lørdag den 21. marts 2015

Næsten en mester - Nordbrandt 70!



Jeg har engang siddet på knæ foran Henrik Nordbrandt på Andys Bar og forsøgt at forklare mig, og jeg har i vild lettelse drukket mig fatalt (for det næste interview) fuld i hvidvin efter et ikke-katastrofalt interview med digteren i Bogforum, som jeg havde været totalt rædselsslagen for. Jeg kan aldrig blive totalt og overordnet fan, det fanger han mig for lidt til inderligt og yderligt, men jeg kan sagtens være målrettet digt- og bogbeundrer, og de 3 bøger, jeg har været gladest for og gladest for at anmelde, og nok fordi de til min overraskelse tillod mig at beundre dem helt rent og heftigt, er digtsamlingerne Ormene ved himlens port og Drømmebroer (indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris) og erindringsbogen Døden fra Lübeck (det var den jeg interviewede ham om i Forum); her er med stor respekt for hans nyklassisske umiskendelighed og hans urolige ubehag ved samme et grande TILLYKKE. Næsten en sonet betitlet "Næstenhed" fra Ormene ved himlens port:

Det er netop denne næstenhed der er så virkelig:
Selve havet ligger næsten kun et hav fra havet
og stenen, kun et stenkast fra den søndag
hvor vi drev ned ad floden i en rådden pram.

Og bogstaverne på stenen staver næsten navnet
på én der lagde min skjorter sammen
og gik langs havet i en blomstret bomuldskjole
og næsten ikke. Og netop det og næsten ingen
har været der, hvor alle altid står og ser.

Det er denne næstenhed, der er det virkelige
sted, hvor lyset fejler, når det stråler klarest:
Som at folade, når man ved, man næsten var dér
Det er netop denne næstenhed, der bliver.

- Og ud af bogen fløj Poul Borum anmeldelse af bogen i Ekstra Bladet:

Næste år er det tredive år siden den 21-årige Henrik Nordbrandt udgav sin første digtsamling. Han var mesterlig lige fra starten og har været det i alle bøgerne, selv om man må indrømme, at han ofte er forfaldet til at skrive 'typiske Nordbrandt-digte' - man kender ligesom stilen for godt, og hans tematiske spændvidde og tankekraft kunne ikke måle sig med den konstante sproglige oplagthed.
  Men i den nye digtsamling, hans tyvende, er der kommet noget nyt til: en stor sorg. det er sorgen over en elsket kvindes død, der brænder. Et sted får man at vide, at det er næsten fire år siden hun døde, og man syens ligefrem man kan mærke, hvordan denne død først har fremkaldt en stor stumhed, som ordene nu gennembryder og befrier.
  Ormene ved Himlens Port - bogens titel er et Wallace Stevens-citat - er en nøgen og gribende bog af stor skønhed, som man føler trang til at sammenligne med Ole Sarvigs sidste store digtsamling, salmerne, om samme tema. Hvor underligt, at sorg kan give livet mening.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar