Rødbede- og kannibaldigt

Hvor kannibalisk er det lige,
at jeg dagligt kalder min søn
"din lille nuttede rødbede"
og så giver ham rugbrødshapsere
med rødbedehummus på? Og var
det faktisk Kannibalen, Uni-
vesitets Frokoststue, hvor min
farfar spiste måske faktisk
leverpostejmadder med rødbeder
sammen med Broby og Schade
og Scherfig. blev kaldt? Ja,
siger Google og gør denne gl.
rynkede rødbede stjerneglad.

En asterisk er en kokosnød

Det er et surrealistisk højdepunkt i dansk poesi, at elefantmoren i Harald H. Lunds "Elefantens vuggevise" kalder Jumbo for sin

"nuttede lille rødbede -

det er til gengæld et sadistisk-racistisk lavpunkt i dansk poesi, at Jumbo i morgen får

"en niggerdreng/ ham kan du bruge som rangle"

i de fleste nye udgaver, inklusive den, jeg copypastedei blogposten nedenfor, er "niggerdreng" (af hvem oprindelig mon?t) ændret til (markeret med asterisk i blogposten) uskyldige, versefods-korrekte

"kokosnød"

som jo uheldigt nok har en racialiseret slang-betydning;

(fra artikel i Gymasieskolen) 
"Gennem 18 måneder har den danske antropolog Marie Rosenkrantz Lindegaard undersøgt, hvordan unge i Cape Town agerer mellem de forskellige kulturer, de befinder sig i, og hvilke strategier de vælger. 15 unge fulgte hun i skole, hjemme og i fritiden. 10 unge besøgte hun i fængslet, hvor de sad inde for mord. Yderligere 50 unge interviewede hun, og 500 unge besvarede et spørgeskema. Hendes studier viser, at de unge vælger tre hovedstrategier. De bliver kokosnødder, gangstere eller regnbuekrigere. »Kokosnødder er sorte udenpå, men hvide indeni. Det vil sige, at de fralægger sig kulturen fra townshippen og tilpasser sig de normer og forventninger, de møder i skolen i de tidligere hvide områder. De ændrer accent og dropper slangudtryk, ændrer tøjstil, hilsestil og måde at bevæge sig på,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard. Kokosnøddestrategien er den strategi, som de fleste unge i Marie Rosenkrantz Lindegaards studier valgte. De møder imidlertid problemer i lokalområdet, hvor de bor. »De passes op og udfordres i retning af: Du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du går i en snob-skole. Udfordringerne har ofte voldelig karakter, hvor volden bliver en måde til at vise kokosnødderne, at de ikke befinder sig højere oppe i hierarkiet end de andre unge. Udfordringerne ender tit i vold, og i Sydafrika taler vi om grov vold og evt. drab, hvor kokosnødder er i fare for at blive både ofre og voldsmænd,« siger hun."

(fra TV2 Nyhederne-artikel)
"Lars Aslan Rasmussen har de seneste uger blandt andet været aktiv i den igangværende debat om halal-kød. Han har blandt andet kaldt det "et totalt misforstået hensyn," når flere børnehaver og institutioner, af hensyn til muslimske børn, har droppet svinekød og i stedet serverer halal-slagtet kød.
Og politikeren er ikke i tvivl om, at det er hans holdninger i eksempelvis halal-debatten, der er årsagen til truslerne og chikanen. - Når de råber ord som kokosnød - der er slang for en forræder - efter mig, er det helt klart fordi jeg har sagt, hvad jeg har sagt, i den debat. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med, siger han"

- I Kim Larsens udgave af sangen, som er en af de mest populære, var man ikke helt nået frem til kokosnød endnu, han (eller nogen) lavede "niggerdreng" om til

"negerdukkedreng"

som næsten, i sin omstændelige, klodsede kælenhed, er værre, men også kun næsten.

I Den Store Danske 8encyklopædi) optræder kokosnød-omskrivningen som eksempel på "politisk korrekthed"(Henrik Galberg Jacobsen: politisk korrekthed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143523):

"Problematisk er især udskiftningen af ord og vendinger i ældre tekster, fordi den ukommenteret kan føre til en falsk opfattelse af mentalitetshistorien. I visse tilfælde må justeringer dog betragtes som berettigede, fordi de er udtryk for en tiltrængt humanisering. Fx i Harald H. Lunds børnesang Elefantens vuggevise (1947) står der "I morgen får du en niggerdreng, og ham kan du bruge som rangle." I nye redaktioner af sangen, foretaget efter forfatterens død, er niggerdreng skiftet ud med kokosnød. Især i USA er sådanne justeringer, også i langt mindre grelle tilfælde, obligatoriske"

Min mening: I alle brugssammenhænge sgu rigtigst med "kokosnød" (men kunne, i sangbøger, være fint med en voksen-note om den oprindelige ordlyd), og det er også det, jeg synger, når jeg (uden andre hører) synger den ELLERS skønne elefantsang for Samuel.

