ved det ikke, men vi tror
vi er gode nok, vi tror

på der altid er et forbehold
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på penge
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på maskiner
med et menneskeligt ansigt,

vi tror på mennesker
med et menneskeligt ansigt,

men, men, men, men og men
igen. Igen.

 

Listings, Too Late and Lost

Jeg fik leveret tekst til Kritikerlisten i dagens WA Bøger for sent, så avisen måtte nøjes med mine underrubrikker, her er, hvad der burde have stået:

Laus Strandby Nielsen: Når det er mørkt, bliver det lyst. 64 sider. 150 kr. Gyldendal.

Danmarks bedste ukendte digter stiller i sin nye, gnistrende veloplagte samling dette akutte spørgsmål til sin ikke-læser: "Kan krimierne reparere tiden når den engang går i stykker og bliver til skarpe splinter du kan pille ud af det lig du bliver engang?"

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden. 464 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Thara, hovedpersonen i Kirsten Thorups nye, suverænt uformelige roman, kan ikke hjælpe sig selv og heller ikke andre og slet ikke sin højt elskede datter; læseren kan virkelig ikke holde hende ud, men endnu mindre kan han og hun få nok.

Forsinket pris-news 1: La! La!

2 helt rigtige Akademipriser (selvfølgelig dybt forsinkede begge, men det gider vi ikke klage over hver gang!):

Otto-Gelsted-prisen til Lars Skinnebach- som i sin digtning, der eksperimenterer med mange former, giver læseren en skarp fornemmelse for de klicheer, vi sprogligt og tankemæssigt er omgivet af og således fornyer en kritisk og politisk digtning på højt æstetisk niveau.

Beatrice-prisen til Laus Strandby Nielsen-som er en lysets og kærlighedens digter med stadig bevidsthed om det mørke og den død, som også hører til eksistensen. Poul Borum kaldte ham en af de mest fremragende, men også mest ”ubemærkede” danske digtere; det sidste vil Akademiet gerne ændre på.

(og så får første vinder af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris Boris Boll-Johansens FAR Selskabets Pris)

et digt af La
us:

Kroppen en kniv
til at røre rundt med
i føelsessuppen. VCi har
en handel: aske og ild
afløser mudder og blod
efter princippet først
bagefter. Kroppen, men
hvis? Hvor er der en sjæl
i kog med eget køkken?
Og så er det så simpelt
et snit. Fuglen til vejrs
og resten til overs dvs.
oven over smertegrænsen.
Du kan bare slukke.


(fra Mellemrum)

et dig af La
rs:


Vasker du hår

i benzin

i hurtige

længsler

(fra Post it)

Kuratoratorisk (LAUS!)

Poesikuratorerne går amok med deres kurateren poesi! Digteren Knud Steffen Nielsen er fast fredagsdigter på sitet Det Fri (link til tagget #Fredagsdigt), og de seneste mange uger har han kurateret i stedet for at digte selv, forbi har på højkvalificeret vis blandt andet du; Cecilie Lind, været og fast Hvedekorns-korrespondent (tjek hendes Oktavia-tekster i nr. 2, 2015 ud) Mette Zerlang og denne fredag er selveste Laus Strandby Nielsen, en af de allerbedste 70'er-usynlige!, magtfuldt, klokkeklart (og sinistert) messende (digtene copypastes efterlods på Knuds egen blog):

SPEJL

Det er til dit eget bedste du er her.
Det er til dit eget bedste vi er her.

Det er til dit eget bedste du får dit eget nr.
Det er til dit eget bedste vi tæller dig med

når vi tæller til menneske. Når vi tæller til rigtigt
og forkert. Når vi tæller til dit eget bedste, når

vi tæller til godhed, til overlevelse, til farverne,
sort og hvidt, og gråt, til uendeligt, til sidst.

Det er til dit eget bedste du tæller os med (din egoist)
når du tæller til to. Når du tæller til tiden der går.

Det er til dit eget bedste vi ikke tror dig (din hykler)
når du tæller dig selv med når du tæller til to.

Det er til dit eget bedste du tror os når vi tæller
til frihed. Til hjem. Til tak. Det er som det er.

Vi er som vi er. Hverken værre eller bedre. Men
vil tæller og tæller og tæller til den dag der mangler

et mørke ingen har set, et skær i en vandpyt ingen
savner undtagen den ene der ikke kan tælle til spejl.

Det er til dit eget bedste du er som du er (egoist). Men
det er til dit eget bedste vi skruer lidt ned for dig.

Det er til dit eget bedste vi skruer ned for varmen.
Det er til dit eget bedste døren er lukket. Og skabet

hvor alle nøglerne er. Store og små, gamle og næsten nye,
usynlige og virkelige, simple og komplicerede.

Hjertet er en hængelås der hele tiden låser sig selv op.
Det er til dit eget bedste at vi skruer ned for tiden

så den ikke løber fra dig. du kan umuligt følge med,
men du kan mærke den farveløse uro bag dig, hele tiden

bag dig.

