Katastrofekortromanen

Første gang Katrine Marie Guldager skrev om sin far og hans forsvinding (han døde i togkatatstrofen i Sorø 1988) var - skjult -  debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994 (se gengivelsen f min anmeldelse af Lysgrænsen i blogpost nedenfor), anden gang var - direkte (men forblommet om tiden efter) - i "psykoanalysen"/"selvbiografien"Lysgrænsen, 2007, fjerde gang var - direkte om alt - i den nye "roman" Det samme og noget helt andet. Tredje gang var i en lille firkantsuite, "Efter katatrofen I-IV", der nu lader sig læse som synopsis til og opsummering af den store roman på ret meget en prik, i comeback-digtsamlingen Et sted i verden, 2014:

"EFTER KATASTROFEN I

Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette er vores smerte: SÅ mærkeligt at lsø om det: Resterne af en død mand. En død mand, hvis fortrolighed stadig gør dit øre rødt, en mand, der døde to gange. For var alting bedre før katastrofen? Er katastrofen ikke en konstruktion? De bøjer hovedet frem og siger, at de skan elskede din far.

EFTER KATASTROFEN II

Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop uden sit spind. Men du lærte ensomheden at kende, helt indkapslet, du blev fortrolig med mørket. Eller blev du bare mere bange? Bjerg massivets stilhed, hajens bløde bug, fjeren, der ligger på terrassen som et tegn. Men før katastrofen var alting ikke bedre, indvender jeg.

EFTER KATASTROFEN III

Efter katastrofen måtte du konstatere, at sorgen lngsomt tilintetgjorde dig, fordi du ikke kendte dens mange navne, dens besynderlige bid. Den nød faktisk t sætte tænderne i din uskyld, dit bløde kød, dine trapper. Og du skreg ikke engang, du forsvarede dig ikke, du tænkte bare: Jeg har det lidt varmt. Er jeg den eneste her, der har det lidt varmt?

EFTER KATASTROFEN IV

Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.

Giraffen ser giraffen

Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):

"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."

Elefanten i rummet i close-up

Samme år, 1994, hun debuterede med Dagene skifter hænder, bidrog Katrine Marie Guldager til Brøndums Encyklopædi med definitioner af Elefant, Giraf, Labyrint, Løve, Sekund, Tiger, Time, År., en smuk lille, værk(dobbelt)klynge i sin egen ret. Teksten om Elefant siger så elefantisk meget om Guldager, dengang og nu ,og om den gamle og nye bog og erindringsvirksomhed:

"En elefant glemmer aldrig. En elefant glemmer simpelthen ikke for 5 flade ører noget som helst, den husker det hele, alt, kort og godt, og så kan den være farlig, meget farlig og forbandet stædig, stædig, hvis man f.eks. kommer kørende ude på savannen, og årstallet er ligegyldigt, helt ligegyldigt ude på savannen, og dér kommer man kørende, dér kommer man kørende med hjul og motor og det hele, og dér står elefanten, dér står elefanten og er skidestædig, stædig, og den har fundet ud af at man ikke skal videre, man skal overhovedet ikke videre, ikke bare en enkelt millimeter længere frem, det er derfor den har lagt sig på vejen, lagt og smidt sig på vejen, som et kæmpe bjerg af hukommelse, ting den kan huske, huske fuldstændig på rygraden og ud og ind gennem huden, ud og ind gennem rigtig mange kvadratmeter tyk hud, tyk tyk hud, der er pladret til med mudder, mudder den ligger og ruller rundt i, ruller rundt i, som om det er for sjov, for sjov at den ligger der, ligger der og stritter med sine stødtænder, stritter med dem, lige op i hovedet på en, stritter med dem, mens den ligger og ruller rundt, ruller rundt så tungt, så satans tungt, tungt så jorden vibrerer når den går, hvis den går, hvis den ikke bliver liggende, hvis den ikke bare bliver liggende, sammen med alt muligt andet, man ikke kan komme i tanke om, eller huske.

(sikke skøn sand tekst at indtaste!)

Guldagerdebutsvar

Digt fra Katrine Maries Guldagers debutbidrag til Hvedekorn og hendes svar i jubilæumsnummeret (og måske det bedste referat af den nye, tykke roman):

Fra debuten, Hvedekorn 3, 1992:

 

Puslespil. Æbletræ

 

Puslespil og abekatte

tog gennem bjergenes ar

brydes ned og brydes op

linier og vejenes tyngde stiger op

mod intet

naboer griller

verden er forunderlig

og æbletræet blomstrer kvalitativt

det er godt

for fuglene synger netop her

fang mig

hvis du kan

 

 

Nu, her, Hvedekorn 3-4, 2020   

 

Konge. Nattergal

 

Dengang jeg var konge

ville jeg ikke være konge

og dengang jeg var dronning

ville jeg ikke være dronning,

jeres lille fine nattergal

jeres lille fine prins prinsesse nattergal (pibe, pibe)

Jeg vil ikke være 

dig

og jeg ville ikke være 

mig

slet ikke mig selv med selv på:

Og hvor dumt lyder det ikke nu

hvor jeg er helt alene ved kopimaskinen

og ikke længere har nogen anelse om

hvem jeg var 

eller kunne have

været blevet.

Da Katrines liv afhang af Hvedekorn

Et afsnit fra Katrine Marie Guldager nye, skaprt og minutiøst inderlige roman, Det samme og noget helt andet, der udkommer i dag:

"På biblioteket på Blågårds Plads står jeg i kø ved skranken, jeg tripper, jeg vil gerne se det sidste nye nummer af Hvedekorn, for få dage efter at jeg havde afleveret min ansøgning til Forfatterskolen, ringede Poul Borum og spurgte, om han måtte trykke ni af mine digte fra ansøg­ningen i Hvedekorn, nu skal de stå i det nye nummer. Desværre er det ikke kommet, siger den venlige bibliotekar, og jeg kommer igen dagen efter, jeg tripper, og det er stadig ikke kommet, og den venlige bibliotekar forstår tydeligvis ikke, at mit liv afhænger af det.

– Måske ligger det ude i baglokalet, spørger jeg, men det gør det selvfølgelig ikke, det er bare ikke kommet, og jeg må vente, vente, vente, indtil den magiske dag kommer, den virkelig magiske og for­underlige dag, hvor bibliotekaren genkender mig og rejser sig og føl­ger mig over til hylden, hvor bladet ligger og lyser brunt og blåt og hæfteagtigt. Jeg nikker og tager det og sætter mig i fred, det er allerede et stort øjeblik, jeg åbner forsigtigt. Jeg ser, at det er stort sat op, en dobbeltside midt i bladet, jeg prøver at læse mine egne digte, men det kan jeg ikke. Jeg lukker bladet, lukker øjnene, dén følelse, jeg går ned ad trappen, det er, som om jeg er til, som om Hvedekorn er det spejl, jeg har savnet, jeg kan jo bare gå på biblioteket, åbne Hvedekorn og slå op, og bam, der er jeg. Jeg er høj af lykke, og om aftenen siger jeg til min veninde, som kender en, der kender en, der har udgivet en digtsamling, at hvis jeg nogensinde får udgivet en digtsamling, så vil jeg have opnået det højeste, man kan opnå i sit liv, så vil jeg aldrig, aldrig bede hverken Gud eller nogen andre om noget mere. "

Top 10 2021, foreløbig udgave

(ALFABETISK RÆKKEFØLGE)

1. Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

2. Helle Helle: BOB

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.