Anders Claudius Westh demaskeret af ham selv - med rødbedesaft

Jeg har lige tilføjet et navn på Hvedekorn-hjemmesidens Praleliste midt mellem Kaspar Bonnén og Lene Henningsen:

Claus Beck-Nielsen (under pseudonymet Anders Claudius Westh) 1991

For se selv, hvad jo nu afdøde Claus Beck-Nielsen skriver i første kapitel, "Vor tids historie" i sit ikke umorsomme "spejlkabinet" Mine møder med de danske forfattere; CBN har på provinsbiblioteket lånt digtsamlingen Vor tids historie (forfattet af - oplyses det ikke - Thomas Boberg):

I løbet af de næste dage og uger skrev jeg fem digte og besluttede at rejse til København. Jeg flyttede ind i et kollektiv på tredje sal, jeg var den, der havde færrest penge, men da jeg heller ikke havde nogen møbler, bare en madras og en rygsæk med tøj, tandbørste og mine fem digte og selv ikke fyldte mere end tres kilo, kunne jeg snildt være i det bagerste kammer, et kvadratisk rum med en petroleumsovn og et lillebitte tagvindue, gennem hvilket lyden af tre omkringliggende kirkers klokker hver time slog ind, voldsomt og helt ude af takt. Jeg stillede rygsækken og gik ned på posthuset og sendte mine fem digte til det eneste tidsskrift for litteratur, jeg havde hørt om, gik hen på biblioteket og lånte en tyk antologi med danske digte fra de sidste flere århundreder, ikke bare Vort tids historie, nej, den helt store historie. På vejen tilbage købte jeg en dunk petroleum og fandt et lille bord og en stol i en affaldscontainer. Jeg slæbte det hele op i mit kammer på tredje sal, lånte en bunke papirer og nogle blyanter af de andre i kollektivet, lagde bunken på bordet ved siden af bogen med flere århundreders danske digte, satte mig og slog op og begyndte at læse. I de næste mange uger eller måneder sad jeg ved det bord og læste i bogen og skrev ord og af og til hele linier på papirerne, som med dagene og nætterne spredte sig ud over bordet, skred ned og flagrede omkring og hobede sig op i små bunker som bladene fra et kubistisk albinotræ. Hver time døgnet rundt igennem slog kirkeklokkerne ind gennem det lille tagvindue og rungede i mit kranium, der blev stadig tommere og mere eller mindre inspireret, mens foråret blev til sommer, tung regn slog mod ruden og plaskede langt ned i gårdens dyb. Jeg rejste mig kun en gang hver tredje eller femte time for at gå ud i køkkenet og fylde glasset med vand og måske, hvis jeg tilfældigvis var alene, file en tynd skive af en af de andres brød og smøre lidt af en tredjes smør på, måske en smule Herregårdsleverpostej. På vejen tilbage lod jeg mit vand. Det var det hele. Efter nogle uger kom afslaget fra redaktøren af tidsskriftet, en af landets store gamle digtere (Poul Borum, der "portrætteres" i næste kapitel). Han havde læst mine fem digte og ville ikke trykke et eneste af dem, men opfordrede mig ikke desto mindre til at sende flere, ikke straks, forstås, om et halvt år, måske, når jeg havde udviklet mig lidt. Mod slutningen af den følgende vinter sendte jeg endnu ni digte ind til redaktøren af tidsskriftet. Jeg tænkte, at de første fem digte ikke havde været kunstneriske nok, forfatteren i den oppustede, blå plasticlænestol (Thomas Boberg LB) havde trods alt ikke været alene, men i selskab med to rigtige kunstnere. Mine digte måtte nødvendigvis også have en forbindelse til kunsten, så jeg gik ud i køkkenet, og da jeg tilfældigvis var alene stjal jeg en rødbede fra en af de andres hylder i køleskabet, skar den midt over, tog alt tøjet af og lagde ni hvide ark ud på gulvet, gned den overskårne rødbede mod knæet og trykkede knæet mod et af arkene og gentog derefter proceduren med otte andre legemsdele, trykkede først hånden, så en kind, så panden, en balle, munden, venstre fod, højre skulder og til sidst min penis mod hvert sit af de ni hvide ark. Jeg tog tøjet på igen, samlede de ni "rødebedetryk" op og gik ned på Christianshavn Bibliotek, hvor jeg lånte en skrivemaskine og skrev hvert af de ni håndskrevne digte rent på et kunstværk, gik over torvet og ind på posthuset og sendte mine ni nu poetiske rødebedetryk til redaktøren af tidsskriftet. Tre måneder senere udkom tidsskriftet (Hvedekorn 2, 1991 LB), bl.a. med to digte digte af Anders Claudius Westh, dog uden rødbedetryk. det var den første, sidste og eneste gang, Anders Claudius Westh optræder i den danske litteraturhistorie.

- må jeg ikke som nutidig redaktør anbefale, at man IKKE skriver digte på papir indgnedet i grøntsager med legemsdele.

Og ligesom Michael Strunges Simon Lack, er Claus Becks Anders West lige lidt yngre end ham selv, først i 1965 og ikke 1963, og i bagklogskabens følgespot lugter det Claudius selvfølgelig langt væk af pseudonym, her er de to debutdigte, og de er slet ikke uefne (eller ubeckske), vel?

Ved verdens navle

I
Båden ligger urokkelig derude i nat: En gravsten sat i søen
over én som ikke kom op. Navnet malet over med mørke.

II
Ud af skoven træder et hus. der er et lys i det ene øjne.
Den søvnløse har rejst sig op for at få tiden til at gå.
Han vender ansigtet mod mig, åbner et vindue
og kaster skyggen ud på græsset.

Lebensraum

Om mig selv kan jeg kun sige:
"Jeg bliver en gigant",
tænkte jeg da jeg var lille og trygt
beruset af min barndoms atmosfære af lattergas.
Det var alt, jeg blev ikke til mere end
min far han er tandlægeentreogfirs jeg
blir aldrig som Spielberg han var
    tyve
      og           stjal hele billedet, mens jeg var
  pirater
og herskede ubemærket over mine verdenshave
fra kronen af det ene vældige træ,
der senere måtte bøje sig
og faldt, det
"stod i vejen for solen," råbte min far
dengang jeg var lille og træerne endnu voksede
helt ind i himlen