Præmiepurker

God smag og dømmekraft hos Statens Kunstfonds litterære udvalg her på falderebet (til et nyt udvalg foreløbig inkl. Peter Adolphsen og Anne Lise Mastrand-Jørgensen, tillidsvækkende nok):

Produktionspræmier på 75.000

til Niels Frank for Nellies Bog:

(...) Nellie er sprog. Og det folder sig ud i sin egen logik og sin søgen efter sig selv og en sammenhæng og svar på alt det, vi ikke forstår. Nellies bog skiller sig ud som en langsomt forundrende fortælling, hvis tone sætter sig i én på en måde, så man tager sig selv i at gå og tænke nelliesk længe efter endt læsning: ”Tak , som bydder. Osvider.”
 
 og til Peter Adolphsen for 9 år efter Loopet:

(....) År 9 efter loopet er en overraskende, morsom, velskrevet og begavet kortroman. Det er lidt af en præstation at lave sci-fi der er blottet for denne genres ofte omstændelige beskrivelser af de særlige vilkår, der gør sig gældende i denne den ondeste af alle onde verdener. Ingen trættende detaljer her. Men syrede fantasier og fabuleringer, der er sat i system og fortalt med køligt pedanteri og stort overskud.

Og Laus Strandby Nielsen indstillet til Det Livsvarige:

(...) Poul Borum karakteriserede Laus Strandby Nielsen som "en af vore mest fremragende og mest ubemærkede digtere."

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg kan kun erklære sig enigt, og indstiller hermed, med stor glæde, Laus Strandby Nielsen til den livsvarige ydelse i håbet om at dette kan medvirke til at ændre på den sidste del af den karakteristik.

Og vi vil tillade os at slutte af med endnu et citat, fra den seneste bog, Hvis der ikke er sandstorme, så er der sikkert noget andet:

IDYL

Nu skal det være. Gode gamle nu. Mens katten sover, og

musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne

dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden

stadig holder sig i baggrunden, og der er fred og ro i

fryseren.

- og her et billede af den blufærdige, rutinemæssigt sublime Laus:

Vælg danskernes mest ignorerede digter

ERNESTO PRISEN (efter Ernesto Dalgas)

Ingen har indsendt forslag til de her 8 nominerede - (med mindst 4 bøger bag sig)

Stem på de andres mest ignorerede digter

O Thomas Bruun

O Erik Helger

O Birgit Munch

O Lone Munksgaard Nielsen 

O Laus Strandby Nielsen 

O Bo Reinholdt

O Niels Simonsen

O Kasper Nørgaard Thomsen

STEM NU! OG EVT. GERNE PÅ EGEN KANDIDAT (INKL. SIG SELV)

Laustrofobi & Mariann(t)e-lov

Et stort SUK over, at ingen aviser ud over Flensborg Avis har anmeldt Laus Strandby Nielsens prosadigtsamling Hvis der ikke er sandstorme, så er der nok noget andet, som udkom på Gyldendal i tirsdags, hvor jeg selv skrev og sendte min anmeldelse, som jeg vil gøre mit bedste for at få sparket ind i avisen snarligst, og ja, ja, jeg skal nok lade være med (igen) at begå præ-anmeldeles-fragmentering, men det må være OK at sige så meget som, at min anmeldelse ikke er negativ, og decideret nødvendigt er det at citere en tekst in toto:

MELANKOLI

Lige efter spisetid ringer telefonen mens jeg laver mad. Det er en troløs gammel ven der vil sælge mig en havesofa. Jeg slipper af med ham ved at love jeg ringer tilbage lidt senere. Men da jeg faktisk gør det - efter at have sikret mig at haven stadig er der og stadig ikke har tid til at tale med mig - får jeg en overlæge i røret:
- De skal bare have et enkelt batteri, så skal det nok gå alt sammen, og så skal jeg betro Dem en hemmelighed, unge mand: Hvis man holder hvad man lover, får man hænderne fulde!
- Unge mand! tænker jeg, lægger på og giver min middagsmad til husdyret, min lille bjørn, der spiser den med god appetit. Den er sød og stærk, bjørnen, og den vil aldrig blive helt tam.

- jeg tjekkede også lige, hvad der skete med Marianne Larsens nærtbeslægede parabel-samling Hvis en morgen en hittevoksen, der udkom i sidste uge: 2 anmeldelser! Min i WA og Mikkel Bruun Zangenbergs i Politiken, der bærer den idiotiske overskrift "Den støvede surrealist", for Zangenberg mener jo ikke, at Larsen er støvet, han mener, hun er BEstøvet, men hvem gider læse en støvet surrealist? SUK! Marianne har sit eget bud på en resigneret og djævelsk overlevelsesplan:

Overlydskomposition

Det bliver mere og mere stille. Værket fortsætter.
Det bliver mere og mere stille.
Og vælder frem i al sin stilhed og bliver mere og mere stille.
Det bliver mere og mere stille.
Og vælder så frem i al sin stilhed og bliver mere og mere stille.